18. februar


Gud har udvalgt os i Kristus før verdens grundvold blev lagt. Ef. 1:4.

 

Her ser vi det uforgængelige, det vældige som ikke rokkes af nogen som helst storme eller forandringer som sker gennem tiderne her i denne verden. Det som var fra begyndelsen - det er det evige og uforanderlige!

Åh, om vi bare kunne lade dette budskab, denne sandhed, fuldstændig indtage og omslynge vore hjerter! Åh, hvilken fæstning mod alle storme og angreb, hvilken stærk og urokkelig fred og glæde! Selv for en kristen vil livet blive en ørkenvandring, fattig på glæde, når disse store, evige sandheder ikke står tydeligt for ham.

Her siger apostlen altså at vi er udvalgt i Kristus før denne verdens grundvold blev lagt. Dermed vil han minde os om det evige, faste og urokkelige i Guds nåde mod os gennem Kristus.

Han siger med andre ord: Det jeg nu forkynder jer, er ikke noget nyt eller fremmed, men det urgamle budskab. Det er ældre end selv himmel og jord. For selv før verden blev skabt havde Gud udvalgt os i sin enbårne Søn, og besluttet at sende ham til os når tidens fylde kom. For at stå frem i vor menneskelige natur, og blive vort liv og vort lys.

Ingenting er så uforanderlig som Guds råd fra evighed af! Det Gud ”efter sin egen viljes gode velbehag” har besluttet, kan aldrig i evighed forandres. ”Guds nådegaver og hans kald kan Gud ikke fortryde.”

Heller ikke nogen anden magt kan tilintetgøre eller forhindre det som Gud har besluttet. Han som har skabt millioner af planeter, og ved sit almagts ord trukket deres uforanderlige baner op -, skulle han lade sin plan og beslutning fra evighed af rokkes eller blive hindret?

Hans modstander, djævelen, førte menneskene ud i synd og død. Men skulle Gud da bare lade dem for evigt blive i døden, uden håb og mulighed for redning? Nej, livet, som var hos Faderen, måtte åbenbares i kød og blive menneskenes lys, frelse og håb -. Fordi han havde udvalgt os i ham før verdens grundvold blev lagt.

Derfor må vi aldrig glemme Guds rådslutning om menneskene fra evighed af, og hvor uforanderlig denne rådslutning er. At den står fast med al sin rigdom på trøst og frelse, uanset hvad som måtte hænde os, og uafhængig af alt det vi måtte se og føle hos os selv.

Gud har trods alt skabt menneskene i sit billede, til sine børn og arvinger. Og før verdens grundvold blev lagt, blev grunden lagt for vor frelse: ”Udvalgt i Kristus.” Dvs. efter sit evige råd besluttet at genoprette gennem ham, det syndefald havde ødelagt. Gøre ham til vor anden Adam, vor stedfortræder og frelses fyrste. For at hver eneste en som i sin nød vender sig til ham og i tro lukker ham ind, - ikke skal gå fortabt -, men have evigt liv.

Efter at Gud havde besluttet dette, skabte han menneskene til sine børn og sit riges arvinger. Selv om han meget godt forudså syndefaldet og al den synd og elendighed dette skulle føre over menneskeheden.

Han vidste godt hvordan dette skulle genoprettes. Hans viljes råd skulle ikke være forgæves. Derfor gjorde han allerede i begyndelsen himmelens boliger i stand for menneskene. Kristus siger at han på den sidste dag skal indbyde sine troende sådan: ”Kom, I som er velsignet af min Far, og indtag det rige som er gjort færdig for jer fra verdens grundvold blev lagt.”

Derfor gjorde han også den bolig i stand, som menneskene skulle have her i prøvelsens tid på jord, med al kongelig rigdom og pragt. Han gjorde alt for menneskene; byggede, plantede, og pyntede for dem på jorden. Og fyldte den med alt, både det som var nødvendig, og det som de kunne fryde sig over. Han sagde: ”Alt dette har jeg givet jer! I skal have råderet over fiskene i havet, over fuglene i luften og over hver levende skabning som rører sig på jorden.”

Studer denne Guds plan med menneskene, fra evighed af! Det kan ofte styrke et sorgfuldt hjerte, og give det en vældig trøst og glæde. Hvordan er mange kristne, som var sunket ned i en dyb fortvivlelse, ikke blevet trøstet når bare Ånden har måttet minde ham om at: ”Du er jo faktisk endnu et menneske! Og Gud har jo trods alt i sit eget hjerte nogle vældige, store nådens tanker om menneskene.

Han har jo en uforanderlig rådslutning og et varmt faderhjerte for dem. Desuden er han en almægtig skaber! Da kan jeg aldrig synke så dybt at han ikke kan løfte mig op, og til sin herligheds ære og pris gøre noget virkelig stort ud af mig.

Vore første forældre, som trods alt havde al den styrke de trængte til for at holde hans bud, brød på så tragisk vis disse. Men se den hjertelige omsorg han viser mod dem, når han alligevel forbarmer sig over disse sine faldne børn! Han opsøger dem og trøster dem.

Og når han til og med har givet os sin enbårne Søn som vor bror og Frelser, da kan han ikke være så ligeglad med menneskene! Nej, da må han nok have nogen dybere faderomsorg for dem! Hvem ved, endnu kan så stor en Fader gøre store ting for mig!”

Sådanne tanker omkring ”det som var fra begyndelsen” kan virkelig glæde og styrke os, når vi får nåde til at tænke langt dybere over det.