17. oktober

Læg det fra jer som hører til jeres tidligere livsstil, det gamle menneske… og iklæd jer det nye menneske, som er skabt efter Gud. Ef. 4:22,24.

Det nye menneske ”er skabt efter Gud,” eller i Guds billede. Hvad og hvordan dette nye menneske egentlig er, kan nok synes vanskeligt at skildre. Men, lovet være Gud! Han har givet os et menneske som fuldkomment havde Guds billede, for at vi skulle se på ham og følge efter ham; ”mennesket Jesus Kristus,” som var ”afglansen af hans herlighed og det udtrykte billede af hans væsen.”

Hvis vi vil se Guds billede og lære hvordan vi skal være og leve, så skal vi bare se på Jesus. Ikke se på ham sådan som han var som Guds Søn eller Guds Lam, vor forsoner. Men sådan som han var som menneske.

Så har Gud da ikke bare givet os det mest fuldkomne og herligste, men også det kæreste forbillede vi kan se på og følge efter. For han er hele tiden samtidig både vor frelses håb, vor frelser og forsvarer hos Faderen.

Det gamle menneske, derimod, som vi ”skal lægge fra os,” som skal korsfæstes og dødes, er al den elendighed Adams fald førte over os. Først og fremmest vort kødelige sindelag, som er fjendskab mod Gud. Den dybe egenkærlighed, vor egen stærke vilje og selvoptagethed, som gør at vi i alle ting først og fremmest er optaget med, mener og tænker bare omkring mig og mit.

Her er det grænseløse hovmod, som altid vil være noget, vil ses og høres. Og den dybe vantro med alle sine udløbere: Foragt for Guds ord, selvsikkerhed i medgang, modløshed i modgang, jordiske bekymringer, hårdhed og ligegyldighed overfor Gud og medmennesker. Ulyst overfor Ordet og bønnen, onde tanker, urene lyster og begær osv.

Derudover kommer al den synd dette så bryder ud i som ydre gerninger: Letsindig tale, et løsagtigt liv, utugt, hykleri, løgn, uredelighed i arbejde og forretning, gerrighed, ubarmhjertighed, vrede, had, og mange andre synder og laster man kunne nævne.

Dette er det stygge billede vi skal afklæde os, som skal korsfæstes og dødes. Hvis vi virkelig blev optaget med dette, blev vi nok ikke længere så selvsikre, så frie, frække og fornøjede med os selv.

Nu har vi altså selve sagen for vore øjne. Så er der bare tilbage at vi også lever sådan. Og her er Guds vilje og råd, Ordets og Åndens tale også klar. Budskabet til Guds barn er dette: Nu er du blevet fri fra alle dine synder. Du slipper for at være optaget med den allerstørste nød; hvordan du skal blive fri fra al din synd.

Men tag nu i glæde og taknemmelighed denne lettere nød ind over dit hjerte; nu skal du bare følge i Jesu fodspor, så du forvandles efter hans billede som har elsket, købt og udfriet dig. Så du mere og mere ligner ham, og alle dit livs dage hader det han hader, og elsker det han elsker.

Når du nu er fri fra dine synder, og slipper for at have nogen nød over dem, du er blevet et Guds barn og Kristi bror. Vær da som han var, og lev dit liv sådan som han levede! Han levede i det mest inderlige samfund med sin Far. Han var fuld af kærlighed til både Gud og mennesker. Det var hans liv og mad at gøre Faderens vilje osv.

Sådan skal også du have det mest inderlige samfund med Faderen, altid og varmt være sammen med ham. Lad det også være din mad og dit liv at gøre hans vilje, tjene din næste og døde dit kød. Du er jo ”Den Hellige Ånds tempel,” så den samme Ånd bor i dig som i din Frelser. Driv ikke denne himmelske due bort! Gør ikke Den Hellige Ånd sorg ved ikke at give akt på hans påmindelser, med letsindige ord eller andre synder!

Du skal ikke ødelægge eller gøre Guds tempel urent med kødets lyster og kødets gerninger. Tål hellere alt muligt, frem for at gøre noget som er imod din Guds vilje. Kristus bekendte sandheden, også da det kostede ham livet. Bekend da også du Kristus, selv om det koster dig menneskers agtelse, dit navn og rygte, ja, liv og ejendom.

Kristus var tilfreds i enhver situation, fordi sådan var det hans Fars vilje. Vær da også du tilfreds i din hverdag, så din utilfredshed dør bort i Guds velbehag. Kristus morede sig aldrig på letsindig måde. Men han glædede sig i gudsfrygt. Lad da også det samme kendetegne dit liv, du som er et Guds barn og Kristi bror!

”Men hvem er i stand til at leve sådan?” siger du måske, ”bare jeg kunne klare alt dette!” Hør! Det har aldrig været meningen at du skulle gøre alt dette selv. Eller at du straks skulle blive fuldkommen. Men at du skulle gå ind for at leve sådan. Og når du så virkelig går ind for det, da grundigt lære at det ikke er muligt for dig at leve sådan. Og at du da tvinges til at sukke og råbe til Herren, så han - og på sin måde - udfører helliggørelsens værk i dig.

Helliggørelsen er ikke noget menneskes værk, men Herrens. Men det værk udføres gennem Guds kraft i Ordet, som driver og advarer og trøster os. ”I os selv er vi ikke dygtige til at udtænke noget som om det kom fra os selv,” ”det er Gud som virker i jer både at ville og at virke - bemærk - for at hans gode vilje skal ske.”

Og det som nu ikke udrettes med Ordet og gennem påmindelser til det indre i mennesket, det gør Herren med riset, i trængslens smelteovn der hvor det er nødvendigt. ”Tugtens ris lærer at give agt på Ordet.”

Guds børn siger af hjertet: ”Brug, o Gud, den vej du finder, bare du mit hjerte vinder,” for et er nødvendigt. Og ”uden helliggørelse skal ingen se Herren.” Men hold alligevel først og fremmest fast i dette: ”Ved et offer har han for al evighed gjort dem fuldkomne som bliver helliget.”