17. maj


Tag sko på fødderne, så I er rede til at forkynde fredens evangelium. Ef. 6:15.

 

Denne del af vort våbenudstyr lyder mere ordret efter grundteksten: ”Sko med villighed til fredens evangelium.”

Alle Kristi stridsmænd er også kaldet til at deltage i det som ligger så stærkt på jeres Herres hjerte; at fredens evangelium bliver udbredt på jorden. Herren Kristus siger: ”Den som ikke er med mig, er imod mig. Og den som ikke samler med mig, han spreder.” Peter siger, ikke til præster, men til kristne i sin almindelighed: ”I skal forkynde hans underfulde storværk, han som kaldte jer ud af mørket og ind i sit underfulde lys.”

Men hvis du bliver nidkær og trofast til at vidne om din Frelser, da udsætter du dig samtidig for mange ubehageligheder. Ja, da får du hele djævelens rige mod dig. Inden i dig mange og tunge glødende skud, og i det ydre hans trofaste tjenerinde; verdens fjendskab og ondskab. Alt dette er bare optaget med at lede efter alle tænkelige muligheder til at angribe dig.

Da forstår du vel hvor nødvendig denne del af rustningen er, som hedder: ”Sko på fødderne med villighed til at forkynde fredens evangelium.”

Læg mærke til: ”Sko på fødderne!” Det er nødvendigt for soldaten at have sko på fødderne, når han skal rykke frem gennem ukendt land, fuldt af stikkende torne, skarpe sten og giftige slanger.

På samme måde må vi også være rustet mod alt det onde og fristelserne til utålmodighed, som hober sig op på vor vej, hvis vi virkelig vil være nidkære og trofaste for Kristi evangelium. Da må vi trænge os frem ligesom gennem et tykt tornekrat, hvor mange skarpe sager og giftige dyr vil komme til at såre, rive og stikke i os, hvis vi ikke er godt rustet.

Og hvad skal vi da have til fodtøj? Hvad er det da vi skal tage på fødderne? Apostlen siger: Med den villighed, eller beredskab til kamp som fredens evangelium giver.

Dette beredskab består først og fremmest i en indre villighed, en hjertens lyst og kærlighed, som netop skabes af fredens evangelium. Her ligger hemmeligheden. Erfarne kristne kender til dette. Alle mulige formaninger, henstillinger, opfordringer og opmuntringer er fuldstændig uden kraft til at give os en levende bekendelse af evangeliet. Hvis vi ikke selv er blevet varme, oplivet og villige i ånden - netop af det samme evangelium.

Hvis hjertet endnu er koldt og dødt, finder man altid en eller anden undskyldning for at man er åndelig stum. Eller man forsøger at tage sig ordentlig sammen, men det bliver der alligevel ikke noget af - hvis vi da ikke sættes i bevægelse af andre i en eller anden kristelig aktivitet.

Men når mit eget hjerte er blevet frelst og varmet op gennem nåden, når Herren har talt til mig, og overbevist mig om at jeg har hans venskab og syndernes forladelse -. Da får jeg en egen, indre drift. Da kan jeg ikke tie. Da går det med mig nøjagtig som med David som siger: ”Jeg troede, derfor talte jeg,” og ”når du trøster mit hjerte, da løber jeg dine buds vej.”

Ordet som oversættes både med beredskab og villighed antyder tydeligt at man står beredt. Og at fødderne er dækket, eller har sko på, taler om at man ikke er så ømtålelig for alt det skarpe man træder i, og det tyder på tålmodighed.

Derfor hører det særligt med til vort åndelige fodtøj at vi ruster os med en udholdende tålmodighed. At vi alvorligt er indstillet på at vi skal lide, og vil lide med Kristus. Som Peter siger: ”Derfor, når Kristus har lidt for os i kødet, så skal I også væbne jer med den samme tanke” - at ville lide for hans skyld.

For hvis vi ikke er væbnet med den tanke, går det med os sådan som vi ofte ser, at mange begynder den åndelige strid med stor lyst og frimodighed. Men når striden bliver lidt mere alvorlig, når lidelserne virkelig begynder at tage til, da gør de straks et sving til siden. Da forandrer de tonen og kursen. Og det bare for at undgå lidelse.

Men sådanne duer ikke i denne strid. For den som virkelig vil være en kristen, som vil tilhøre ham som blev korsfæstet og foragtet, og for alvor være optaget med hans sag og evangelium -. Han må, som Luther siger: ”Vente sig al mulig modstand, vold, onde tider, utak, hån og foragt, selv om han bare gør godt.” Derfor må vi have en indstilling så vi tåler det onde og de mest ufortjente bitre ting. Og sådan i tålmodighed at trænge os igennem.

Men skal du være skikket til dette, så kræves det først og fremmest at du står i et tillidsfuldt samfund med din Gud, og kender ham som din forsonede, omsorgsfulde Far.

Og for det andet at du tager den dyrebare sandhed stærkt ind over dig, at da skal Gud sørge for dig under alle forhold, og ømt våge over alt det som hænder dig. Sådan at ikke et hår kan falde af dit hoved uden at det er hans trofaste vilje.

Mange gentager nok også dette med munden. Men det er få som for alvor tror det!

Desuden burde vi heller ikke kaste vor Herres gamle og kendte ord så hurtigt fra os, ”Salige er I når mennesker håner og forfølger jer. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himmelen. For sådan forfulgte de profeterne som var før jer.”

Skal da også vi, uværdige, få del i denne profets ære? Gud, hjælp os at vågne op!