17. juli

Sådan som vi har båret billedet af det jordiske, sådan skal vi også bære billedet af det himmelske. 1. Kor. 15:49.

Her har vi nu et budskab hvor vi må bede Gud om nåde til at få tro og et åbent sind.

Hør hvad der står! ”Sådan som vi har båret billedet af det jordiske, sådan skal vi også bære billedet af det himmelske.” Tror du det?

At vi bærer det jordiskes (Adams) billede, det føler vi i hele vort legeme og alle vore sanser, langt mere end det smager os. Men tror du lige så fast på at vi en dag skal bære billedet af det himmelske, vi som er forenet med ham?

Tror du dette; at Adam og Kristus, lige så sikkert den ene som den anden, har været stedfortrædere som skulle prøves på hele menneskehedens vegne, men også stamfædre som vi skulle dannes efter? At de er ligesom de to store modeller som vore to forskellige tidsafsnit skulle formes efter. I det ene tidsafsnit, det jordiske liv; efter Adam, til ”billedet af det jordiske.” Og i det andet tidsafsnit, i evigheden; efter Kristus, til ”billedet af det himmelske.”

Lige så sikkert som vi her i livet har båret det jordiske billede, med al den elendighed dette medfører, skal vi en gang bære billedet af det himmelske, med al den herlighed som hører med til det. Tror du dette?

Tror du at for alle som er i Kristus så sker dette i sin tid, lige så sikkert som naturens bestemte cyklus; som dagen følger efter natten, eller der efter den kolde vinter følger en herlig sommer? Åh, er dette sandt? Ja, lovet og priset være Herrens navn, det er sandt!

Vi mærker i hele vort væsen hvad det vil sige at bære billedet af det jordiske. ”Adam fik børn i sin egen skikkelse, efter sit billede.” Men her taler apostlen egentlig om legeme. I legemet bærer vi billedet af Adam i sådanne egenskaber som apostlen nævner lige foran (v.42-45). Vi lever et liv i forgængelighed, i vanære, i svaghed. Det er, kort sagt, det naturlige legeme, som må ernæres af jordiske næringsmidler fra plante- og dyreriget, og til sidst selv bliver til jord.

Med til billedet af det jordiske hører også en masse lidelse, sorg, synd og nød, - alle slags problemer. Hele vor natur er ligesom bare sammensat af synd, som Gudsforagt, afguderi, selvsikkerhed, hårdhed, egenkærlighed, hovmod, hykleri, løgn, vrede, had, misundelse, mistænksomhed, uren lyst, gerrighed, selvoptagethed og mere af samme slags. Jesus siger: ”Fra hjertet kommer onde tanker, mord, ægteskabsbrud, hor, tyveri, falsk vidnesbyrd, bespottelser.”

Dette er billedet af Adam, på syndens område. Men af dette følger så videre al mulig forbandelse og jammer på jorden: Et uroligt hjerte, en syg samvittighed, sorg, ærgrelser, bekymringer, utryghed, rædsler, mistanker, sygelighed, smerter, fattigdom, Satans glødende pile, - og til sidst døden og forgængeligheden.

Enten man vil eller ikke, tvinges man til at gå ligesom iklædt alle disse Adams efterlevninger. Vi går ligesom gennem et tæt tornekrat, hvor vi stadig såres og bløder.

Åh, giv ikke op, kære Guds barn! Bliv ikke utålmodig! Dette er bare en vanskelig vejstrækning. Der kommer snart en anden tid. Gud har så vist ikke skabt menneskene bare til lidelser. ”Sådan som vi har båret billedet af det jordiske, sådan skal vi også bære billedet af det himmelske.” Og ”billedet af det himmelske” er på alle områder den totale modsætning til det jordiske.

Det som hører med til billedet af Kristus, er først og fremmest et ”åndeligt legeme,” som er lig Kristi forklarede legeme. I stedet for vanære: En evig og himmelsk ære og herlighed. I stedet for skrøbelighed, svaghed, sygelighed: En evig sundhed, styrke og velvære. I stedet for sorg, frygt og utryghed: En evig glæde, salighed og tryghed, et saligt liv ved Guds højre hånd i evighed, en uendelig række af høje, himmelske oplevelser.

Og frem for alt andet: I stedet for vor uendelige, plagsomme syndighed: En evig, urokkelig hellighed, kærlighed og renhed. Sådan at vi der skal kunne elske Gud så helt, fuldkomment og brændende, og med en lykke som vi aldrig her, i vor jordiske tilstand, vil kunne fatte.

Ja, den som en gang, f.eks. i den første forlovelsestid med sin Frelser, har smagt noget af den kommende verdens kraft, smagt noget han aldrig vil glemme af Herrens herlighed, vil nok kunne stemme i at bare dette han her erfarede, havde fortsat i al evighed, så havde vi nu haft himmel og salighed.

I denne fuldkomne kærlighed til Gud, som er summen af Kristi billede, er også den allerdybeste herlighed. Tænk så hvad der følger af dette: På alle områder at være fri fra alt ondt. Føle sig fuldkommen hellig og ren som en Guds engel. At være fuldkommen i alt det som vi her har tørstet og længtes efter, men aldrig var i stand til.

Og aldrig mere behøve frygte for noget som er ondt og farligt. Men at have en evig tryghed og fred i vor forklarede Frelsers nærhed. Og Guds lys over hans underfulde hemmeligheder bare stiger og stiger for vort øje i en uendelighed.

Åh, til et sådant liv, er det den underlige skabning; mennesket, egentlig blev skabt. Ja, det kunne vi da også tænke om Gud, når han skabte en slægt som skulle være lig hans billede, - billedet af ham som er al frelses og saligheds Gud. Som lige let kunne skabe en uendelig salighed, som at han skabte det uendelige havs vandmasser.