16. oktober

Gud kaldte os ikke til urenhed, men til helliggørelse. 1. Tess. 4:7.

Næst efter læren om Kristi forsoning, og hvordan vi ved troen får del i den, er læren om helliggørelsen det vigtigste og mest betydningsfulde for at det åndelige liv forsat skal være levende i os. Eller, rettere sagt: Det åndelige liv, ja, det evige liv, står og falder med disse to hovedsager: Kristi retfærdighed for os, og Åndens helliggørelse i os. Disse to forholder sig til hinanden i nådens rige som skabelsen og opretholdelsen i naturens rige.

Tusindvis af sjæle er ”begyndt i Ånd, men fuldført i kød.” Bare fordi de ikke tidligt nok og alvorligt nok tog netop dette ind over sig, ikke lod Herrens ord og Ånd komme til når han ville virke helliggørelse i dem.

Lad os tage et eksempel. Et menneske bliver vakt og forsøger alvorligt at blive frelst. Da kommer han sædvanligvis først ind i trældom under loven, og det frugtesløse stræb med at opbygge sin egen retfærdighed. Forsøger at forbedre sig, holder op med forskellige synder, våger, beder og kæmper mod dem. Den bevidste eller ubevidste hensigt med alt dette er da at først når dette en gang lykkes, føler han at han kan tage imod nåde og fred i Kristus.

Men det mislykkes jo hele tiden. Synden bliver bare endnu stærkere i ham. Han falder. Rejser sig op igen, men falder på ny. Han gør ting han før har afskyet. Han bliver så selvsikker, hård og letsindig at han bliver bange for sig selv og tænker på at give op. Kort sagt: ”Synden flyder over.”

I denne ulykkelige tilstand får han så evangeliet om Guds Søn at høre. Hører at Kristus er kommet for at frelse syndere, for at gøre den ugudelige retfærdig. At vi fuldstændig ufortjent bliver retfærdiggjort. Uden gerninger, uden hjælp af loven, - bare af nåde, ved tro.

Nu får han liv, nu bliver han frelst. I dette nådens ord hører han at han er købt fri. Her får han sin trøst, sit himmerige på jord. Og nu begynder han i sandhed at leve i Guds barns herlige frihed. ”For den som Sønnen får frigjort, han bliver virkelig fri.”

Og med dette troens liv følger også straks et nyt, helligt sind, som er villig til alle gode gerninger. Nu har han fået en ny kraft og vilje til at følge Kristus i livet. Og så er den rette helliggørelse virkelig begyndt. Nu er han plantet på det rette sted, som ”et træ som er plantet ved strømme af vand.” For han er indpodet i Kristus og lever i hans forsoning.

Hvem skulle tro at netop her, midt i denne herlige forårsblomstring, med evangeliets regn og solvarme, skulle den giftige slange kunne vokse op, som snart skulle ødelægge hele denne nye herlige plante? Men netop dette er det som så sørgelig tit sker.

Og hvordan sker dette? Jo f.eks. på denne måde: Ganske snart dukker den samme slange op som også bedrog Eva med sin list; selve den farlige satan. Og når han ikke har held i at føre mennesket vild ved at holde det fast under loven, vil han forsøge igen, men på modsat side.

Nu planter han en trøst som Ordet aldrig har givet; nemlig dette, at når mennesket nu er frigjort fra al syndens skam og dom, fra lovens forbandelse og fra dødens og djævelens vold, så er det også udenfor al fare. Så behøver det ikke at frygte noget som helst, men kan slå sig fuldstændig til ro.

Men dette er jo både en skadelig, og til og med en falsk holdning. For det retfærdiggjorte menneske er absolut ikke udenfor al fare. Og faren er både dobbelt så stor og nærmere når man ikke frygter for den.

Det retfærdiggjorte menneske er ganske vist friet fra syndens skyld og dom og forbandelse. Men har stadig en anden fjende, som snart kan komme til at ødelægge hele den nye og herlige skat. Vi har det syndige kød; fordærvet som bor i os, som uafladelig vil indgå pagt med djævelen og med verden.

Og selv om denne synd i dig ikke tilregnes eller fordømmer dig så længe du bliver i Kristus, kan den alligevel gøre meget ondt, hvis den ikke i tide angribes. Gennem det vi kalder den ”daglige omvendelse” må den korsfæstes og dødes.

Den kan gøre meget forfærdelig ondt, den kan kvæle og dræbe dit åndelige liv. Som Jesus udtrykkelig sagde om tornene som voksede op blandt den gode sæd, og kvalte den. Og da er hele skatten jo tabt på ny, som om du aldrig havde ejet den.

Men udover nævnte vildfarelse som satan bruger, kan menneskene også selv komme til at bidrage i samme retning. De læser f.eks. alvorlige formaninger i Guds ord om ikke på ny at lade sig fange under trældommens åg, men blive stående i den frihed Kristus har kaldet os til. Men udover den gode lærdom i dette ord, tager de også en falsk opfattelse af ordet til sig; nu bryder de sig ikke så meget om de ord som kræver noget af os, men bliver bare optaget med det herlige evangelium.

Dermed (når det gælder vor frihed fra loven) sammenblander de samvittigheden og kødet, vor retfærdighed overfor Gud og vort liv på jorden. De gør friheden fra loven gældende på disse vidt forskellige områder.

Ja, de giver nok desværre meget mere frihed til kødet og sin livsførelse, end til sin samvittighed. For den smitteeffekt og sygelige trang ligger i vor natur, at vi i vor samvittighed vil være loviske og trælbundne, men i kødet og vor livsførelse vil være frie og lovløse.

Ordet taler om frihed fra loven. Men det går ikke altid konkret ind på hvad der skal være frit og hvad der skal være bundet. Når så fristelser til konkret synd sætter ind, da kan det let ske at mennesket ”bruger friheden som en anledning for kødet” og ”misbruger vor Guds nåde til et liv i udsvævelser.”