16. juni

Den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. 1. Joh 5:10.

Vi oplever nok at en og anden stiller spørgsmål ved om der findes noget menneske som her i livet kan vide at det er et Guds barn, og om man kan og bør søge nogen fuld forvisning i dette spørgsmål. Dette er sædvanligvis et af de argumenter de skjuler sig bag, de som egentlig ikke vil omvende sig til Gud, disse som endnu trives bedst i mørket og uvisheden.

Men hele Skriften bevidner at alle de gamle kristne gennem troen havde fået vidnesbyrd om at de havde Guds velbehag. Bare i en sådan tro var de i stand til at gå martyrdøden i møde med fryd. Og apostlene siger udtrykkeligt: ”Ånden selv vidner med vor ånd at vi er et Guds barn.” ”Den som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. Den som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner.” Indprent dig dette sidste!

Herren råber jo udtrykkelig: ”Den som vil, han komme.” ”Om hans synder er røde som blod, skal de blive hvide som sne.”

Men hvis jeg da stadigvæk altid går der uvis på om jeg har syndernes forladelse, - hvad andet er der end at gøre Gud til en løgner? Det er jo det samme som at sige at jeg ikke ved om det er til at stole på, dette som Herren siger. Og det ville jo være en dårlig bekendelse for en kristen.

”Derfor,” siger Luther, ”skal vi hver eneste dag strække os efter at komme ud af tvivlen og til vished. Og bestræbe os på grundigt at rykke den skadelige vildfarelse som hele verden er forført i, op med rod; denne tanke at menneskene ikke skal kunne vide om de er i eller udenfor nåden. For hvis vi tvivler på Guds nåde mod os, og ikke holder fast ved at vi ejer Guds velbehag for Kristi skyld, så benægter vi at Kristus har frikøbt os. Og vi kaster hele hans værk og alle de velgerninger som han stadig har vist mod os, af hænde.”

Den som er tilfreds uden at eje nogen forvisning om at han ejer skatten, han sætter sandelig heller ikke skatten videre højt! En anden sag er at vi må søge visheden i ordet, og ikke i følelserne.

Men nu består en kristens fred og vished jo ikke i, at han anser sig selv for at være gudfrygtig og troende, og er fornøjet med sig selv. Nej, tværtimod findes der ingen som kender til mere synd hos sig selv end en levende kristen.

Men hans trøst og hans frelsesgrund er denne; at Kristus har lidt døden for os syndere, at han er retfærdiggjort ved tro, dvs. af nåde. Og på denne grundvold burde vi jo nu med rette have en vedvarende og urokkelig fred.

Da kan vi sige at ”i mig selv er jeg hvert øjeblik bare fordømmelse værd. Men i Kristus er jeg hvert øjeblik ren og retfærdig, ja, godkendt og elsket af Gud. Min trøst er bare det som gælder for alle, for de største syndere. For Kristus har virkelig i sin død forsonet hele verden med Gud. Ikke bare de troende. Jo vist er mine synder forfærdelige, mange og store, så jeg var ikke mere værd end at jeg aldrig skulle have en glad stund. Men hvad skal jeg gøre når Kristus trods alt var så nådig og tog mine synder på sig, og led døden for mig, synderen. Da tør jeg ikke i mismod tvivle på dette, vover ikke at lade være at tro det og glæde mig.

Og jeg er da sandelig heller ikke døbt til mig selv, så jeg skal måtte leve på min egen retfærdighed. Nej, jeg er netop derfor døbt til Kristus, for at jeg skal være iklædt ham og hans retfærdighed.

Hvis Gud ville tilregne synden, hvem ville da kunne blive stående? Ikke en eneste af vore gerninger ville være frie for synd. Men hele Guds evangelium vidner jo om at det var netop derfor Gud gav sin Søn til en soning for vore synder. Og da vover jeg ikke at gøre dette til en løgn.

Vel føler jeg noget ganske andet i mit hjerte og samvittighed. Der føler jeg ikke nogen retfærdighed, men tværtimod synd og elendighed. Men Gud siger selv i sit eget ord at denne synd og elendighed som jeg kender til, er udslettet, betalt, tilgivet og forladt. Da vil jeg selvfølgelig lade Gud være større end mit hjertes følelser, være en Gud som ikke lyver. Det Gud har gjort og sagt, er meget mere sikkert end det stakkels jeg ser og føler.

Og han har ikke bare forsonet mig med sig i Kristi død, og forsikret mig om dette i sit ord. Men også i nådemidlerne har han givet mig segl og testamente på hele frelsesskatten.

I dåben har han på en særlig måde givet min person del i Kristi fuldbragte værk, og med et evigt urokkeligt testamente stadfæstet dette til mig. Om jeg så i synd og vantro går bort fra min skat, er skatten alligevel ikke gået bort, ligesom pagten også fortsat består hos Gud. Skulle vor vantro måske kunne gøre Guds trofasthed til intet? Så langt fra!

Om jeg er faldet ud af arken, er arken alligevel ikke gået i stykker. Min tryghed er der trods alt også netop nu - i den samme ark. Arken; dåben, testamentet, nåden hos Gud falder og vakler ikke fordi jeg falder om. Men står fast i evighed.

Min trøst og fred hviler dermed på det som er hos Gud, og ikke hos mig. Det jeg har at trøste mig til, lyder sådan: Kristi blod gælder mere end mine synder. Guds ord gælder mere end mine tanker og følelser. Dåbspagten, testamentet gælder hos Gud, selv om jeg i lang tid kan have været borte fra ham.

Mod Kristi blod er alle mine synder bare som små gnister mod det store, vide hav. Mod Guds ord er alle mine indvendinger, opfattelser og følelser bare som røg og støv mod et stort bjerg. På denne faste grundvold vil jeg trygt både leve og dø.”