16. juli

Giv os i dag vort daglige brød! Matt. 6:11.

Ordet i grundteksten som i denne bøn er oversat med daglig, har været et vanskeligt ord at oversætte. Men alle tolkninger samstemmer i at det taler om noget som er nødvendigt for vort liv. Altså ikke et hvilket som helst begær, men det nødvendige. Det taler egentlig om ”det helt nødvendige til vort livs ophold”

Og nu spørger vi den som vil ”trætte med Gud”: Har du ikke til dags dato fået det som har været nødvendig til dit livs ophold? Og om du ikke har fået alt i den retning du selv mente var nødvendig for dit jordiske liv, så har du trods alt fået alt det han har lovet, som ved bedst hvad der er nødvendig for dig. Eller ved du hvor meget tugt, fattigdom og bekymring du behøver for din sjæls evige vel?

Her kunne en kristen måske som ikke bare er fattig, men også tynget af gæld, svare os: ”Der er et andet forhold, som er værre end den værste fattigdom; det at blive stående i gæld til andre mennesker, og ikke kunne gøre ret og skel for sig. Og måske ved det være med til at give en grund til at evangeliet bliver spottet.”

Men da vil vi svare at så sandt du ikke har et særligt hovmodigt sind, så det er nødvendigt med en særlig dyb ydmygelse -. For kødet, selv hos de hellige, har altid sin gamle kærlighed til synden -. Og så sandt du ikke ”frister Herren,” enten med dovenskab og letsindighed, eller i forfængelighed og stort forbrug sløser med Guds gaver -. Men er ydmyg, flittig og trofast der hvor du er sat i livet, og enfoldig i tro beder denne bøn -. Så har du alle Herrens løfter om at han skal give dig så meget at du ikke skal behøve at blive til skamme som en bedrager. Men skal kunne gøre ret og skel for sig overfor alle mennesker.

Der er altid et eller andet ved vor natur, enten at vi frister Herren gennem dovenskab eller hidsighed, eller et stort hovmod, som gør at vi må tugtes. Og som kan føre en kristen ind i det som er langt tungere at bære end den største fattigdom; dette at ikke kunne gøre ret og skel for sig overfor alle mennesker.

Når mangt et Guds barn enten på grund af sygdom eller andre omstændigheder ikke kan forsørge sig selv, men bliver afhængig af andre brødres barmhjertighed, er dette nok ydmygende for vor stolte natur. Men det hører med til hvordan Herren opdrager nogle af sine børn.

Det kan bare være for en vis tid, indtil de er blevet prøvet nok til at kunne bære en eller anden Guds gave. Og vi skal altid tage imod sådant med gudsfrygt og ydmyghed overfor Herren, han som alene har visdommen og almagten, og som med sin højre hånd også når som helst kan forvandle alle situationer.

Men den fjerde bøn har også en lærdom til dem som oplever et mere ubekymret liv, som ikke har disse problemer med hvad de skal leve af, og ikke synes behøve at bede om det daglige brød. Der er to ord i denne bøn som disse burde lægge mærke til, ordene: Os og vort. Har du Kristi sind, da vil du også tænke lidt nærmere over disse Kristi ord.

Han siger ikke: ”Giv mig mit daglige brød,” men: ”Giv os vort daglige brød.” Tror du at Gud har givet dig alt dette du ejer for at du bare selv skal forbruge alt dette sådan som du selv lyster? Eller at du skal samle mest muligt udelukkende med tanke på dine børn? Hvad siger Herren? ”Aflæg regnskab for det du forvalter, for du kan ikke længere være min forvalter!”

Her ser du hvad der er Guds hensigt når han giver enkelte mennesker så meget af dette jordiske. Har du nogle gange tænkt over netop dette; hvorfor Gud deler så ulige ud her på jorden? Den ene er så rig at han har meget mere end han trænger til, mens en anden er så fattig at han mangler det mest nødvendige -.

Hemmeligheden med denne underlige og forskellige uddeling er ganske enkelt at vi har forskellige kald. De som har fået mere end de trænger til, skal være Herrens forvaltere, som på Herrens vegne skal forvalte hans gaver. Så vil han sende en flok fattige hen til disse. For at de dagligt kan blive prøvet, om de er villige til at forvalte hans gaver på ærlig vis, som forvaltere som deler ud der hvor de ser nøden. Eller om de vil grave pundet ned i jorden, og i stedet gøre det til afguder for sig selv og sine børn.

Måtte vi aldrig glemme den store hovedregel: ”Hver den som er meget givet, af ham skal meget kræves. Den som er betroet meget, af ham skal der kræves endnu mere.” Og det kongelige bud: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Glem ikke at rundt omkring dig findes en mængde fattige, syge, svage og skrøbelige, som alle rækker sine hænder ud efter det daglige brød i en eller anden form.

I denne bøn skal du derfor bede for alle mennesker, og ikke tænke: Mig, mit, men: Os, vort. Og så skal du selvfølgelig heller ikke bede som en hykler. Sådan at du i bønnen siger vort, men i virkeligheden handler med alle goder du får som om det var dit. Nej, du er bare en forvalter. Og det skulle vi være med glæde, for Kristi store kærligheds skyld. Så han kan sige om alt det gode vi har gjort: I har gjort det mod mig.

Desuden ved vi at udtrykket dagligt brød ikke bare gælder mad og klæder, men alt som hører med til det daglige behov for vore livs ophold, sådan som hus og hjem, ejendele og penge, en gudfrygtig ægtefælle, gudfrygtige børn, gudfrygtige medarbejdere, en god og trofast øvrighed som styrer godt, godt og tjenligt vejr, fred, godt helbred, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer m.m.

Da vil i hvert fald hver eneste kristen, som ikke bare lever for sig selv, men også elsker sin næste, altid have al mulig grund til at bede denne bøn.

Desuden kan Herren pludselig tage alt det du nu ejer bort. Derfor har du altid al grund til at bede om hans bevarende nåde, eller at han hver dag må give - et ”dagligt brød.”

Og det at kende sin daglige afhængighed af Herren, er særdeles værdifuldt for den kristnes åndelige helbred.