15. februar

Gud har gjort sin viljes hemmelighed kendt for os, efter sit gode velbehag. Ef. 1:9.

Alle menneskenes tanker og meninger om Gud er altid fejlagtige og forvrængede. Det vidner alle tiders og folkeslags historie om. Den ene tænker sig Gud på én måde, og beskriver ham tilsvarende. Den anden på en ganske anden måde. Den ene har ment at behage Gud på én måde. Den anden med noget andet. Så det er helt jammerligt at se på hvordan de er faret vild og løber i mørke. Men nøjagtig det samme sker også med os når vi ikke længere holder øjet fæstet på Ordet.

Hvad siger det evige, himmelske ord så om Guds vilje og rådslutning om vor evige frelse? Jo, hør! ”Således har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne, for at hver den som tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv.”

”Der er ingen forskel, for alle har syndet og har mistet Guds ære. Men de bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde ved forløsningen, den som er i Kristus Jesus.”

 ”Med sit eget blod gik han ind i det allerhelligste én gang for alle, og fandt en evig forløsning.” ”Derfor holder vi fast på at et menneske bliver retfærdiggjort ved tro, uden lovgerninger.”

Sådan lyder de hellige ord som både himmel og jord må bøje sig for og tilbede. Lad så al verdens vismænd, ja, engle og ånder, fornuft og følelser, sige lige hvad de vil. På tronen i himmelen sidder én, dommeren over alt som er skabt. Han taler ord som i alle evighedernes evigheder står fast som klippen.

Og hans ord siger at alt kød er fordærvet og fortabt, der er ingen forskel. Men at den enbårne Søn, som var i Faderens skød, iklædte sig kød, og bar én gang for alle det offer frem som Faderen krævede, og som gælder i evighed.

Derfor forkynder det samme Guds ord at vi bliver retfærdiggjort ufortjent af hans nåde gennem den forløsning som er sket i Kristus Jesus. Om så dine synder er blodrøde, skal de alligevel - i dette offers blod - blive snehvide. Om dine synder var mange som sandet ved havet, skulle de alligevel udslettes her.

For det var ikke en helgen, heller ikke en engel, men den store, hellige Gud, som har skabt verden og planeter i tusindtal, som sørgede for at udslette dem. Det var ham som iklædte sig menneskeligt kød og blod, og udslettede dermed menneskenes synder.

For at hver eneste en som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Ikke mere skal dømmes og vurderes efter det vi selv har fortjent, men efter det denne mellemmand har gjort. Og derfor i ham hvert eneste øjeblik være retfærdige og velbehagelige for Gud.

Dette er den store Majestæts evige rådslutning. Dette er den dom han har ladt forkynde. Mod denne bliver alle vore tanker og meninger bare hø og strå. Hvad betyder det så at menneskers blinde, svage og barnlige meninger siger noget ganske andet? Hvem er du som vil trætte med Gud? Åh, om vi måtte have mere visdom! Åh, måtte Gud virkelig åbne og oplyse vore øjne, så vi kunne se dette himmelske lys, og kunne benytte os af det i livet!

Når jeg f.eks. synes jeg har været mere gudfrygtig og åndelig, og af den grund er mere kær for Gud, burde jeg straks sige til mig selv: Dette er jo et vildfarelsens tankespind hos mig. For Gud har jo sagt at alle er ugudelige. At ingen i sig selv nogensinde kan tilfredsstille ham. Ingen kan gennem sine gerninger blive retfærdige, osv.

Når jeg en anden gang synes jeg har været så syndig at Gud umuligt kan være lige så nådig som før, da bør jeg sige til mig selv: Dette er vildfarelse og tankespind.

Ordets evige dom siger at jeg i mig selv hvert eneste øjeblik er lige skyldig til fordømmelse. Men også at min stedfortræder hvert eneste øjeblik er lige retfærdig. At jeg dermed i Kristus hvert øjeblik er lige retfærdig og kær for Gud. At hvis vi får retfærdighed ved gerninger, da er Kristus altså død forgæves.

Hvis jeg da skulle være mere retfærdig og kær for Gud når jeg selv havde levet lidt frommere, - og mindre retfærdig når jeg selv havde været mindre from, da ville retfærdighed virkelig være at få gennem gerninger. Og ”da er Kristus altså død forgæves.” Måtte Gud i sin nåde bevare mig fra en sådan gudsbespottelse!

Når jeg tænker at nu må Gud vel være træt af mig på grund af alle mine synder. Nu kan han da ikke længere have mig kær. Nej, han må være vred, og har forladt mig på grund af den eller den konkrete synd. Da bør jeg straks sige til mig selv: Nej, dette er ikke det rette billede af Gud, men et afskyeligt afgudsbillede, et tankens spøgelse! For en Gud som vurderer ud fra min stakkels fromhed eller mangel på fromhed, og er nådig eller ikke nådig mod mig ud fra dette, elsker af og til mere og af og til mindre, - en sådan Gud findes hverken i himmelen eller på jorden.

Den eneste sande Gud, er en Gud som altid elsker med en lige stor og brændende kærlighed. Som i mig selv bestandig har lige så stor grund til at harmes og fordømme. Men også i Kristus bestandig lige så stor grund til at benåde og elske. Som netop derfor også bestandig har en lige så stærk og brændende kærlighed til mig, og omsorg for mig.

Sådan forkynder det evige, himmelske ord at Gud er. Hvis jeg sidder med et andet indtryk, så er det bare en fejltagelse hos mig, et falskt billede af Gud, som kommer af at det rette billede af Gud blev udslettet hos menneskene i syndefaldet.