14. februar

Hvis det er muligt, og så langt det står til jer, skal I leve fredeligt med alle mennesker! Rom. 12:18.

Dette vers taler om hvordan vi skal være medgørlige og fredsommelige i al vor omgang med mennesker. Dvs. i alle spørgsmål hvor vi ikke af hensyn til sandheden, vor troskab mod Kristi sag, og i omsorg for sjælene bliver nødt til at kæmpe mod mennesker.

For det er jo langt fra at en apostel ville antyde at vi skulle give efter i troens sager, og hellere ofre sandheden, Kristi ære og omsorgen for sjælene, for at opnå fred og venskab med alle mennesker. En vis begrænsning, som nævnt, har apostlen da også antydet med indledningen af dette vers: ”Hvis det er muligt...”

Det vil altså ikke altid være muligt at beholde fred med alle mennesker, hvis vi er trofaste mod Gud og sandheden. David erfarede dette, og siger: ”Jeg vil bare fred. Men når jeg taler, vil de have strid.” Hele verden strider mod Gud og hans rige. Hvis jeg så vil være trofast i min bekendelse af Kristus, vil jeg dermed nødvendigvis komme i strid med mennesker.

Kristus taler selv klart og afgørende om dette med disse ord: ”Tro ikke at jeg kom for at bringe fred på jorden. Jeg kom ikke for at bringe fred men sværd (svensk: Men ganske vist splittelse). For jeg er kommet for at sætte en mand op mod sin far, en datter op mod sin mor, og en svigerdatter op mod sin svigermor.” Derfor sagde han også: ”Ve jer når alle mennesker taler vel om jer!”

Her åbenbares falskheden hos den slags kristne som vil forsøge at indrette sig efter alle mennesker, sådan at de aldrig i nidkærhed for Kristus kommer i konflikt med nogen mennesker. Ja, som til og med kritiserer Guds børns nidkærhed, og siger at hvis de hellere havde været lidt mere vise, ydmyge og varme, skulle de nok også blive accepteret af verden.

Måtte sådanne mennesker bare huske på at Herren Kristus, den fuldkomne, som var ”mild og ydmyg af hjertet,” alligevel aldrig blev godtaget af verden, aldrig kunne have fred og venskab med vantro mennesker.

Selvfølgelig kan de kristne også ofte mangle både visdom, ydmyghed og kærlighed. Men at de, samtidig som de er trofaste mod Kristi sag, også skulle kunne blive accepteret af verden, det strider altså imod sandheden. Nej, ”I horkarle og horkvinder! Ved I ikke at venskab med verden er fjendskab mod Gud?” Her ser vi den konstant uundgåelige årsag til striden. Men apostlen siger videre:

Så langt det står til jer, skal I leve fredeligt med alle mennesker. Hvis det virkelig er for Kristi skyld og på grund af verdens fjendskab mod sandheden, I kommer i strid, så lad ikke det bekymre jer. Pas endelig bare på, du som vil være en kristen, at der ikke findes nogen kødelig årsag hos dig, som skaber striden. Det kan være noget i din natur; egenkærlighed, tværhed, kritisk ånd e.l. Men det kan være meget vanskeligt at finde sådan noget hos os selv. For egenkærlighedens tilbøjelighed vil altid retfærdiggøre os selv, og skyde skylden over på andre.

Der kan alligevel være én prøve du kan foretage, og dermed muligvis afdække en kødelig grund til den strid du har med mennesker. Prøv hvordan det står til med kærligheden i det du siger til mennesker!

Opstår der ofte strid på grund af noget du siger, som ikke er drevet frem af kærlighedens nød for sjælene og med bøn om velsignelse, men mere er ord som bare strømmer let over dine læber? Da bør du nok være mistænkelig, om det kan skyldes en kødelig grund hos dig selv.

Nidkærhed til at skulle korrigere alt som du ser er uret, er ikke et godt nok bevis på at det er kærligheden som driver dig. Men hvis du plejer at bede for dem som du taler til, og plejer at være bange for din egen utilstrækkelighed, da vidner det om at det er en hellig baggrund du drives af.

Måtte Gud åbenbare vort eget hjertes skuespil for os! Mange mennesker lider som ulykkelige martyrer i en kontinuerlig ufred med mennesker, bare på grund af et selvoptaget og umedgørligt gemyt, og en løssluppen tunge. Derfor siger apostlen Peter det samme som David tidligere har sagt: ”Den som vil elske livet og se gode dage, skal holde sin tunge borte fra ondt, og sine læber fra at tale svig. (svensk: At de ikke taler bedragerisk). Søg fred og jag efter den!”

Men om vi er aldrig så fredsommelige, føjelige og venlige, vil det ikke altid være muligt for os at bevare fred med alle mennesker. Ikke bare på grund af deres fjendskab mod Kristus, men også på grund af mange jordiske forhold, vil stridslystne mennesker skabe problemer for os. Det er det som egentlig er baggrunden for at apostlen siger: ”Så langt det står til jer, skal I leve fredeligt med alle mennesker.”

Når da andre mennesker angriber dig, din ejendom, din person, dit rygte, må du alligevel ikke selv stride, eller åbne for strid. Du skal overlade din sag til din trofaste og almægtige Fader, som altid sørger for de elendige og undertrykte. Kristus sagde: ”Salige er de ydmyge, for de skal arve jorden.”

Den som altid selv vil kæmpe for sin ret, vil komme til at lide meget, og tabe meget. Lykkelige er de kristne som får nåde til at tro på sin himmelske Fars omsorg, så de overlader til ham at tage sig af deres sag!

Vil jeg selv tage mig af sagen, lader Gud mig med al ret bare behandle den selv. Og da går det altid dårligt. Overlader jeg derimod sagen til Gud, da er den hans. Da kommer han til at tage sig af den. Og da gør han det altid på den bedste måde.