13. februar

Gør ikke Guds Hellige Ånd sorg. Ef. 4:30.

Hvordan er det dette sker, at vi gør Guds Hellige Ånd sorg, og jager den bort? Kort sagt sker det gennem al slags ulydighed mod Den Hellige Ånd.

Den Hellige Ånd vil dig noget. Den fører dig til noget. Når du da ikke vil adlyde ham i dette, da gør du ham sorg og jager ham bort. Den Hellige Ånd vil skabe syndserkendelse, anger, trang efter at blive ret omvendt og forenet med Gud.

Vender du dig da bort fra det den vil med dig. Bryder dig ikke om Den Hellige Ånds stemme. Kaster det fra dig som den allerede har virket i dig, i stedet for at bruge Ordet til at holde dette i live, ja, helst øge det. Frygter ikke for at miste dette. Sukker ikke til Gud om at virke mere af dette hans værk i dig. Da foragter du Den Hellige Ånd. Sådan udslukker du den.

Den griber måske fat i, og dømmer, en eller anden synd hos dig, og kræver at du opgiver den. Hvis du da ikke vil adlyde ham, men endnu bare forsvarer den, og fortsætter i samme synd, da gør du Den Hellige Ånd sorg. Ja, selv når du nok er villig til at opgive synden, bare ikke nu på én gang, så vidner dette om en falskhed i din ånd. Du bryder dig ikke om ”din besøgelsestid.” Følgen kan blive at Guds Ånd må forlade dig.

Ja, selv når du nok vil omvende dig og vende ryggen til synden, men alligevel ikke vil høre Herrens stemme og følge den vej han viser dig i dette: At du først må blive en fortabt synder og tage imod Kristus, først tro og fryde dig, før du får styrken i Herren. Når du ikke vil høre denne Guds viljes råd, men kæmper mod udvælgelsen, da gør du hans Hellige Ånd sorg.

Og til sidst: Når du så også gerne vil følge den vej Herren viser dig, men ikke vil bruge det middel Gud har givet os til dette: Hans hellige ord. Ikke vil bruge ledig tid til at læse, høre og studere det. Da ”frister du Gud” og ”udslukker Ånden.”

Læg godt mærke til dette sidste punkt: Du vil gerne vende dig bort fra synden og omvende dig, men bare gennem dit eget arbejde på dit hjerte. Du beder om Åndens nåde og hjælp til dette, men bruger ikke Åndens midler. På denne måde kommer du aldrig til at få det du strækker dig efter. Sådan har Gud aldrig lovet dig det.

Nej, Gud har givet os sit ord, der vil han møde os. I og gennem Ordet vil han bo og virke, men ikke uden Ordet. At have anledning til at bruge Ordet, have mulighed for at omgås kristne lærere og nådesøskende m.m., men bare forkaster disse nådens midler, og så samtidig bede om nåde til omvendelse og tro, - det er at friste Herren. På samme måde som om man bad Gud om at underholde os med det vi trænger til i vort legemlige liv, men ikke ville spise det Gud har givet os til dette.

At du er syndig og svag, ikke kan gøre alt det Ånden kalder dig til, det kommer ikke til at jage Ånden bort. Det vil han selv tage sig af. Det er skuespil og bevidst ulydighed som jager Ånden bort.

Men det er ikke bare når Guds Ånd begynder sit værk i os, at vi kan gøre ham sorg. Nej, selv kristne som allerede ”har fået Den Hellige Ånd” står fortsat altid overfor samme fare. Det var netop til de troende i Efesos, som allerede var ”beseglet med Den Hellige Ånd,” Paulus skrev dette: ”Gør ikke Den Hellige Ånd sorg.” Og hvad var det som kunne gøre Den Hellige Ånd sorg? Jo, al synd gør Den Hellige Ånd sorg. Selv den mest skjulte i dit hjerte, som hovmod, begær, misundelse, falskhed osv.

Men læg mærke til at det bare er når vort indre menneske giver efter, sådan at man også undskylder og forsvarer synden, at Guds Ånd jages bort. Når man selv kæmper mod synden, lider, sukker og beder mod den, da arbejder Ånden som lægen på et sygehus. Der er han på alle sider omgivet af sygdomme, lidelser, sår og jammer, men der er han i sit rette element. Der har han sin egentlige arbejdsmark.

Derfor kan Guds Ånd meget vel bo i en synders hjerte, der hvor der endnu er fuldt af sygdom, urenhed, sår og ætsende bylder, jammer og suk. Var det ikke sådan, ville ikke et eneste kristent menneske beholde Guds Ånd bare én dag. Hvad der derimod er som jager Ånden bort, det forklarer Herren selv når han siger: De lader ikke min Ånd straffe (tugte) sig (1. Mos. 6:3 på svensk).

Her ser vi hovedpunktet: Når et menneske ikke lader Guds Ånd tugte, eller opdrage sig. Men bare taler godt om, undskylder og forsvarer det onde de gør -. Det er dette som bedrøver og gør Den Hellige Ånd så stor sorg at den må forlade denne sjæl. De lader ikke min Ånd tugte sig.

Og dette sker ikke bare når vi klart står imod Ordets advarsler og siger: Dette bryder jeg mig bare ikke om. Men også når man vrider og vender sig under Ordet, og ikke vil forstå det sådan som det står skrevet, fordi det angriber den hemmelige synd jeg vil beholde. Når man ikke søger i Ordet efter hjælp til at få bugt med sin synd, men i stedet søger efter støtte for at fortsætte i den. Og på disse måder, altså ikke er indstillet på at opgive eller få bugt med synden, men hellere sigter på at blive i den. Det er dette som fortæller at vi ikke lader Guds Ånd tugte/opdrage os.

På samme måde når trællens ånd vil indtage hjertet. Hvis man da ikke vil lade evangeliets ord om nåden i Kristus herske i hjertet. Men selvsikker bare følger fornuften og følelserne, og stadig kommer med indvendinger mod evangeliet, mod den barmhjertige Frelser som fortsat tilbyder nåde -. Da gør man Den Hellige Ånd sorg.

Og videre helt generelt, når man ikke lytter til Åndens hellige formaninger i vort hjerte når den minder os om at bruge Ordet til en stund i bøn, eller til gode gerninger, når den dømmer os for onde tanker, egenkærlighed, selvoptagethed, had osv. Alt dette gør Den Hellige Ånd sorg.