12. juli

Vi roser os af håbet, som vi har til den herlighed Gud skal give os. Rom. 5:2.

I grundteksten har dette en kortere ordlyd, nærmest sådan: ”Og roser os i håb om Guds herlighed.” Udtrykket kan derfor lige så godt betyde den herlighed Gud selv har, som den herlighed han skal give sine troende børn. Men denne herlighed er jo både i sin art og sin natur en og samme herlighed.

Gud vil virkelig give os af sin egen herlighed. Kristus sagde: ”Den herlighed som du gav mig, har jeg givet dem, så de skal være et, sådan som vi er et: Jeg i dem og du i mig, for at de kan blive gjort fuldkommen til et.” ”Far, jeg vil at der hvor jeg er, der skal også de som du har givet mig, være med mig, så de kan se min herlighed, den som du har givet mig.” Hvor findes det menneske som kan fatte alt det disse ord lover os?

Og her må vi ikke overse, men tværtimod lægge mærke til, at endnu har apostlen ikke talt et ord om de troendes helliggørelse og gode gerninger. Men nu, før der tales om noget af dette, taler han om at de roser sig af håbet om Guds herlighed.

Han viser at dette håb bygger de ikke på den helliggørelse som er en frugt af troen. Men siger at vi straks, ”da vi altså er retfærdiggjort af tro,” har fred med Gud og håbet om Guds herlighed. De nyfødte nådebørn har på en gang sin arv i himmelen.

Vi ser også at når folket efter pinsedagen hørte Peters forkyndelse, kunne de som var kommet til troen også straks spise brødet med hinanden i fryd og glæde. Og vi ser at de lovede Gud af et oprigtigt hjerte.

Det samme læser vi om den etiopiske hofmand og fangevogteren i Filippi. Straks de var kommet til tro, kunne de begynde at fryde sig. De behøvede ikke først nogen modning i nåden, eller se nogen af de frugter som skal følge troen. Den nåde de havde hørt forkyndt at de ejede i Kristus, gav dem straks et frelst og lykkeligt hjerte.

Og et sådant hjerte som fryder sig i Gud, kan ingen have uden at tro, både den nåde de allerede ejer, og den herlighed de en gang skal få. For hvis vi ikke skulle tro denne sidstnævnte, hvad hjælp var der så i den første. Ganske rigtig kunne vi gennem Åndens frugter opnå større vished om vor tro var ægte. Men selve troen og håbet må allerede på forhånd være født netop på løftet af det Gud havde lovet; og da ikke bare syndernes forladelse, men også det evige liv.

Så må da hver og en vogte sig godt for den farlige vildfarelse, at et troende Guds barn ikke straks skulle være færdig til at gå ind i himmelen, men først måtte opnå en vis modning i nåden og Åndens frugter. For det er en falsk og særdeles farlig holdning!

Ganske rigtig kan en sådan modning føre til et større mål af herlighed, sådan som Skriften nogle steder viser. Men selve riget, barnekåret og arven har vi straks, bare ved troen. Og om vi så levede i hundrede år og blev opdraget og voksede i nåden, så havde vi til sidst ikke nogen som helst grund til mere at håbe på den evige herlighed.

I samme øjeblik som en synder kommer til troen og nåden, er han klædt i bryllupsklæderne og kan gå ind i herligheden. Røveren på korset og Johannes, som havde slidt sig ud i Kristi tjeneste, fik begge livets gave af den samme ufortjente nåde. Vi lægger mærke til de formaninger Paulus i det tredje kapitel til kolosenserne altså ser de trænger til. Alligevel opfordrer han dem samtidig til at ”takke Faderen som har gjort dem i stand til at få del i de helliges arv i lyset.”

Så kommer da håbet om frelse allerede ved troen og nåden. På samme måde som også en borgerlig arveret bare afhænger af at der er sket en fødsel. Måtte vi så ikke bare eje, men også rose os af dette håb! For dermed giver vi jo Gud ære. Og dermed styrkes også vor åndelige kraft i striden.

”Frelsens hjelm” er et vigtigt våben. Lige så sikkert som vi virkelig er i striden, vil vi ikke bare blive tynget ned af tidens problemer, men vil også få mange sår, mange glødende pile. Og da er det i sandhed nødvendig at vi styrker og forfrisker vor ånd med håbet om frelse.

Bliver dit syn på det salige mål, den herlige krone, svækket, så skynd dig straks til den store og evige grundvold for det salige håb. Gud er jo trofast og almægtig. Derfor skal vi heller ikke blive til skamme i vort håb. Bare din tro må vokse, bliver du straks uendelig rig og salig.

Se på alt det Gud har gjort fra verden blev til! Spørg så dig selv om det er muligt at Gud ikke havde noget højere mål med at skabe menneskene, end at de efter en tid med lidelser på jorden bare skal blive til intet! Åh, bare de evner som er skabt i et menneskes sjæl, vidner om noget ganske andet.

Og kunne det virkelig tænkes at Gud gav sin enbårne Søn til en blodig martyrdød uden noget større mål end at opnå jordiske goder for menneskene her i livet? Har Gud indstiftet hviledagen, givet os Ordet og sakramenterne bare for et eller andet gode den tid vi er her på jord?

Har Gud sendt sin Ånd i vore hjerter for at trøste, glæde og helliggøre os? Har Gud givet os korset og al den tugt som vi daglig oplever? Og så kan du fortsat være lige så usikker på hvad det er Gud havde som mål at forberede gennem alt dette?

Og, til sidst: Har Gud givet os alle løfterne om evigt liv, for så til sidst at skulle bedrage os?

Åh, ”Herre, øg vor tro!” Det er den bøn vi her trænger til at bede, så vi helt til enden kan ”holde fast på frimodigheden og den ros som håbet giver.”