11. marts

Jesus siger til Peter: Følg mig! Joh. 21:19.

Her beder den store Herre ret og slet sin stakkels Peter om en tjeneste. Han gør ham til en hyrde for fårene, som han selv var. Gør ham til sin tjener, sin medarbejder.

Samme nåde giver han alle sine venner. Selv om det sker på mange forskellige måder, i forskellige stillinger og kald. Men vi får alle lov til at blive Kristi efterfølgere og Kristi tjenere, og at gøre og være mod andre ligesom han er og gør mod os.

Til alle som elsker ham, siger han: Følg mig! Det samme taler Paulus om: ”Blive Guds efterfølgere, som hans kære børn, og vandre i kærlighed, sådan som også Kristus elskede os og gav sig selv for os.”

Kristus taler jo til os: ”Jeg er kommet for at I skal have liv, og have overflod. Det jeg har, det skal også du have. Hvis du mangler noget, da skal jeg også mangle det. I dette har du min retfærdighed, liv og frelse, så ingen synd skal fordømme dig og intet ondt skal få magt over dig. Så du skal være fuldstændig tryg i al evighed. Så længe jeg er retfærdig og lever, så længe skal også du være retfærdig og leve for min skyld.”

Men da vil han også, at vi med den samme kærlighed skal tale til vor næste: ”Hør her, kære bror! Jeg har fået lov at modtage min Herre, og al nåde og frelse i ham. Lad nu også mig få lov at tjene dig, på samme måde som han har tjent mig! Tag du nu det jeg har. Det er jo noget jeg bare har fået af hvad han havde. Jeg vil ikke mere kalde hverken mig selv eller noget af det jeg har, for mit. Nu vil jeg helt og holdent bare tjene både dig og alle andre mennesker. Alt sammen bare for min Herres skyld, han som har gjort, og hver eneste ny dag bare gør mig alt godt.”

At handle sådan, det er at være en Kristi efterfølger og ”ikke længere leve sig selv, men ham som døde og opstod for os.” Og dette er jo hele vort livs opgave, hvis vi er kristne.

Men det er sørgeligt at tænke på hvordan dette ofte går i virkeligheden. For det er jo ikke nok at vide dette. Det skal jo daglig praktiseres i tale og i gerning. Når man så mærker de bjerge af hindringer som lægger sig i vejen, kan man fristes til ikke at sige et ord mere om den sag.

Der er ingen som rigtig kan tro dette, at Kristus elsker os så højt, og tjener os, sådan som vi nu har sagt. Og samtidig; at han bryder sig om vor fattige tjeneste, og at den kan være velbehagelig for ham. Det er meget få som i det hele taget tænker på dette, og prøver at tage det til sig i hjertet.

Hvem tror egentlig at vore skrøbelige gerninger er velbehagelige for Kristus? Jo, bare de fattige, forblændede sjæle som lever i den falske opfattelse, at de tror at deres gerninger i sig selv har så stor værdi ind for Gud. Sådan at han ret og slet må elske dem for gerningernes egen skyld. Disse tror så det er en gru - for djævelen styrker en sådan tro.

Men hvis et menneske virkelig får lys over al den synd og elendighed som hænger ved alle vore ”gode” gerninger. Får at se, at der ikke findes en eneste gerning som i sig selv er ustraffelig, ren og velbehagelig for Gud. At vi må få forladelse for alle vore bedste gerninger, - eller i modsat fald fordømmes for dem.

Får at se, at hvis gerningerne er velbehagelige for Gud - så er det ikke på grund af hvad de selv er værd - men bare først og fremmest at vi som menneske er velbehagelig for Gud for hans Søns skyld. Og at han derfor, for dette velbehagelige menneskets skyld, også lader dets lille kærligheds-tjeneste være velbehagelig for sig.

Dernæst fordi hans ord står bag gerningen. Dvs. at når det er ham som har bedt os gøre en gerning for ham, så har gerningen værdi for hans skyld som har bedt om den.

Nej, forstår man ikke dette, da kan man hverken tro eller glæde sig over at tjene ham. Da går vi bare og ser på hvor stor betydning tjenesten eller gerningen har i sig selv. Og hvis dette så er noget som i sig selv er småt, da kan man ikke tro man gør Kristus nogen tjeneste med dette.

Det er den plage som altid forfølger den rette lære om gerningerne, så man i modløshed ofte kan fristes til bare at tie. Fordi det ser ud som om man ikke får udrettet noget som helst. Åh, hvilken sort og ulykkelig vantro, og det forblændede hjertets mørke!

Det er egentlig den sørgelige vantro, hedningen i vort hjerte, som hindrer Guds børn i at gøre det gode med den lyst og inderlighed som de gerne ville have gjort det. For så højt elsker de trods alt sin Frelser, at hvis de bare troede at de virkelig fik lov at tjene Ham, da ville de løbe glade af sted til tjenesten, om det var aldrig så langt af sted.

Hvis Kristus selv kom synlig ind i deres hus, og bad dem om mad eller klæder, ville de helt sikkert ikke spare på noget for hans skyld. De ville tage det bedste de havde frem. Men når han i sit sted sender et fattigt menneske som, trænger til mad, klæder eller penge, da er vi mere betænkelige.

Åh, hvis vi da bare kunne tro at Jesus står der ved siden af dette menneske, og siger: Alt det I gør mod en af de mindste af disse mine brødre, for min skyld, det gør I mod mig. Åh, hvor glade vi da ville være over at give eller låne dem noget, hver enkelt sådan som de havde behov for.

Men når vi ikke rigtig kan tro Jesu egne ord, får vi heller ikke nogen lyst eller trang til at gøre det gode.