11. juli

Jeg har gjort dig (Abraham) til far for mange folkeslag - overfor Gud, ham du har troet, den Gud som gør de døde levende og nævner de ting som ikke er til, som om de var til. Rom. 4:17.

Abraham troede på en almægtig Gud. Og den som tror på en Gud som kan opvække døde, han kan også senere tro at Gud kan gøre alt hvad han siger.

Hvis Gud opvækker døde, hvorfor skulle han da ikke kunne gøre den gamle Abraham og den ufrugtbare Sara til forældre for et talrigt afkom? Hvordan skulle Abraham da kunne tvivle på at Gud kunne opfylde sit løfte om en talrig slægt gennem Isak, selv om han nu ofrede og brændte ham, så der bare blev aske tilbage? Gud kan jo fortsat opvække ham! En sådan tro har Abraham haft.

Men videre læser vi: ”Gud som gør de døde levende og nævner de ting som ikke er til, som om de var til.” Det vil sige at Gud, straks han har besluttet at gøre noget, taler og regner med de ting som endnu ikke findes, nøjagtig som om de er til.

Sådan talte han til Abraham om det som endnu ikke var til, og giver ham navnet Abraham (far for en mængde folk), for han siger: ”Jeg har gjort dig til far for mange folkeslag.” Overfor Gud, som gør de døde levende, var Abraham allerede det som var sagt i løftet at han skulle være.

Dette er et vidunderligt budskab, fuld af lærdom og styrke for vor tro. Det er på denne måde vi alle må lære at tro og tænke om Gud. Da bliver vi rette Abrahams børn. Han som med sit ord skabte himmel og jord, og ”bød at lys skulle skinne frem af mørket,” han er også mægtig til at gøre alt af intet, gøre liv af døde, oprejse retfærdighed af synd, af trældom under djævelen oprejse børn af Guds herlige frihed.

Profeten siger: ”Løft blikket mod det høje, og se! Hvem skabte dem? Han som fører deres hære ud én for én. Han nævner hver enkelt af dem ved navn. Ved hans store magt og styrken i hans kraft savnes ikke et eneste menneske.”

Nøjagtig som Gud omtaler himmelens stjerner ved navn, dem han har skabt, sådan nævner han også alle Abrahams børn. Disse som skulle blive så mange som stjernerne på himmelen, nævner han alle ved navn, og før en eneste af dem var født!

For hos Gud er det ikke noget som ligger bagved, og ikke noget som endnu er fremtid. Alt det som er sket, eller nogensinde kommer til at ske med os, står altid levende for ham som nutid.

Abraham troede altså, på Guds almagt og ord, også det som han endnu ikke så noget som helst til, ja, som i allerhøjeste grad stred mod alt det han så og kendte til hos sig selv. Sådan må da hver eneste kristen også tro Herrens løfter, lige modsat det han ser og kender til hos sig selv.

Det er dette som egentlig er tro, tro på Gud, tro på Guds almagt og trofasthed, at han skal vende alt til det modsatte af hvad vi nu synes eller kender til.

Sådan har Luther til trøst for enhver fattig kristen fremhævet Abrahams tro og Abrahams Gud, som nævner de ting som ikke er til, som om de var til. Han siger: ”Når hans børn bliver trampet ned, eller hovedet bliver hugget af dem, da ser det vel ikke ud som om det skal være nogen ære og herlighed, eller kunne kaldes for fryd og salighed, men klart det modsatte.

Men Gud siger: Jeg kan gøre det som ikke er til som om det var til. Og kan gøre det som er til som om det ikke er. Sådan at der af al sorg og hver en hjertesorg kan blive bare fryd. Jeg kan sige: Du død og grav; bliv til liv! Helvede; bliv til himmel og salighed! Gift; bliv til et dyrebart lægemiddel! Djævel og verden; bliv mere nyttig for mine kristne end de herlige engle og de fromme helgener! For jeg både kan og vil bygge og beskytte min vingård sådan at den gennem alt det som rammer den af ondskab og lidelser bare bliver stadig bedre.”

Når en anfægtet kristen ikke kender til noget som helst andet end at han er overladt til djævelen, som fylder hele hans hjerte, tanker og hele hans liv med bare synd, sorg og elendighed. Da kan Gud sige: Du er hellig, du er ”helt ren,” du er mit tempel.

Når jeg føler mig tynget af synd, og helt forfærdelig overfor Gud, da siger Gud: Du er dyrebar og elsket i mine øjne. Når jeg bare ser døden og forrådnelsen stå foran mig, siger Gud: Jeg ser dig i himmelen, herlig og frelst blandt mine engle.

Han som ”gør de døde levende og nævner de ting som ikke er til, som om de var til,” han skal også gøre alt dette for sine troende børn i dag. Lige så sikkert som han har opfyldt sit underlige løfte til Abraham, så hans slægt nu virkelig er strøet ud over hele jorden. Gud, giv os bare mere af denne Abrahams tro!

Men denne dyrebare gave må du søge mere alvorligt end sædvanlig. De som af hjertet begærer den gave, som tit og alvorligt beder til Gud om den, og som flittigt studerer Guds ord og gerninger, - de vokser også i troen, og bliver stærke og brændende i ånden.

De derimod som nøjes med lidt af alt dette, og ikke sætter Guds dyrebare gaver højere, vil opleve at troen bare aftager, ja, kan ophøre helt så de falder fra.