11. februar

Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Rom. 4:3.

Først og fremmest skal vi være opmærksomme på at det løfte Abraham troede, var egentlig evangeliet om Kristus. Ordene: ”Abraham troede Gud,” i vor tekst, finder vi igen i 1. Mos. 15:6. Der ser vi ganske vist ikke med det samme noget mere end løftet om Abrahams talrige afkom.

Men det som samtidig også lå i dette løfte, det vidste Abraham gennem et løfte han havde fået tidligere. I 1. Mos. 12:3 ser vi at Gud havde forkyndt ham at ”i hans æt (svensk: i hans sæd) skulle alle slægter på jorden velsignes.”

Det var egentlig det samme løfte om en Frelser som vore første forældre hørte forkyndt af Gud på syndefaldets dag. Det var løftet om kvindens hellige æt (sæd) som skulle knuse slangens hoved. En forløser, født af en kvinde, som skulle tilintetgøre syndens og djævelens gerninger. Og det er dette løfte alle Guds børn, helt fra den retfærdige Abels tid, har troet og blevet retfærdige på.

Det var dette løfte som blev gentaget til Abraham, gang på gang. Sådan at selv om dette hovedpunkt, selve ædelstenen i Guds løfter til Abraham, ikke blev nævnt konkret hver gang, så lå det altid underforstået i løfterne.

Dette er apostlens egen forklaring, sådan som vi også ser det ud fra Gal. 3. Og Kristus taler klart og tydeligt om hvad Abrahams øjne i tro var fæstet på, ja, noget han til og med frydede sig over i sin tro. Herren siger: ”Deres far, Abraham, frydede sig over at se min dag, og han så den og glædede sig.”

For det andet, hvis apostlen her havde villet sige at det var selve troen, som en god gerning fra menneskenes side, som var blevet regnet Abraham til retfærdighed, så ville han med en sådan antydning have overskåret selve nerven i hele sin retfærdiggørelseslære.

Hele hans hensigt på dette sted er at vise, at vi bliver retfærdige uden nogen fortjeneste eller værdighed fra vor side. Men udelukkende af Guds nåde og gennem den forløsning som er sket i Kristus.

I det følgende kapitel i Romerbrevet siger han udtrykkeligt at det bare er ”ved den enes lydighed” vi bliver retfærdige. Retfærdighed er intet mindre end lovens opfyldelse. Og det er selve troen ikke i stand til at udrette. Troen fornægter jo tværtimod i sig selv al vor fortjeneste. For den som tror på Kristus, han bekender at han ikke selv er retfærdig, men tværtimod fortabt, og kender ikke vejen. Og har netop derfor taget imod ”Guds retfærdighed”; den opfyldelse af loven som er sket i Kristus.

Troen må fødes af et ord fra Gud som den kan tage til sig. Og hvad jeg får gennem troen, er afhængig af dette ords indhold. Hvis vi ikke er opmærksomme på dette, vil vi altid misforstå ord om troen og troens retfærdighed.

Lad os tage en sammenligning: En fortabt søn lever langt borte i et fremmed land. Der lever han i stor nød. Men hans far lover ham en stor og herlig ejendom, bare han vil komme tilbage og tage imod den. Sønnen er længe i tvivl, og bliver derfor bare fortsat i sin fattigdom. Men omsider begynder han at tro at faderen virkelig mener det han har sagt. Da skynder han sig hjem for at tage imod sin ejendom. Og så er han straks rig og lykkelig.

Senere siger han: ”Jeg blev alt for længe der ude i nøden. Det var min vantro som var skyld i det. Straks jeg troede min fars ord, blev jeg rig. Det var bare min tro som gjorde mig rig.”

Hvis så nogen bare hører denne udtalelse, og ikke kender og ikke tydeligt ser faderens løfte, kunne de let opfatte det som at denne mand er blevet belønnet for den tillid han som søn havde til sin fars ord. Da ville den som kendte til forholdet sige: Nej, læg mærke til indholdet i det løfte han til sidst troede! Det var dette som gjorde ham rig! Løftet handlede om en stor ejendom. Det er denne selve rigdommen består i. Hans tro udrettede bare at han kom til at nyde godt af løftet.

Det er på denne måde vi skal opfatte ordene: ”Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” At troen gjorde at han blev retfærdig, skyldtes bare indholdet i det løfte som blev taget imod ved tro. Og indholdet var Kristus!

Hvis vi ikke opfatter disse ord sådan, vil vi totalt forkaste hele Skriftens store hovedlære. Vi vil forkaste, spotte og foragte alt det Gud helt fra verden blev til, har forkyndt for os om en Frelser og en forsoning i hans blod. Vi forkaster alt det Gud har forkyndt gennem engle og profeter, og forbilledlig gennem den levitiske offertjeneste og alle dens blodige ofre. Kort sagt: Hele Skriftens egentlige indhold; læren om Kristus, Kristi lydighed, Kristi lidelser, død og opstandelse ville vi da forkaste.

Alt dette ville jo ikke betyde noget som helst, hvis Gud kunne gøre os retfærdige udelukkende på grund af den gode egenskab at vi troede han var sandfærdig.

Apostlen giver her ikke nogen mere udførlig forklaring (sådan som han gør i det følgende kapitel). Men det vil ganske vist ingen kunne holde frem som nogen undskyldning overfor Gud, hvis de benytter dette ord som dækning for at udlægge en helt ny tanke som strider mod hele Skriftens hovedlære.

Noget som gennem hele Skriften bare åbenbarer Guds majestæt og storhed, er at han ikke altid gentager noget han har sagt tidligere. Men kræver at vi husker forklaringerne han har givet os, og forstår ham på dette grundlag.