10. marts

Vi for alle vild som får. Vi vendte os hver til sin vej. Men Herren kastede alle vore synder på ham. Esajas 53:6.

Hvad er egentlig selve budskabet her? Hvad er det selve vildfarelsen består i; dette at vi alle sammen så hver vor vej (som det hedder i COR’s Bibel)? Jo, svaret får vi når vi ser hvad Gud gjorde for at redde os fra vor vildfarelse: ”Herren kastede alle vore synder på ham.”

Da skønner jeg at vildfarelsen går på forholdet med synden og hvordan vi skal blive frelst, det går på spørgsmålet om vejen til himmelen!

Men stop nu lidt op for hvad Herrens Ånd her understreger som vor store og egentlige vildfarelse i dette spørgsmål: Vi vendte os hver til sin vej (svensk: hver og en så hver sin vej). Alle har bare blikket rettet mod noget de selv skal gøre.

Den ene tænker: Bare jeg virkelig kunne være alvorlig i min gudsfrygt, oprigtigt elske og frygte Gud. Da kunne jeg sikkert håbe på nåde. Men det er at ”fare vild” siger profeten her. Det slår ikke til. Du er alt for ødelagt i syndefaldet. Ja, du er fuldstændig fortabt i alt det du foretager dig.

En anden tænker: Hvis jeg bare oprigtigt kunne erkende syndens gru i mig, og angre den ret. Kunne våge og kæmpe alvorligt mod den. Da kunne jeg vel håbe på nåde. Men det er at ”fare vild,” siger profeten. Det er forgæves, uanset hvad du så gør, der kræves en helt anden mand.

Men vil du da vide hvad der er nødvendigt, hvad det er der holder ind for Gud, så hør: Herren kastede alle vore synder på ham. Dette er det eneste der gælder ind for Gud! Herren så i barmhjertighed på vore ynkelige anstrengelser i syndepølen. Og han forbarmede sig over os og gav os en mand som skulle bære alle vore synder: Han som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os. Alle synder i hele verden blev gennem den store tilregnelse ”kastet” på en eneste mand.

Herren fældede den dom, at alle vore synder skulle være hans, sådan at han skulle stå ansvarlig for dem, og betale for dem. Vore synder er ikke længere vore. Nu er de hans!

Og for at vi skulle være endnu tryggere, siger profeten at det ikke er os som har kastet vore synder på ham. Det er Herren - Herren kastede... Det er Herrens egen gerning, sådan som han selv vil have det. Og han må vel både mene og være tilfreds med det han selv har gjort!

Hør hvad Johannes siger: ”Se! Guds Lam, som bærer verdens synd!” Læg mærke til dette: Guds Lam! Det betyder det Lam som Gud har udvalgt som vor forsoning (2. Mos. 12:3-13). Det eneste Gud vil have til forsoning for vore synder. Så siger Jesus da også at derfor elskede Faderen ham, fordi han gav sit liv.

 Hvad kan da være tryggere? Gud må vel være fornøjet med sin egen vilje! Indprent dig dette, du fattige, syndige, tørre og nedtrykte sjæl, at det er Guds egen gerning som frelser dig. Det er Herren selv som har valgt denne forsoning.

Hvad er det da for en Gud som kan anklage dig for din synd? For Gud i himmelen, som er din Herre, han som du da også virkelig frygter, han har selv lagt alle dine synder - ikke på dig, men på Kristus. Han er dit værn mod alle lovens trusler. Skulle den som går med en ond samvittighed, så ikke have del i denne forsoning, her have sin frelse og trøst? Hvem skulle da have det?

Sådan en forsoning kan jo ikke være givet for retfærdige. Det må jo være for dem som er skyldige til straf. Åh, hvilken evig og ubegribelig kærlighed! Syndere som går med en ond samvittighed, skal nu have fred! Tak og pris, o Gud!

Har du vanskeligt ved at tro dette, hvile i at det gælder dig? Dette er den store hovedlære i hele Guds Ord. Regn ud hvor meget du vejer i forhold til denne forsoning. Hvor meget al din gennemfordærvede natur, din ondskab og åndelige død vejer i forhold til Guds egen Søns død! Ser du ikke at alle mennesker i hele verden bliver som ingenting imod Guds Søn?

Herren sammenligner sig et sted med en god hyrde, og siger han giver sit liv for fårene. Giver dette billede dig noget at tænke på! Tænk dig om et får kunne have moralsk skyld, og med sin ondskab havde pådraget sig en dødsdom. Men at dette får, havde en så utrolig varmhjertet hyrde, at han ville give sit eget liv i stedet for dette stakkels får. Tænk - et menneske giver sit liv som soning for et får! Synes du ikke dette var en overvældende dyrebar soning for et får? Synes du ikke dommen og straffen for dette får, også var tilstrækkelig sonet?

Men er Guds evige Søns død for menneskene ikke en lige stor, ja, til og med uendelig større soning for os? Synes du ikke selv du forsvinder i denne uendelige storhed i hans forsoning? Ja, at alle dine synder, så store de end måtte være, alligevel bliver som ingenting mod hans soningsværk?

Og nøjagtig dette var Faderens mening og vilje; at vi ikke længere skulle regne med vore synder, ”for at vi skulle have fred.”

Altså har du din fred ene og alene i Kristus, da har du forstået ham ret, da har du fået det evige liv.

Så skal denne gode hyrde nok, efterhånden også finde råd for alle dine skrøbelige svagheder. Det er ham som også skal tage sig af dette. Du er bare som et stakkels får imod ham. Han vil gøre alt sammen selv. Fåret skal bare høre og følge hyrdens stemme. Bare hør! Så skal jeres sjæl leve! Åh, Gud, øg vor tro!