10. juni

Guds frelsende nåde til alle mennesker er åbenbaret, og lærer os at… vente på det salige håb og åbenbarelsen af den store Guds og vor Frelser Jesu Kristi herlighed. Tit. 2:11,13.

”Herrens genkomst er nær,” siger Jakob. Hvad kan årsagen da være til at vi er så lidt optaget af tanken på Herrens genkomst? De første kristne havde på ingen måde alle de ydre endetidstegn foran sig, som vi har. Hvad er årsagen til at denne tanke på Herrens genkomst alligevel var så herlig for dem, og optog dem så stærkt? Mens den nu, med alle vor tids endetidstegn, er så fremmed for os, ja, næsten helt er forsvundet fra vore forsamlinger, vore hjerter, samtaler og åndelige forkyndelse?

Ganske vist holder vi fast på læren om Herrens genkomst, som en ren trosartikel. Men det har ikke ført til at vi har denne Kristi genkomst som vort håb.

Efter Guds ord er det ikke afgørende om du tror at Herren skal komme! Men om du lever i håbet, i en virkelig forventning til hans genkomst?

Og på dette spørgsmål kan mange iblandt os ikke svare: Ja! Hvis det virkelig var sådan at alle troende levede i håb og forventning til vor forherligede Herres genkomst, så skulle dette håb åbenbare sig mere i vor forkyndelse og i vore kristne samtaler, ja, i hele vort liv. Da ville alle slags trosbekendelser og ubibelsk lære om kirkens fremtid og de dødes tilstand, ikke kunne få grobund iblandt os.

Men igen kommer vi tilbage til spørgsmålet: Hvad kan årsagen være til at tanken på Herrens genkomst er så fremmed, ja, næsten uvelkommen, for os? Mens den var så herlig, så kær og så varm i de første kristnes hjerter. Det er helt klart ikke noget godt tegn.

Hvert håb forudsætter et ønske, og hvert ønske har sin rod i det vi elsker. Længes vi virkelig efter den dag Herren skal komme igen, da al synd, al vantro, al svaghed og problemer med at tro, al vor troløshed mod vor kære Frelser, får sin afslutning? Når vi skal gribe ham, ligesom vi er grebet af ham, se ham som han er, og blive ham lig.

Hvis vi havde et stærkere ønske rettet mod denne hans åbenbaring, da ville vi nok også være mere optaget med at tilegne os alt det som står skrevet, og som kan styrke det salige håb om denne store dag.

Ja, hvis vi havde et mere åndeligt sind, elskede vor Frelser og længes efter det kærligheden altid længes efter; at blive helt forenet med ham, da var al afstand mellem ham og os, og al uvished ophørt.  Da ville vi også leve langt stærkere i håbet. Derfor finder vi også altid stor forskel mellem kristne i dette forhold.

Hos dem som tager Guds ord mere alvorligt til hjerte, som mere lader sig bearbejde i den omvendelse som er af Gud, og i den tro som vor Herre Jesus Kristus opretholder i dem, vil gudsfrygtens Ånd hele tiden hvile over hele deres væsen. Synden vil ikke leve upåtalt, men bliver afdækket. Da bliver nåden i Kristus endnu mere dyrebar og værdifuld, men ofte på grund af synden også mere skjult for deres øjne.

Disse som har det sådan, fryder sig i det salige håb om vor Herres Kristi salige genkomst. Det er dette som optager dem, som er deres levende håb.

De ser med inderlig længsel frem til den dag, da den tunge tåge som her på jorden ligger over deres tro, skal drives bort for evigt af Herrens herlighed. Når de skal se vennen og Frelseren de har troet på og talt med, han som har fulgt dem igennem livet, selv om de ikke har set ham.

Da de en gang for evigt skal opleve det de så ofte forgæves søgte; en fuldkommen klarhed, en fuld vished, en følbar nærhed af Herren. Og de samtidig for evigt skal være fri fra det onde kød, som her på jorden altid førte til så meget synd, skrøbelighed og anfægtelse. For evigt skal være fri fra den bitre fjendes glødende pile.

Hvis vi var mere døde for verden og livet hernede, og havde vort liv og vor glæde i Gud alene, ville dette jo ganske sikkert være et saligt håb for vore hjerter.

Men der hvor hjertet er delt, der hvor det er optaget af andre ting, - om end i sig selv uskyldige og gode, - der kan denne længsel efter den himmelske brudgom ikke finde fodfæste. Og der kan den åndelige helbredstilstand ikke være god. For den stemmer ikke med Ordet og de første kristnes sindelag.

”Vort borgerskab er i himlene,” siger Paulus, ”og derfra venter vi også stadig på Frelseren, Herren Jesus Kristus. Han skal forvandle vort forgængelige legeme så det bliver ligedannet med hans herlighedslegeme. Det skal han gøre ved den kraft som gør ham i stand til at underordne alle ting under sig selv.”

Og han formaner: ”Hvis I da nu er oprejst med Kristus, så søg det som er deroppe, der hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Stræk jer efter det som er deroppe, ikke det som er på jorden. For I er jo døde, og jeres liv er skjult -, ja, skjult - med Kristus i Gud. Men når jeres liv; Kristus, bliver åbenbaret, da bliver I også åbenbaret med ham i herlighed.”

Åh, måtte vi alle tage denne Kristi og hans apostles lære om Herrens genkomst og de kristnes salige håb, mere ind over vore hjerter!