10. juli

Intet kød bliver retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger. Rom. 3:20.

Intet kød, siger apostlen - ”intet kød bliver retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger.” Han bruger ordet kød for at fange læserens opmærksomhed her ved vor naturlige fødsel. For fra den har alt kød sin natur, som Kristus siger: ”Det som er født af kød, er kød.”

Men nu er ”alt kød,” al menneskenatur, altid lige fyldt af den gamle slangens sæd, sådan som den blev i syndefaldet. Og dermed død fra det liv som er af Gud.

For fra Skaberens hånd var der fra skabelsen af bestemt at alt skulle forplantes ”efter sin art,” enten det gjaldt græs, urter og træer, eller alle slags dyr ”hver efter sin art.” Hver af dem skulle i den videre forplantning beholde sin egenart. Sådan som vi også har set det er sket. En orm føder bare orme, en panters unger bliver pantere.

På samme måde er også alle menneskers børn født med samme natur som de første mennesker havde efter syndefaldet. Dvs. fyldt af slangens sæd; fjendskab mod Gud, foragt for hans væsen og vilje, og med trang til alt muligt ondt.

Sådan som Gud, i Bibelens sjette kapitel, skildrer mennesket; at ”menneskets ondskab var stor på jorden, og at hver hensigt i hans hjertes tanker bare var ond hele dagen.” Og sådan er så ”alt kød,” dvs. alt som har navn af menneske, af naturen.

Tænker vi lidt over dette, kan vi forstå hvorfor apostlen så bestemt slår fast at intet kød kan blive retfærdigt gennem nogen som helst lovs gerninger. For vor medfødte natur er så fuld af synd, og den fanges af Guds hellige lovs spejl. Og den tåler ikke en gang den mindste syndige tanke, den mindste ligegyldighed overfor Gud eller vor næste. Men kræver at vi skal elske Gud af hele vort hjerte, ja, af hele vor sjæls kraft. Vi skal også elske hvert menneske - ikke bare enkelte udvalgte, men alt som kaldes vor næste - som os selv. Og det ikke bare et eller andet tidspunkt, et øjeblik, men hvert sekund i vort liv.

Hvordan er det da muligt for noget menneske - i egen person - at tækkes Gud?

Til sidst må der også nævnes endnu et forhold som forklarer hvorfor intet kød bliver retfærdiggjort gennem lovens gerninger. Det er noget som meget få mennesker tænker over. Nemlig bare det forhold at der er givet en Guds lov, og vort behov for at have en sådan lov. Bare dette er jo nok til at vi står under Guds dom.

Først og fremmest det forhold at Gud har givet os en sådan lov, med dens advarsler og løfter, er jo godt nok bevis på at vi ikke er gode, når vi behøver sådanne bud og advarsler. Og dernæst bare det forhold at du gør det gode og skyr det onde bare for lovens skyld, på grund af dens trusler og løfter, er jo straks en sort plet på din fromhed.

For vi skulle jo gøre alt mulig godt bare ud fra vort hjertes indre godhed. Ellers er vi jo bare hyklere, som bare holdes tilbage af en ydre magt fra at udføre det onde - som vi trods alt bærer på i dybet af vort hjerte.

Lad os tænke os at nogen f.eks. overlader sit barn til dig for en uge, og siger: Jeg må desværre bede dig være på vagt overfor dette barn, så det ikke finder på at stjæle noget. Så tænker vi os at du holder så godt vagt over barnet at du kan levere det tilbage med denne attest: ”Det har ikke stjålet noget.”

Er det da en god attest om hvordan dette barn virkelig er? Nej, stakkels barn, siger du. Men hvorfor det? Det har jo ikke stjålet? Nej, siger du, men bare det at det måtte vogtes, er jo attest nok for dette barn!

Netop sådan er det også med os. Hvad andet er loven, end nøjagtig en sådan vogter som er over os hvert sekund, og siger: ”Du skal ikke stjæle! Du skal ikke dyrke afguder! Du skal ikke slå i ihjel! Du skal ikke bedrive hor! Du skal ikke lyve!”

Hvad andet vidner sådanne bud og påmindelser om, end at vi netop er tyve, horkarle, mordere, løgnere? For dette bud at ”du skal ikke stjæle!” hvisker jo stille i øret: Det er sådan en du er, som må vogtes. Men nu må du ikke stjæle! Buddet: ”Du skal ikke bedrive hor!” siger jo tydeligt nok: Du har et ondt begær, men du må ikke lade det bryde ud! Og buddet: ”Du skal ikke tilbede andre guder!” indebærer jo: Du elsker mig ikke. Jeg må beordre dig til det! Sådan ligger der i hvert bud også en anklage.

Og når Herren Gud altså ikke bare forbyder synden at bryde ud, men også forbyder ethvert begær, ja, tanke eller tendens. Og når han ikke bare vil at det onde skal holdes tilbage, undertrykkes eller ligesom stænges inde i hjertet. Men at det overhovedet ikke skal findes der! - For han vil jo at du selv skal elske det gode, sådan at du af din egen godhed gør alt som er godt -. Da er dette allerede at vi har fået loven med dens trusler og løfter, tilstrækkelig vidnesbyrd om at vi ikke er i stand til at leve retfærdig overfor Gud.

Og bare det at det er for lovens skyld vi gør det gode, og afholder os fra det onde, er jo et fuldgod bevis for at vi ikke holder loven - som allerførst kræver et godt og helligt hjerte.

Gennem alt dette forstår vi endnu klarere sandheden i at ”intet kød bliver retfærdiggjort for Gud ved lovgerninger.”