10. februar

For at I skal tilhøre en anden, ham som blev oprejst fra de døde, for at vi skulle bære frugt for Gud (Svensk oversættelse: … for at I skulle være nær en anden, nemlig nær ham som blev oprejst…). Rom. 7:4.

Et genfødt menneske er død fra loven, som var dets første mand, og har fået del i Kristi død. Men da er dette Guds barn også med det samme forenet med Kristus, har et ægte samfund med ham, og har del i hans opstandelse.

Kristus er nu dette gudsbarns retsmæssige ægtemand, som apostlen skildrer det her med baggrund i et ægteskab. Derfor er det helt rigtigt at dette menneske anser sig helt fri fra den første mands, lovens, pagt, med sine bud og forskrifter. For denne pagt er opløst i og med døden.

De troendes hjerter rammes rigtig nok ofte af sådanne pile: Er det nu helt rigtigt dette? Er det sikkert at jeg virkelig er fri fra lovens bud og dom? Kan jeg leve og dø på dette?

Her siger apostlen i hele den sammenhæng dagens tekst står i, at vi skal være helt trygge, på samme måde som en kvinde står fuldstændig fri til at gifte sig med en anden mand når den første er død. For sådan er vi også gennem et menneskes død blevet retsmæssig udfriet fra den første pagt med alle dens krav og domme.

Fra Adams arv, eller lovpagten, er Guds barn flyttet over i nådepagten og samfundet med Kristus. Kristus er menighedens hoved og rette ægtemand. I dette billede; ”bruden” og ”brudgommen,” ”manden og hustruen,” er Kristi forhold til Guds børn ofte skildret i Skriften.

På samme måde som Adam skulle få en hustru som var skabt af et af hans egne ribben, sådan skulle Kristus også få en brud som var skabt gennem ”hans legeme.” Ikke bare i Salomos Højsang og i ”brudesangen” i Salme 45, men også i Det Nye Testamente tales der ofte om denne ”brudgom,” og hvor menigheden omtales som ”bruden” og ”Lammets hustru.” Når apostlen i Ef. 5 taler om ”manden og ”hustruen,” afslutter han sådan: ”Dette er en stor hemmelighed, jeg taler her om Kristus og menigheden.”

Men på den anden side må vi huske på at selv om Guds børn i kraft af sin retsmæssige forening og samfund med Kristus ikke længere er under loven, når det gælder vort frelsesforhold, er de alligevel ikke ”lovløse overfor Gud.” Men er nu bundet af ”Kristi lov.”

Frie og lykkelige i hans kærlighed tager de nu villigt lovens ord til sig, som af Kristi hånd. De får ”lyst til Guds bud.” Nu hvor den tungeste byrde, syndens og forbandelsens byrde, er taget bort, siger de af hjertet: ”Hans bud er ikke tunge.”

Når Luther fik forskellen mellem loven som en pagt, og loven som en rettesnor for livet, at se, fyldte det hans sind med en frigørelse og en fryd, så han oplevede det som om han gik på en af Paradisets gader.

Tænk på dette: Når jeg ved, at på trods af al den synd og de fald jeg fortsat plages med, så har jeg alligevel en evig nåde og frihed fra lovens dom! Hvor kære bliver da ikke alle Guds bud!

For at vi skal bære frugt for Gud. Her støder vi igen på dette som fornuften dømmer som et kolossalt kætteri. Luther siger over Gal. 2:19 at ”hvis fornuften kunne dømme, så havde der aldrig gået så stor en kætter på denne jord, som den hellige Paulus. Han som lærer at vi må være døde fra loven (svensk overs: dødet/dræbt fra loven) for at kunne bære frugt for Gud.”

Hele verden mener jo tværtimod at vi fromt må være bundet af loven, hvis vi skal bære frugt for Gud, gøre gode gerninger. De tror frigørelse fra loven vil gøre ende på alt som hedder helliggørelse. Men her ser vi at Paulus lærer noget helt andet. Han siger at først når vi er døde fra loven, kan vi bære frugt for Gud.

Dette er et umådelig vigtigt lærepunkt som alle kristne, og særligt de unge og uerfarne, bør lægge meget godt mærke til; dette at uanset hvor forkastelig det er for fornuften, er det alligevel helt afgørende at vi er død fra loven, for at det skal kunne blive en sand helliggørelse. Vi må være frigjort fra lovens dom og herredømme i vor samvittighed, og leve i den frie nåde.

Dette skyldes at alt det gode som vi gør mens loven fortsat hersker i samvittigheden, det gør vi egentlig ikke for Gud, men for os selv. Det er bare egennyttens gerninger, for at undgå straffen og dommen, eller for at opnå løn.

Og dette kan jo aldrig være nådebarnets liv, eller behage Gud. På samme måde som en mand aldrig ville være tilfreds med al den opmærksomhed en hustru kunne vise ham, hvis det bare var noget hun gjorde fordi en eller anden myndighed tvang hende til det. Manden vil jo allerførst have hendes kærlighed.

Alt det vi gør mens vi endnu ikke er udfriet fra loven og er gået over til det nye liv i Kristus, er bare ”døde gerninger.” Uanset hvor godt og kristeligt det kan se ud, er det drevet frem af egenkærlighed, egoisme, egenretfærdighed, hovmod og anden kødelig drivkraft.

Og bare disse motiver gør selv de bedste gerninger til en vederstyggelighed i Guds øjne. For han ser til hjertet, og vil først og fremmest have hjertets kærlighed og frie lyst. Men vi kan selvfølgelig aldrig se med kærlighed og lyst på loven - så længe den truer og dømmer os!

Når vi derimod er fri fra lovens dom, er benådet og lykkelig frelst i troen, da bliver Gud og hans lov herlig for os. Da gør vi Guds vilje i kærlighed og af hjertens lyst.

Det er dette som er at bære frugt for Gud. Og dette er da sikkert og vist både frelsens og helliggørelsens eneste og sande vej.