Bedraget
De fleste erkender at vort land i dag er under Guds dom. Og vi spørger: Er bedraget, som allerede hersker iblandt os, dommen?
Vi kender ikke svaret. Vi ved at en atombombe kan udslette alt liv, men de frelste går hjem til Gud. Men vi ved at et bedrag fanger sjæle så de tror de er frelst - uden at de er det. Der er vel ingen tvivl om hvad som vil være den værste dom over vort land!
Jeg har selv levet i et bedrag; troede at jeg var en «bibelsk, skrifttro kristen». Jeg har været på de «veje» jeg vil dele med dig her. (Som Paulus, Martin Luther, John Wesley, vort eget lands kære Øivind Andersen og tusindvis af andre - før de fik sandheden at se, og kunne vidne om da de blev født på ny og fik liv i Gud).
Det er min inderlige bøn at du må tage imod dette budskab med den ånd disciplene mødte Herrens alvorlige advarsler med: «Herre, det er vel ikke mig?», Mark 14:19.
Satan vil straks urolige dig med tanken på hvordan det vil blive opfattet omkring dig hvis det skulle vise sig at dette gjaldt dig. Det gjorde han også med mig. Men så talte Guds Ånd til mig, og viste mig at hvis det var tilfældet, at det stod sådan til med mig, så var der jo ikke noget større i hele verden som kunne ske med mig, end det at jeg fik det at vide, og fik det ret med Gud!
Jeg kan aldrig takke Gud nok for at han fik mig vækket op fra bedraget: «min kristendom», og åbenbaret evangeliet om Guds Søn for mig!
-----------
Lad os så først se på Satans typiske angrebsform. «Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven? Kvinden svarede slangen: Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø», 1Mos 3:1-3.
Det er dette «Har Gud virkelig sagt», de fleste er optaget med, hvis nogen i det hele taget tager dette op og taler om slangens angreb i haven.
Men dette «Har Gud virkelig sagt», er ikke noget bedrag. For et bedrag er noget som til forveksling ligner sandheden. Når slangen da siger: «Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?», så var det langt fra det Gud havde sagt. For han sagde at de kunne spise af alle træerne i haven, undtagen dette ene; kundskabens træ.
Men det er et angreb på Guds ord, som sandelig er alvorligt nok.
Dette er Satans typiske angrebsform. Og hans første angreb fanger og fælder mange - på begge sider i kampen om Guds ord.
Den væsentligste kamp «for Skriften» foregår i dag «i kundskabens træ». Det angribes og diskuteres: «Har Gud virkelig sagt». Og forsvaret for Skriften trækkes ind på samme intellektuelle plan som angrebet.
Jesus siger: «I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. Og dog vil I ikke komme til mig og få liv», Joh 5:39-40.
Vi ved at Jesus mødte alle angreb udelukkende med: «Der står skrevet»; bare Skriftens egne ord. Øivind Andersen sagde: «Enten de kalder det paneler eller hvilket navn de sætter på det, så er det at diskutere Guds ord altså af Satan».
Bedraget: Så I bliver som Gud...
Eva opfatter slangens første ord som selve hovedangrebet, og gør som alle andre som opfatter noget som et hovedangreb; sætter alt ind imod det, - og tror dermed kampen er udkæmpet.
Men da sætter Satan sit virkelige hovedangreb ind: «Men slangen sagde til kvinden: Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt. Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste», 1Mos 3:4-6.
Her fanges og «engageres» det faldne menneskes natur, som efter syndefaldet netop er skabt for sådanne «udfordringer»: I skal blive… For ikke at snakke om tilføjelsen «...blive sådan som Gud og kende godt og ondt».
Og det er vel ikke så galt? Tværtimod må det da netop være noget at stræbe efter?
Profetiske Nils Skjælaaen skrev en gang til mig:
«Der er bare ét bedrag; det første!»
I Matt 16:13-25 ser vi klart hvad bedraget dybest set går ud på.
Jesus spørger disciplene hvem de siger at han er. Peter svarer: «Du er Kristus, den levende Guds Søn». Og han oplever at Jesus - i alles påhør - siger om ham at «det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Far i himlene. Jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke…»
Umiddelbart efter ser vi Jesus begynder at tale om at han skal gå op til Jerusalem, skal lide og dø, og skal opstå på den tredje dag, Matt 16:21.
Det er altså evangeliet om fuldbyrdelsen af hele menneskehedens frelse, Jesus forkynder her!
Da ser vi Peter griber ind og vil standse ham: «Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!»
Vær klar over at
det er altid dybest set mod evangeliet bedraget sættes ind!
Straks ser vi Jesus genkender - denne gang i Peter - slangens hovedangreb mod menneskehedens første stedfortræder: «I skal blive som Gud...».
Nu er Peter blevet noget i sig selv. Men straks afvæbner Jesus ham med: «Vig bag mig, Satan! … du er mig en forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad menneskers er!» (1931 overs.) M.a.o.: Du har ikke sans for det som er af Gud, bare for det som er af mennesker.
Forkynderens fare
Vi finder dette igen i Paulus’ ord til Filipperne, hvor han taler om at sende Timotheus til dem, «For jeg har ingen med et sind som hans til oprigtigt at tage sig af jeres sag. Alle de andre søger jo deres eget og ikke det, der hører Jesus Kristus til», Fil 2:20-21.
Hvad er dette: De søger alle deres eget, ikke det som hører Kristus Jesus til?
Det er slet ikke det at de er optaget bare med deres prædikantvirke, deres løn… deres eget i den forbindelse. Men at «de søger alle deres eget», er netop det samme som Jesus siger til Peter: «bare sans for det som er af mennesker».
Disse prædikanter som Paulus ikke ønsker at sende til dem, vil lægge vægten på menneskenes eget; at tilhørerne er gået frem, har bøjet sig, har givet sig over, har taget imod, og så er blevet optaget med troen, bønnen, lydigheden... Altså det de selv kan deltage med - «sit eget, ikke det som hører Kristus Jesus til»
Hvad er det Paulus frygter for hos korinterne?
Han skriver: «… men jeg er bange for, ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus», 2Kor 11:3.
Hvordan vildledte slangen så Eva med sin list? Jo: «Så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt».
Paulus frygter for at en sådan forkyndelse skulle få indpas hos korinterne, så de fik
en anden Jesus, en anden ånd, et andet evangelium
Læg mærke til at hverken Jesus, ånd eller evangelium mangler. Men at alt sammen var «en anden» - end det de havde fået ved Paulus’ forkyndelse.
Vi ser det rundt om i vort land i dag. Mennesker går frem ved vækkelsesmøder, og bestemmer sig. Da er sådanne forkyndere som Paulus ikke ville sende til Filipperne, fornøjede. Da slår deres missionsblad op med at de har vækkelse. Og så kan de rejse videre til nye jagtmarker.
Men der er ingen lærere, ingen som kan vise menneskene forskellen på det rent sjælelige og det Guds Hellige Ånd virker.
Missionærerne Marie Monsen og Nils Skjælaaen slog følge hjemover efter et vækkelsesmøde de begge havde været til her i landet. En lang tid sagde ingen af dem noget. Så sagde Marie Monsen: «Denne vækkelse er ikke ovenfra, den er nedenfra».
Der sker «vækkelser» - fødsler - til dels åbenlyst «åndelige». Men det er sjælelig «åndelighed». Det er trælle, det Bibelen kalder et «uægte barn», ikke løftets barn, som fødes.
Det er klart at når et menneske over lang tid har gået i et spændt opgør med sig selv og hvad det skal gøre, - det kan være at overgive sig til Gud, valg af livsledsager, og for så vidt hvad som helst -, så oplever de en uendelig frigørelse når afgørelsen er taget. Sådan også når de går frem og overgiver sig til Gud ved et vækkelsesmøde. Og det kan være virket af Gud. Men det virker i sig selv ingen ny fødsel. De er ikke dermed gået over fra døden til livet. Alligevel oplever de en enorm frigørelse, - og tror de er fri (åndelig talt). Men det er de ikke uden videre. Og det findes der næsten ingen i dag som kan fortælle dem.
Så vender vi os «hver sin vej», Esajas 53. Ikke hver sin vej væk fra Gud. Men hver sin vej til Gud. Det er sådan vi demonstrerer at vi
ikke har sans for det som hører Gud til,
men bare for det som hører menneskene til
Vi ser tre hoved«veje» tilhørerne bliver siddende tilbage med efter dagens forkyndelse:
Noget vi skal gøre,
Noget vi skal modtage, eller
Noget vi skal være.
Noget vi skal gøre -vejen
Forkyndelsen går her ud på at «vi er så værdifulde for Gud», «at vi må få et større selvbillede», «at vi må se hvilke gaver Gud har lagt ned i os», o.l.
Der er særdeles svag, oftest næsten ingen, bibelkundskab.
Naturgaver opfattes som nådegaver. Men vi ved at nådegaverne viser tilbage til Gud, mens naturgaverne viser tilbage til mennesker. Så er resultatet da også blevet en masse blomsteroverrækkelser som ophøjer skaberværket frem for Skaberen.
Når økonomien truer, hører vi at «ledelsen må samles for at lægge ny strategiplan» ... (Ikke for at falde på knæ og påkalde Gud, som Bibelens mænd gjorde i nød). Vi har set en leder udtale: «Missionen står og falder med om vi får flere abonnenter på (missions-) bladet».
Vi er kommet ind i en ond cirkel hvor vi drives til at holde møder for at få penge til at holde møder.
Lidt efter lidt fokuseres det ikke længere på Gud, men på «Missionen». Missionen har brug for dig, kald fra Missionen, ud for Missionen osv.
Dagens lotterivæsen er noget af det som klarest afspejler situationen. Det begyndte med noget ganske andet, nemlig at mennesker ikke havde penge at give. Men forkyndelsen om Jesus Kristus tændte nøden for sjæles frelse. Så læser vi om hvordan de skar sølvspænderne af deres sko, gik måske hjem og løste en kalv eller et lam, og gav det til Guds rige. Så måtte disse ofre realiseres. Og det skete gerne ved en auktion.
Men med dagens lotterivæsen går man rundt og tigger gevinster hos denne verden; banker, virksomheder og forretninger (søger hjælp i Egypten). Og så søger man at få flest mulige penge af verdens børn ved at indbyde dem til udlodningen.
Men Guds ord siger: «Alt hvad der ikke er af tro, er synd», Rom 14:23b. «De har over for menigheden vidnet om din kærlighed, og du vil gøre en god gerning, hvis du hjælper dem (udsendte brødre) videre, som Gud vil det. For de er rejst ud for navnets skyld, og de vil ikke tage imod noget fra hedningerne», 3Joh, vers 6-7.
Og «alle, der følte sig tilskyndet og ville give frivilligt, kom med afgift til Herren…», 2Mos 35:21 m.fl. Det er kun evangeliet om Guds Søn som kan skabe Gudgivet missionsglød -! Men når vi ikke længere taler om at «blive født på ny», har vi ikke længere «hjerter som driver» til at give gaver til templet. Da må vi have nogen til at «vise en ny film fra missionsmarken for at missionsgløden kan blive tændt».
Og så lodder man gevinsterne ud. Men hvilket genfødt Guds barn kan tage imod noget som en slags «gentjeneste» for at de giver til Guds rige? Guds ord siger: «For intet har I fået det, for intet skal I give det», Matt 10:8.
Bibelens mange eksempler gentager sig: I mangel af åndskraft «drager vi ned til Egypten og køber heste og vogne» Esajas 31:1,3 m.fl. Dagens «kristenfolk» rejser langvejs for at opleve musicals, drama o.l. i vore kirker og missionshuse som ikke længere er indviede, hellige Gudshuse. Men er lavet om til teatersal, hvor der klappes og piftes til aktørernes (ikke Guds) ære.
«De forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham», Tit 1:16.
Profeten Ezra skulle lede genrejsningsarbejdet af Jerusalem. Han siger: «Jeg havde nemlig skammet mig for at anmode kongen om ryttere til at hjælpe os mod fjenden undervejs, for vi havde sagt til kongen: Vor Guds hånd hviler beskyttende over alle, der søger ham; men hans mægtige vrede er over alle, der svigter ham. Vi fastede, og vi bad vor Gud om det, og han bønhørte os», Ezra 8:22-23.
George Müller, som byggede de mange børnehjem i England, havde selv ingen penge. Jo større hans problem var, jo færre turde han betro det til. Var det rigtig stort, betroede han sig ikke til nogen. Han var bange for at de selv skulle begynde at «hjælpe til», løse problemerne på menneskelig vis - -! Han talte kun med Gud.
Noget vi skal modtage -vejen
Her finder vi dem som er optaget med noget de skal modtage.
Nogen kom måske som søgende først på «noget vi skal gøre»-vejen. Men de så hvordan verdens metoder dominerede denne vej. Så søgte de videre ud.
Mange havde en virkelig trang efter et dybere bibelsk liv. Men slangens «så I bliver som Gud...» har nu fanget dem.
Og her er det tilsyneladende «bibelske» tilstande. Her er der lydighed, tro, bøn, lovprisning, tungetale, profetier…
Men der er ingen lærere, ingen som kan prøve ånder. De kender ikke forskellen på det som bare er sjæleligt, og det som er Den Hellige Ånds gaver. Guds ord har ikke fået lov at «trænge helt igennem til det skiller sjæl fra ånd, og er dommer over hjertets tanker og meninger», Heb 4:12.
De ved ikke at de store undere kan være fra satan så vel som fra Gud. Vi ser Skriften fortæller at «den lovløses komme er satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere», 2Tess 2:9.
Og det særdeles alvorlige er at vi ser Bibelen fortæller at «Gud sender dem denne kraftige vildfarelse, fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden», v.10 og 11.
Vi ser også hvordan mirakelmagerne skabte tilsvarende undergerninger når Moses og Aron i Guds navn lod underne ske foran Faraos øjne, og mange andre eksempler i Bibelen på dette.
Vi skal være klar over at når Satan ser at tørsten øges, og der bedes om noget som er farligt for hans rige; vækkelse, åndelige gaver osv., da er satan slet ikke interesseret i at der ikke må ske noget. Nej, da sørger han virkelig for at der sker noget, - hans egen forfalskning, så lig det ægte som nødvendigt. For at nøden og bønneråbene ikke skal fortsætte, men gå over til halleluja over at «nu har vi det!»
Jesu ord til menigheden i Efesos, og til de oprømte 70 disciple taler advarende til os her: «Dog, glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene!», Åb 2:2-5, Luk 10:20.
Noget vi skal være -vejen
Her er vort mål frem for alt at være virkelig skrifttro.
Her er nidkære, alvorlige, bibeltro mennesker. Det bevidste mål er «tilbage til Bibelen». Samme mål, som så mange havde før selve reformationen mødte menneskene med evangeliet, så de fik nok med frelse for fortabte syndere i Jesus Kristus alene.
Her tager man emner op som den teologiske udvikling, det at prøve ånder, et bibelsk ægteskab, et bibelsk familieliv osv.
Igen minder vi om Jesus ord i Joh 5,39-40: «I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. Og dog vil I ikke komme til mig og få liv».
Her kan vi også finde dem som lægger al vægt på helliggørelsen. Men som ikke fatter den rene læres evangelieforkyndelse, for den bliver «for let vundet og for lidt alvorlig».
På alle disse «veje», hver på sin måde, gælder det at
de holder det i live som skulle dø,
og dræber det som skulle leve
Ezek 13:17-22.
Vi vil understrege at vi med disse «veje» ikke har været optaget med at tænke på konkrete menigheds- eller missionsmønstre. Men vi taler her først og fremmest om det enkelte menneskes «vej» - som også kan have gået vejen om, eller være sammensat af, mere end én af de nævnte «veje».
Som så mange, har jeg selv været inden om alle tre «veje», på min søgning efter sandheden - til jeg selv blev fundet af Ham som er både Vejen, Sandheden og Livet.
Karakteristisk for dem som er på disse «veje» er nok at de aldrig er kommet så langt at de har fået «en lukket mund», Rom 3:19. De har aldrig «ligget der afklædt og halvt ihjelslået ved vejen», Luk 10:29 flg. (som er Jesu lignelse om hvordan et menneske bliver frelst).
Og så har fået lov at opleve at Jesus er kommet forbi, har set dem, bøjet sig ned, renset sårene, løftet dem op, ført dem til herberget og betalt for dem. For først da er det Ham som får al ære - alene!
Med alt dette vi skal gøre, modtage eller være, holder vi i stedet det i live som skulle dø (så Herren kunne få gjort det levende), og dræber det som skulle leve (Gudslivet hos de få).
Bedraget har efterhånden fået alvorlige konsekvenser
Studenterne ved bibelskoler og de højeste missions- og teologistudier i vort land, lærer ikke længere de grundlæggende sandheder om at vi ved syndefaldet mistede Gudsbilledet i hjertet. At vi da også mistede «den frie vilje» når det gælder at komme til Gud og blive frelst. Og hvad det vil sige at blive født på ny.
Reformationens mænd slog fast at læren om retfærdiggørelsen er nøglen, den eneste, til hele Skriften. At kirken (den levende) står og falder med læren om retfærdiggørelsen. Og at det er Guds retfærdighed alene som er kilden til al sand kristendom, alt liv, al kraft, fred, kærlighed og helliggørende nåde i menneskenes hjerter.
Alt dette «overkøres» af den norske 78/85-overs. af Bibelen som har et virvar af nye formuleringer som slører Bibelens salige budskab om retfærdiggørelsen. Og ca. 50.000 eks. af denne Bibel blev spredt i år 2000. Mens bare 7-8.000 eks. blev spredt af hver af Norsk Bibel 88 og Den Norske King James-oversættelse: «Bibelen, Guds Ord».
Det er ikke bare fæstningsværk efter fæstningsværk som er forladt og overgivet til fjenden. Det er selve grundsandhederne og vejen til frelse, - men dermed også han som er vor frelse, som er forladt og forkastet.
Tilstanden i vort land er i dag langt værre end den var på Luthers tid.
Forkynderens fristelse, under alt dette,
til at «beskytte budskabet»
Denne fristelse har ramt mange forkyndere. Bevidst eller ubevidst tror de at de må «beskytte» budskabet ved ikke at gå ind på «farlige emner», - så de kan få lov til at fortsætte med at forkynde budskabet.
Baggrunden er jo at hvis en forkynder i dag nævner meget konkrete, udbredte synder, eller verdsliggørelsen inden for kristenheden, vil han snart blive bundet eller afsat. Menigheden vil ikke uroliges. Og missionens ledelse vil ikke miste tilhængere - og penge.
Det er meget alvorligt at disse forkyndere, hverken direkte i forkyndelsen eller i sjælesorgen, advarer unge og ældre imod at sidde under død forkyndelse, eller deltage i kristelig virksomhed som giver åndelig død.
De lever ikke efter Paulus’ ord i 1Tess 2:4: «Men vi forkynder sådan, som Gud har fundet os værdige til at få evangeliet betroet, ikke for at behage mennesker, men Gud, som prøver vort hjerte».
De vil da heller aldrig kunne sige som Paulus: «Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje», Apg 20:26.
Kendetegnet på den bedragede
Kendetegnet er dette uhyggelige, som ethvert genfødt menneske i eftertiden ser; Laodikeamenighedens: du ved det ikke.
Vi ser det hos Samson. «Han vidste nemlig ikke, at Herren havde forladt ham», Dom 16:20. Vi ser det hos profeten Hoseas når han siger: «Fremmede æder hans kraft, uden at han ved af det; han er blevet gråhåret, uden at han ved af det», Hos 7:9.
Og hvad er det du ikke ved?
Du ved ikke at du er ussel og ynkelig og fattig og blind og nøgen
Med det de skal gøre, det de skal modtage eller det de skal være, siger de alle: «Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet», Åb 3:17. Dette er blevet deres kristendom. Dette lever de på.
Og dette skjuler deres sande tilstand: «Du ved ikke, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig», Åb 3:17. Og det som skildres her som du ikke ved, er at du ikke ved om selve din dybe, bedragede tilstand overfor Gud - som er hele menneskehedens naturlige tilstand efter syndefaldet. Du ved det ikke før du vækkes op, afsløres af Gud, og fødes på ny.
Du «kan det» måske teoretisk, men kender alligevel ikke din egen fortabte tilstand. At du har mistet Gudsbilledet i hjertet, og ikke har nogen «fri vilje» når det gælder frelsespørgsmålet.
Bedraget har selvsagt højst forskellig grad hos den enkelte. Vi siger ikke at der ikke findes nogen som har liv på disse «veje» vi har nævnt. Men det vil være meget vanskeligt, om i det hele taget muligt, for et Guds barn at overleve i sådanne sammenhænge, hvor forkyndelse og virksomhed «holder det i live som skulle dø, og dræber det som skulle leve», Ezek 13:17-22.
Og de som genkender sig selv i noget af dette, har i hvert fald helt sikkert al mulig grund til at frygte, og råbe til Gud: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!», Sal 139:23-24.
Sans for det som hører Gud til/som er af Gud
«Det som hører Gud til» er det fuldbragte frelsesværk som gives os i Jesus Kristus. «For mine øjne har set din frelse», Luk 2:30. De som er nået frem synger: «Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet», Åb 7:10. «For i ham lever vi, ånder vi og er vi», Apg 17:28.
Hans navn er «JEG ER» - frelsen og alt som vi trænger til, som er modsætningen til slangens: «så I bliver som…»
«Men ud af ham er I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!», 1Kor 1:30-31 (1931 overs.).
«Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende», Luk 10:42. «Den gode del» - ikke pladsen ved Jesu fødder, som vi ofte hører. Men Jesus selv, som sit liv, sin stedfortræder - det eneste som ikke «skal blive taget fra os» i døden. Maria «havde nok» med Jesus.
« Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet», Rom 8:3.
«Ved hvem vi også have fået adgang ved troen til denne Nåde, hvori vi står, og vi roser os af håb om Guds Herlighed», Rom 5:2 (1931 overs.). Gud har i Jesus Kristus «oprettet en evig pagt» med os, Esajas 55:3.
Den genløste flok synger «den nye sang» - som bare taler om Lammet som blev slagtet og købte os til Gud med sit blod, Åb 14:1,3 og 5:9.
------------
Skal vi blive friet ud fra alle «vore veje», må vi finde tilbage til vejskellet!
«Jeg vil sætte en frelse til skel mellem mit folk og dit folk»
2Mos 8:23 (Norsk overs.-88)
Det er én af de mange gange Moses og Aron går ind til Farao og byder ham i Guds navn at lade Israels folk få lov at drage ud fra Egypten. På Guds vegne truer Moses denne gang med at sende fluesværme over Egypten, men bærer Herrens ord frem for Farao, som siger «Jeg vil sætte en frelse til skel mellem mit folk og dit folk». Fluesværmene kom over hele Egypten. Mens Gosen, hvor Israels folk boede, blev sparret.
Denne frelse til skel er et vældigt budskab. Det er «selve sagen».
Vi møder det igen allerede 4 kapitler senere, markeret på det allerstærkeste. Det er der Moses for første gang får Guds forskrifter om påskelammet. Lammet skulle slagtes, og blodet skulle stryges på overliggeren, og på dørstolperne der hvor Israels folk boede. Og når Herren gik gennem landet for at slå egypterne, skulle blodet være tegnet. Der hvor Herren så blodet, ville han ikke lade ødelæggeren slippe ind.
Han satte en frelse til skel mellem sit folk og Faraos folk. Nu blev Israels folk frelst ud fra trællehuset.
To kapitler videre ser vi det igen forkyndt. Israels folk er på vandring til det lovede land. Foran dem går selve frelsen, Jesus Kristus, i en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten. Så ser vi Moses og hele Israels folk med Rødehavet foran sig, og Faraos hær trænger på bagfra. Da taler Gud til Moses, og han siger til folket: «Stå fast! Se Herrens frelse, som han vil sende jer i dag!»
Vi ser hvordan «Skystøtten, som var foran dem, flyttede sig og stillede sig bag dem. Sådan kom den mellem egypternes lejr og Israels lejr. På den ene side var der sky og mørke, på den anden side oplyste den natten», 2Mos 14;19-20 (Norsk 1988 overs.).
Gud sender os sin frelse, Jesus Kristus. Han er selv skellet. Og her ser vi det karakteristiske kendetegn: «På den ene side (overfor verden) er han sky og mørke. På den anden side (for sine børn) lyser han op i natten. Halleluja! Lovet være Gud!
Her foregår den dybe grænsegang
At der ikke er nogen «frelse til skel» i kristenheden i dag, det åbenbares i alle retninger, på alle «veje». Derfor bæres kristennavnet nu af hvem som helst. Og derfor er det billede som tegnes i dag af «kristne mennesker», ikke et billede af Guds sande kristne i vort land.
Vi hører at der er «lige så mange ægteskabsbrud blandt kristne som ikke-kristne», «lige så mange samlejer før ægteskab blandt kristen som ikke-kristen ungdom», «mere brug af stimulanser blandt kristen ungdom».
Der er også fald blandt Guds ægte børn. Men Guds rige skal ikke også tilskrives de navnekristnes langt flere mangfoldige synder. Sådan træder vi Guds Søns blod under fod. Og sådan gøres Guds rige stor skade.
Hvordan troen opstår, altså omvendelsen
Og her kan du prøve dig selv, om du nu begynder at ane at du lever i et bedrag.
Under reformationen skete der frafald fra evangeliet, hvor flere på ny vendte sig fra evangeliet tilbage til den romerske gerningskristendom.
Det viste sig da at frafaldet havde først og fremmest sin baggrund i fejlagtig lære om hvordan troen opstår, eller omvendelsen. «Giv agt på dig selv og på læren! Bliv ved med dette. For når du gør det, skal du frelse både dig selv og dem som hører dig», 1Tim 4:16 (Norsk 1988 overs.).
Reformationen blev optaget med den dødelige alvor om den rene lære. Og hvilken lære? Jo, læren om frelse for syndere i Jesus Kristus alene!
Det er genfødelsen det drejer sig om: «Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige», Joh 3:3. Og hvordan vi lærer om omvendelsen, hvordan vi bliver født på ny, eller hvordan troen opstår, giver også grundlaget for hele forkyndelsen, frugterne af forkyndelsen, og hvilken slags «vækkelse» det bliver. Om vi får livet i Guds Søn, eller bare bliver stående tilbage med noget vi skal gøre, noget vi skal modtage, eller noget vi skal være.
Tror vi at mennesket i det hele taget bidrager med noget som helst til omvendelsen, det at komme til troen? Enten vi kalder det at mennesket begynder, og Gud overtager. Eller at Gud begynder og mennesket så får kraft til at bidrage til omvendelsen. Ja, så har vi mistet den rene lære. Da er det ikke længere bare nåde. Da har vi vor trøst i noget vi skal gøre, noget vi skal modtage, eller noget vi skal være.
Kampen gælder altså her, som altid, spørgsmålet om Bibelens og reformationens: Nåden alene. Eller om omvendelsen skal forstås dels som et nådens værk, dels som en menneskelig præstation.
Et eksempel ser vi tydelig i det som er sket efter reformationen når det gælder udlæggelsen af den evige udvælgelse. Ganske tidlig kom der en udglidning hvor der forkyndes at Guds udvælgelse fra evighed af beror på Guds forudviden om hvilke mennesker som ville komme til, og blive ved i, troen indtil enden. Disse skal da være de udvalgte.
Men da gøres udvælgelsen jo afhængig af menneskets tro. Og kan da ikke længere være bare af nåde.
Mens reformationen havde den klare og enkle bibelske lære at Gud udvalgte os i Kristus før verdens grundvold, blev lagt, Ef 1:4. Valgte altså Kristus i stedet for os. I Luk 9:35 (1931 overs.) hedder det da også: «Denne er min søn, den udvalgte, hør ham!» (bestemt form, ental).
Og at det er ved at høre dette budskab om at vi blev udvalgt i Kristus før noget menneske var skabt og kunne deltage i dette, at mennesker fødes på ny, altså kommer til troen, og bliver bevaret i troen. «Jesus er troens banebryder og fuldender», Heb 12:2.
Det evangelium som blev afvist af jøder og grækere, har altså den vidunderlige egenskab at det selv skaber troen på evangeliet.
Nu er vi inde i helligdommen
Vi møder frelsen til skel, manden med de blodige sår i hænder og fødder.... «For mine øjne har set din frelse», at «Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet», Luk 2:30, Åb 7:10. Nu ser vi, nu lever vi på «det som hører Gud til».
Gud har omvendt os fra kundskabens træ til livets træ. Vi spiser af «Himmelbrødet», der mættes vi - uden at blive mætte. Der beriges vi - uden at blive rige -!
Vi drager det ikke ned til os. For «i ham er det vi lever og rører os og er til», …Han er vort alt… «Maria har valgt den gode del som ikke skal tages fra hende». «Den gode del» = Jesus. Hun har nok med Jesus.
Den rene lære er evangeliet om en frelse - «ren» i Jesu sår alene. «Ren» for al min deltagelse, min tro, min lydighed, min bøn, min bibellæsning, min skrifttroskab… «Jeg vil ikke vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet!» 1Kor 2:2. Det var dette ord reformationens «dødelige alvor om den rene lære» byggede på.
Og da bliver bekendelsen noget så enkel, men dyb, som benådede synderes lovprisning til Gud.
Frelsen - og at vi bliver i frelsen, er egentlig intet andet end at hjertet får nåde til at skelne mellem lov og evangelium, eller sætte evangeliets frikendende dom op mod lovens fordømmelses dom.
«Mine får hører min røst».
Når vi selv har erfaret hvad vi ikke bare var, men også hver dag er, i os selv, da kan vi heller ikke undgå at høre dem som «forsikrer, at de kender Gud, men i handling fornægter de ham», Tit 1:16.
Nu hører vi om dem vi lytter til i forkyndelse og vidnesbyrd «holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd», Åb 12:17, 19:10. Eller om de «der taler af sig selv, søger sin egen ære», Joh 7:18.
Nu hører vi om det er Åndens, eller det sjælelige, altså den falske og døde tungetale, profetien, vidnesbyrdet, forkyndelsen.
Nu hører vi at mangen en tale om skrifttroskab, bibelsk tro og bibelske emner - er død. For bibelsk tro, skrifttroskab og bekendelsen må, som selve livet, fødes ovenfra.
Nu hører vi hvordan selv kampen for Bibelen i dag ikke er Guds. Men en kamp hvor mennesker på begge sider i striden siger Bibelen skal være forståelig både for dem indenfor og dem udenfor. Mens Jesus siger: «Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige», Matt 11:25!
Selv gik jeg mangen en gang hjemover fra møderne og sukkede: Hvad er det som er galt - med mig eller med forkyndelsen - særligt når ikke noget i forkyndelsen var verbalt galt? Til Gud svarede at «til sidst er det bare på nådens Ånd du kan prøve alt i dig og rundt omkring dig».
Går du under død forkyndelse?
Meget få er klar over faren for den som søger - og selvsagt også for den som har en kime af liv - ved at gå under død forkyndelse.
Denne forkyndelse, så vel som alle vore veje «holder det i live som skulle dø, og dræber det som skulle leve».
Hvis nogen er kommet til liv i Gud, men fortsætter med at gå under den døde forkyndelse, svinger de oftest mellem Isaks og Ismaels tilstand, og får aldrig hvile alene på Guds Søns blods grund. Det gælder særligt dem som ikke opdager, eller vil indrømme, at forkyndelsen er falsk, om den måske høres ret, men alligevel ikke er sendt af Gud. Og da er den endnu mere farlig. Da kommer satan som en lysets engel.
Ønsker du den forkyndelse som ikke er sendt af Gud, velkommen i missionshuset eller i dit hjem? Betyder evangeliet ikke noget for dig? Ved du ikke hvor afgørende det er at evangeliet bliver bevaret rent? Guds ord siger: «Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger», 2Joh v.10-11. Jesus siger: «Tag jer i agt for farisæernes surdej, deres hykleri», Luk 12:1.
Vil du måske bare føre en sand bekendelse, men ikke tage konsekvenserne af det, og standse udglidningen, eller bryde op fra dem?
Husk: Det er kampen om evangeliet det står om!
Nøden lægges først og fremmest på Guds børn
Vort land er i en forfærdelig tilstand. Og det er ikke abort, homofili m.m. som er vor dødssynd. Men at kristenheden med sin virksomhed selv viser al verden at de ikke længere har tillid til Guds ord, og dermed tramper på Guds Søns blod (Heb 10:29).
Da har vi opgivet Guds ord. Men «Ordet var Gud», Joh 1:1. Og vi har dermed forladt Gud!
Men åbenbarer Gud denne frygtelige tilstand for dig, så er det for at du skal tage det ind over dig som en bønne-nød.
Snak ikke om «den forfærdelige tilstand i vort land», uden at det har fået dig drevet ind i bøn.
Har vi da noget af Jesu nød over Jerusalem? Har vi noget af denne hans hjertes gråd? Eller bliver vi bare opbragte - eller modløse?
Gud taler i 2Krøn 7:13 om når han «lukker himlen, så der ikke kommer regn, hvis jeg befaler græshopper at æde landet, eller hvis jeg sender pest over mit folk», - som vi virkelig kan sige er sket inden for «den etablerede kristenhed» i vort land i dag.
Men så fortsætter Gud, vers14: «…om mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land».
Vi må råbe med Ezra (kap 8-9-10), med Daniel og mange andre: «Vi har syndet. Vi har ikke hørt på dine profeter»...
Og så, med hånden på alle Guds løfter, bede om tilgivelse for Jesu blods skyld, bede Gud udsende arbejdere til sin høst, oprejse støtter i sit tempel på jord, og bede om en himmelsendt vækkelse.
Hermod Hogganvik