9. november

Se, jeg gør alting nyt. Åb. 21:5.

Vi ved at alt det nye Herren virker i os gennem evangeliet, er det klare bevis på at der virkelig er sket en ny fødsel ved Den Hellige Ånd. Der er blevet en helt ”ny skabning.”

Men da er det også meget vigtigt at vi ser nærmere på alt dette nye som viser sig hos ethvert menneske som er født på ny. Det er ikke bare et nyt åndeligt syn og en ny hørelse vi da har fået, men også et helt nyt hjerte og nye tanker. Nu taler og lever vi også på en helt ny måde, vi har fået et nyt forhold til hele verden.

Når vi tidligere så også hørte f.eks. Guds befalinger og løfter, var det alligevel som om vi slet ikke så og hørte dem. Og det på trods af at vi jo anså Ordet for at være Guds eget ord.

Vi så med øjnene hvad det talte om, vi hørte det med ørerne. Men vi opfattede det ligesom ikke. Vi kunne se og høre ord som talte om dommen over os til evig død og fortabelse. Men kunne alligevel straks glemme det. Kunne spise, drikke og lægge os til at sove. Og samtidig mente vi at dette var Guds ord-!

Nu, derimod, ser og hører vi så det virkelig griber fat i os. Vi bliver både opvækket og trøstet, både urolige og glade. Ja, det afgør hele vor livskurs.

Tidligere kunne vi have vore egne, uafhængige meninger i åndelige spørgsmål. Nu, derimod, er det altid Guds ord som er den afgørende rettesnor for alle vore meninger.

Tidligere kunne vi have mange gode tanker om os selv, og have trøst og frimodighed, - uden at ernære os med evangeliets ord. Nu bliver vi altid knust når vi tænker på os selv, og har bare vor trøst i evangeliet.

Men det er ikke bare syn, hørelse og tanker som er forandret. Det gælder også selve hjertet. Nu har vi større lyst og glæde i noget som før virkede ubehageligt og nærmest frastødende. Mens vi derimod nu lider og sukker under noget sådant som før var vor største forlystelse og kæreste underholdning.

”Det hjertet er fuldt af, det taler munden over med.” Tidligere kunne vi tale millioner af ord om fuldstændig unyttige ting, og det med stor lyst og lethed. Men kunne ikke gennem mange år tale en eneste halv time om Frelseren og alt det vi ejer i himmelen i ham. Vi var åndeligt stumme.

Nu er det derimod ingen ting som er mere kært for os at tale om end netop Gud, hans ord og hans nåde.

Men så er vort liv også forvandlet. Før kunne vi leve helt frit, efter vor egen trang og egne lyster, - så langt alt var til vor egen fordel. Nu har vi fået både en hellig trang og en hellig frygt over hele vort liv.

Kort sagt: Vi er kommet ind i en helt ny verden, med nye sorger og nye glæder, med nye mål og nye bekymringer. Vi er kommet i et nyt forhold til Gud, til os selv, og til alle mennesker.

Til Gud: Mens han før var en ukendt Gud eller en dommer vi frygtede for, er han nu vor kære Far.

Til os selv: Mens vi før var enig med vort eget kødelige hjerte, har vi nu en stadig kamp med dette.

Til verden: For mens vi før havde et tillidsfuldt forhold til den, frygter vi den nu som en fjende. Som også Ordet lærer os; at den er en af de tre hovedfjender, ”djævelen, verden og vort eget kød.”

”Det gamle er forbi. Se, alt er blevet nyt.” Og dette er der da også uendelig stor grund til at tænke over og trøste os med. Tænk, at vi med egne øjne kan se sådanne nye skabninger! Ja, se at selve hjertet må være blevet omskabt. Noget ingen menneskemagt i hele verden ville kunne gøre. Burde vi ikke vågne op og lovprise den store, nådefulde Gud, som gør noget sådant iblandt os?

Du som ikke har oplevet denne åndelige omskabelse, men måske ser den hos andre: Burde du ikke begynde at ane at det er netop denne åndelige omskabelse som er nødvendig for hvert eneste menneske, hvis de skal blive frelst?

Og alt dette nye blev ganske enkelt født i os gennem nåden, gennem evangeliets løfte. Loven kunne ikke udrette dette. Apostlen spørger: ”Han som giver jer Ånden og virker kraftige gerninger iblandt jer, gør han det ved lovgerninger, eller ved at høre troen forkyndt?”

Nej, det var bare løftet som fødte dette nye i os. Og det netop når vi havde opgivet os selv og al vor egen indsats. Derfor kaldes vi også med god grund ”løftets børn.” Og bare disse er da Guds børn, siger apostlen.

Det er dette han over alt indprenter som bevis på at Gud er trofast ud fra sit ord, selv om de vantro forkaster det. For Guds løfter gælder bare de sande israelitter, og ikke dem som bare ”efter kødet er Abrahams sæd.”

Men ”om nogen er i Kristus, da er han en ny skabning.” I det første kapitel i sit evangelium siger Johannes det samme om Guds børn: ”De er ikke født af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud.”