9. april

Komme dit rige. Matt. 6:10.

I denne bøn beder vi at Kristus må få mere og mere magt i os, og nedkæmpe alle vore åndelige fjender i vort indre menneske. At hans rige, som er Den Hellige Ånds værk i os; gudsfrygten, troen, kærligheden, helliggørelsen, til stadighed må vokse i vore hjerter.

Men her kommer vi oftest i en konstant og stærk konflikt med vore følelser. Og lytter vi til det følelserne fortæller os, føles det tværtimod at gå sådan, at alt ondt tager overhånd, og alt godt bare aftager i os.

Åh, hvor skal jeg så vende mig hen for at få trøst? Her er der sandelig bare en eneste ting både i himmel og på jord som hjælper; at du nu stopper op og lader vor Herre og Gud endnu være på tronen, og være den han virkelig er; en sandfærdig, trofast og almægtig Gud, som også har råd for så stærke og onde magter som hele dit forfærdelige hjerte!

Stands op og tænk over dette! Vi får jo også lov at bede Gud om hjælp mod vort eget hjerte. Han har aldrig sagt at vi selv må sørge for at hjertet bliver godt, at det må vi selv sejre over.

Han har tværtimod sagt at bare Han kan skabe et nyt hjerte i os. Og videre har denne almægtige og trofaste Gud sagt at bare vi vil søge vor tilflugt i ham, så skal hans rige, som er indeni os, være så trygt beskyttet under hans mægtige hånd, at dødsrigets porte ikke skal få magt over os. Han har ikke sagt at disse afgrundens magter ikke skal anfægte os. Men at de ikke skal kunne få magt over os.

Dette skriftord vidner dermed samtidig om en kamp på liv og død. Og hele Guds ord vidner om at Kristi rige indeni os skal angribes indefra og udefra af alle afgrundens magter, så snart vi har forladt dette riges borgerskab. Vort kød er fuldt af alle mulige synder. Vort hjerte er altid ondt og uransageligt. Og djævelen er pågående, utrættelig og listig. Han angriber os fra alle kanter, og rammer vore hjerter med syndige begær og fordrejede tanker om Gud.

Alt dette har Herren ladet blive tilbage på jorden for at kæmpe mod hans rige. Gennem kraften og intensiteten i denne kamp vil vi ofte blive drevet så langt at det er umuligt for os at se hvordan vi skal blive hjulpet.

Og dette sker for at vi skal miste al tro på, og trøst i, noget som helst i os selv. Så bare Herren må blive vor Gud, bare han alene må blive Frelseren.

Men når vi er kommet til dette punkt - hvad har han da selv lært os at vi skal gøre i en sådan nød? Intet andet end at råbe til ham. Fortsætte at bruge Ordet. Men hele tiden have for øje at bare han kan give os Ånden. Og han har lovet at sådanne bønner skal blive hørt.

I Luk. 11 har vi et særdeles stærkt vidnesbyrd om at de som beder sådan om Den Hellige Ånd, beder om at Guds rige må komme mægtigt i sjælen, som hjælp mod sit hjertes ondskab, - de skal blive hørt.

Åh, hvilken omsorg denne Frelser har! Han siger her: ”Hvem af jer som er far, og som har en søn som beder om brød, vil give ham en sten? Eller om han beder om en fisk, vil give ham en slange i stedet for fisken? Eller om han beder om et æg, vil han da byde ham en skorpion? Hvis da I som er onde, ved hvordan I skal give gode gaver til jeres børn, hvor meget mere skal da jeres himmelske Far give Den Hellige Ånd til dem som beder ham!”

Denne lignelse burde kunne sprænge alle vantroens hårde bjerge i os, og kaste dem i havet. Anvend nu disse skriftord på den bøn vi i dag har foran os. Du beder om hjælp mod syndens og Satans magt. Du beder om Den Hellige Ånd, - som netop er det vi har set Kristus særligt nævner; ”give Den Hellige Ånd til dem som beder om det.” Herren har selv sagt at ”uden mig kan I slet ikke gøre noget - kald på mig på nødens dag - bed, og I skal få” osv.

Kan du tænke dig at når Herren selv har lært os i al vor nød straks at komme til ham, og så du kommer som en hjælpeløs stakkel, og ganske enkelt gør som Herren selv har sagt; sukker for hans åsyn om al sin afmagt, og beder om frelse -. Kunne du tænke dig at Herren da alligevel ikke skulle give dig dette? At dit onde hjerte og djævelen tværtimod skulle fortsætte med at kæmpe med dig helt til du gik evigt fortabt? Da ville dette være at give stene i stedet for brød, ja, bare slanger og skorpioner!

Er det muligt at den gode Gud ville gøre det? Ganske rigtig føles det som om bare slanger og skorpioner kæmper i vort hjerte, fordi mørkets magter omgiver os. Gennem syndefaldet har vi også der den gamle slangens arv. Ganske rigtig tillades Satan også at sigte Peter og slå Paulus på munden.

Men skulle alt det som så plager dig bare føre til evig fortabelse? Når du nu sukker ind for din himmelske Far over din nød, skulle han da alligevel bare lade dette få lov til at herske over dig så du gik evigt fortabt, - stik imod hans egne løfter, og således spotte din tro på disse -!

Læg mærke til hvad der her er tale om: Først opfordre dig til at bede, men når du så gør dette, så får du ikke det han har lovet, men i stedet den evige fortabelsens skorpioner -!

At have tanker om at sådan er Gud, ville jo være så grufuld en spot mod hans ord, og brud på al tillid til ham, at man gjorde Gud til en djævel hvis man kunne tro noget sådant.

Åh, så lær da en gang for alle at den som søger hele sin redning i hans frelsernavn, ham vil Gud aldrig for alvor vende sig bort fra, eller lade gå evigt fortabt. Men husk også på at Gud fører sine børn på underlig vis! Og at vi ikke behøvede bede denne bøn om Guds rige, hvis vi allerede havde det på en sådan måde at det ikke kunne angribes eller anfægtes, og mørkets rige ikke omgav og angreb os.