8. november

Hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme. Rom. 10:11.

Hør! Du skal ikke blive bedraget i dit håb om frelse, du som søger den hos Kristus. Uanset hvor mørkt og usikkert alt ofte kan se ud her i livet, skal du ikke blive gjort til skamme i dit håb, bare du har levet dit liv i troen på ham.

Dette er noget vi ganske snart fatter med forstanden. Men måtte Gud nu vække os så det virkelig bliver åbenbaret for os!

Spørgsmålet om ”ikke at blive gjort til skamme,” er jo et spørgsmål om hvor vi skal tilbringe evigheden. Det burde opvække mange, men også blive til stor trøst for andre.

Og håbet om frelse og evigt liv kan være enten sandt eller falsk. Vi skal være klar over at de fleste mennesker har et vist håb for evigheden. Men grundlaget som det enkelte menneske bygger sin forhåbning på, er meget forskellig.

Det mest sædvanlige er jo en blanding af Guds miskundhed og egen fortjeneste. Men desuden har ethvert vantro menneske sædvanligvis også noget særligt som de håber på, en trøst som de ”tager med i beregningen.” Noget som skal formindske deres skyld, eller til og med være en ”fortjeneste.” Men uanset hvad denne trøst måtte være, så vil dette deres håb altid blive gjort til skamme på den sidste dag.

Kun de som i Bibelens forstand ”tror på Sønnen,” skal få evigt liv når han kommer igen. Men så er det netop disse som i prøvelsens tid på jord så ofte anfægtes med denne frygt: ”Bare jeg alligevel ikke, efter alt det jeg har troet på Herren Jesus, til sidst skal blive gjort til skamme.”

For Guds børns prøvelser vil altid være både store og mange. Så stærkt er fordærvet som bor i dem, og så bekymringsfulde deres fald og svagheder. Så underlig og skjult er Herrens nåde. Så vekslende og ufattelig er den måde han fører os på. Og til sidst: Så frygtelig er djævelens glødende pile -. At mangen en troende sjæl uroligt har tænkt: ”Hvem ved om jeg ikke tror og tror så længe at det ender med at jeg bliver fordømt?”

Den ene har kilden til sin værste anfægtelse i en eller anden ihærdig fristelse. Med al sin bøn og alle nådens midler bliver han aldrig virkelig udfriet, men må altid trækkes med den.

En anden ser hele sit liv er fuldt af synd, forsømmelser og vantro. Han synes ikke det kan være muligt at Guds Ånd bor i ham.

En tredje bekymres over at han er så forfærdelig tør og ligegyldig, har så stor mangel på alvor, på redelig vilje, sorg over synden, bøn osv. Han er bange for at han er en hykler, er sovet ind og er åndelig død.

Da bliver spørgsmålet: Kan dette at jeg bare endnu tror på Jesus, klynger mig til ham og ikke kan undvære ham, være nok mod al fare?

Da er svaret: Ved troen er du blevet et nyt menneske som altid klynger dig til Kristus. Alligevel kan der endnu være meget hos dig som er galt, som kan beklages og som du må rette på. Men ved det ene at du endnu lever i troen på Kristus, er du trods alt et nådebarn, og vil også nå frem til himmelen. Du vil alligevel altid mærke en så stærk kamp mellem kødet og Ånden, som apostlen taler om i Rom. 7:15-25. Så du som han vil, må råbe: ”Åh, jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?”

Alligevel er al denne elendighed ikke noget bevis på at troen er falsk. Og kan heller ikke sætte den eviggyldige nådepagt ud af kraft. For i den står du jo bare i troen på Kristus. Og i ham er al din synd og elendighed jo forladt! Der er jo ”ingen fordømmelse for dem som er i Kristus Jesus.” Det er bare dette ene afgørende: ”Den som har Sønnen, han har livet.”

Ja, apostlen siger til og med at hvis nogen af hjertet i sin tro bygger på den ene grundvold som er lagt, Kristus, så skal han blive frelst. Og det selv om han har fortsat så galt, at han har bygget videre bare med hø og strå. For dette skal brænde op så ”han lider tab,” dvs. at han mister sin løn for sit bygningsværk. ”Men selv skal han alligevel blive frelst, men da som gennem ild.”

Læg mærke til dette! Bare på grund af dette ene; at han med hjertets tro byggede på den rette grundvold, skal han alligevel blive frelst. Selv om han altså byggede så galt. Ja, til og med i læren byggede så galt.

Da kan vi jo være endnu mere sikre på, at alle de fald vi (ikke bare ud fra den sande lære, men også ud fra et helligt sind) selv forkaster, fordømmer, græder over og tugter os selv for, - altid skal være under en stadig forladelse. På grund af ham som vi tror på, vor Herre Kristus, hans fortjeneste og forsvar.

Dette vidner Skriften om over alt. Det samme siger teksten som vi har for os i dag jo også: ”Hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme.”

Bare i ham har vi en evig nåde, ja, et nåderige, som skal være mægtig over de fald som endnu rammer og bekymrer os. Det var dette Kristus blev sendt til jorden for. Han skulle være en virkelig frelser og forsvarer. Og da ikke bare for nogen tænkte eller indbildte, men for virkelige synder.

Lovet være hans navn! ”Hver den som tror på ham, skal ikke blive gjort til skamme.”