8. april

Fader vor, du som er i himmelen. Matt. 6:9.

Ingen kristen bør gå videre i bønnen Fader vor, før han først har tænkt grundigt igennem om han i barnlig tillid mener det han siger i de første ord i denne bøn; nemlig at Gud er hans omsorgsfulde Far, og han selv Guds elskede barn. For hele bønnens trøst og kraft afhænger af et sandt hjertets tro på disse første ord.

Kan du af hjertet kalde Gud din Far? Tror du af hjertet at du er Guds kære barn? Og forstår du virkelig hvad dette vil sige -? Åh, da kan du også i hjertets tillid bede det som følger videre i denne dyrebare bøn!

Men her møder vi mange slags svigt selv hos ellers gudfrygtige mennesker. Først hos dem som endnu ikke er frigjort og har fået troen, disse som arbejder i egen kraft.

Disse regner sig nok, på en vis let vundet måde, sig for at være Guds børn. Men ikke i den store, virkelige betydning, som dette betyder når vi hører Kristus taler om det. Bare i den betydning at de ikke vil sammenlignes med verden. De er kristelige, de vil tilhøre den flok som søger og elsker Gud.

I denne ydre mening kan man tale ganske let om det at være et ”Guds barn.” Men at tilhøre den kristelige flok, er slet ikke det samme som at tro at ”Gud er vor rette Far, og vi hans rette børn.” For hvad det betyder, det vil du skønne af Kristi ord om at vi virkelig er hans brødre.

For tænk nu over -, åh, Gud: Giv os åbne øjne til at se dette! - hvad det betyder at Herren, når han har fuldbyrdet sit soningsværk, den dag han står op igen, begynder at tale på denne måde: ”Gå til mine brødre og sig til dem at jeg skal fare op til min Far og jeres Far, til min Gud og jeres Gud.”

Fornemmer du her hvad det vil sige at være et Guds barn? Her taler Herren først om brødre. Men ikke nok med det. For at ingen skulle gå for let forbi hvad han mente med brødre, føjer han også til: ”Min Far og jeres Far, min Gud og jeres Gud.”

Dermed har vor Herre Kristus jo udtrykkeligt markeret for os hvad der er den egentlige betydning af bror. Og da får ordene Guds barn en betydning som englene i himmelen kunne have grund til at skjule sine ansigter for.

Guds barn! Det var dette store Gud i begyndelsen havde som mål da han skabte menneskene, og som hver og en kan se, skabte alt det som er på jorden for menneskenes skyld.

Menneskene - Guds børn! Det var dette, hans mål, Gud ikke ville opgive, selv om menneskeheden ved Adams synd faldt ud af Gudsbilledet, og som gjorde at Guds evige Søn skulle blive et menneskes barn. Og da skulle bevise overfor alle andre at vi var hans brødre, alle som ved genfødelsen har fået Gudsbilledet oprettet på ny i hjertet.

Men her må vi bekende at vore hjerter er alt for trange til virkelig at kunne fatte noget så stort. Og samtidig er der så væsentlig forskel mellem den enes og den andens tro på dette punkt.

Den ene kan aldrig undre sig nok over højden og dybden, bredden og længden i denne herlige sandhed. Kan aldrig få det ind i hjertet sådan som han ser og tror det. Selv om han allerede har sin største glæde på jord i dette.

Mens den anden med lethed kan tro alt det han har lyst til, af dette. Men det bliver ikke noget som overvælder ham, han har ingen særlig glæde af det. Han har endnu ikke set så meget af hvad det vil sige at være et Guds barn. Dette er den første fejl som gøres i troen på ordene Fader vor.

Det andet gælder de troende. Selv de som en tid har været lykkelige i dette herlige barneforhold, kan let på ny synke ned i sin egen fattigdom. De begynder at se på sig selv, og mister barnets rette, tillidsfulde forhold til Gud. Enkelte beder da Herrens bøn i en vis ligegyldighed. De tænker ikke over hvad de siger med ordene Fader vor, og bliver ganske let færdig med det på den måde. Men derfor beder de også hele bønnen tørt og uden lyst.

Andre igen har ret og slet en bundet samvittighed. De har haft et eller andet større fald, eller er sunket ned i stærke fristelser og syndens lænker. Dette møder dem nu i bønnestunden, og forskrækker dem med sådanne tanker: ”Vil du bede til Gud, du kalder Gud din Far, du, som har syndet på den eller den måde, som godt ved med dig selv hvad du har gjort!” Her opstår de allerstørste vanskeligheder for at vi med den rette tillidsfulde ånd kan sige: Fader vor.

Måtte vi alle sammen, uanset hvor vi hører hjemme i disse eksempler, lægge det stærkt ind over os hvor ubeskrivelig vigtigt det er ikke at fortsætte på denne måde, så vi uden tro og mening med dette siger: Fader vor!

For dette er det punkt hele vort åndelige liv afhænger af; nemlig at vi virkelig har en barnlig tillid til Gud, så vi af et sandt hjerte mener det vi siger, når vi påkalder ham som vor Far.

Hvis samvittigheden på ny bliver fanget under trældommens åg, så vi bliver bange for at nærme os vor himmelske Far gennem denne bøn -. Eller vi på ny sover ind, så vi i letsindighed siger: Fader vor, uden at mene det vi siger-. Så fører det i begge tilfælde til åndelig død.

Det åndelige liv er et tillidsfuldt barnligt liv med Gud, sådan som apostlen skildrer det: ”I fik ikke trældommens ånd, så I igen skulle blive ført ind i frygt, men I fik barnekårets Ånd, og i Ånden råber vi: ”Abba, Fader!” Ånden selv vidner med vor ånd at vi er Guds børn.”