7. december

Lad os ransage vore veje og granske dem, og lad os vende om til Herren! Klag. 3:40.

Jeremias taler her i Klagesangene 3 om modgang. Han nævner eksempler som at ”nogen bøjer en mands ret, ... eller gør en mand uret i hans sag.” Og om alt dette siger han: ”Hvem talte så det skete, uden at Herren bød det? Er det ikke fra Den Højestes mund både de onde og de gode ting udgår?”

Og da tilføjer han: ”Hvorfor klager menneskene som lever? Lad hver klage over sin egen synd! Og lad os ransage vore veje og granske dem, og lad os vende om til Herren!”

Dette er en særdeles vigtig formaning hvis vi virkelig vil blive frelst fra det onde. Herren er en stor og trofast ven, en ven for evigheden. Han vil frelse vor sjæl. Frelse os fra evig fortabelse, fra helvede. Og da må vort ydre menneske nok ofte svækkes i bitre plager, hvis vort indre skal beholde åndeligt liv og sundhed.

Vær derfor ikke så kødelig indstillet at du bare ser på mennesker og de ydre omstændigheder når noget ondt rammer dig! Tro fast og sikkert at der endnu lever en Gud iblandt os som til og med har talt alle vore hovedhår, og at selv ikke det mindste ondt kan ramme os uden at han vil det.

Gå i dig selv og ransag dit hjerte. Se om der ikke skulle være noget hos dig som Herren netop vil pege på gennem den plagsomme prøvelse du nu har! Hvis vi ikke er helt blinde skal vi da snart mærke hvad der er Herrens hensigt med det som møder os; at det er en eller anden synd eller ulydighed som er grunden til de prøvelser vi oplever.

Og da vil vi nok måtte indse og erkende at i alle prøvelser som rammer os, vil vi aldrig kunne undskylde os. Det har altid en sammenhæng med vore synder.

Hvis du da ikke vil erkende den grundlæggende årsag til prøvelserne; din synd og din ulydighed, og bede om at blive friet ud fra dette. Da får du ingen fred i hjertet, - så sandt du er et ægte barn som skal opdrages for himmelen.

David taler om at tie med sin synd overfor Herren. Dvs. ikke at ville erkende sin synd ind for Guds åsyn, og bede om nåde. Han siger: ”Så længe jeg tav, blev mine ben borttæret. Jeg stønnede dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig. Da sagde jeg: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren. Da forlod du mig min synds misgerning. Derfor skal alle hellige bede til dig den tid du er at finde. Sandelig, selv når mægtige vandfloder kommer, skal de ikke nå frem til ham.” Her ser vi vejen vi må gå for at blive frelst fra det onde.

Får du på ny ro i synden, fordi du ikke vil stoppe med bevidst ulydighed eller en synd du bare undskylder. Da ville det være din største ulykke om du blev friet ud fra den ydre lidelse som plager dig. Da venter der dig en langt større lidelse i evigheden.

Uanset hvad det er af ondt og nød som måtte ramme os, vil vi derfor aldrig kunne bede: ”Fri os fra det onde,” uden at tænke på vore synder.

Men dette gælder Guds ægte børn, som har en gudfrygtig ånd i sit hjerte. Selv om ydre prøvelser fra først af optager alle vore tanker når de rammer os, kommer der nok ikke til at gå lang tid før vort øje vender sig ind mod os selv. Da vil vi tænke efter og opdage hvad det er Herren vil med dette.

Og da går det som vi allerede har sagt; du får ingen ro, du får ikke et tillidsfuldt samfund med Herren, før du har bekendt dine synder, har anklaget og dømt dig selv, og erkendt at du er skyldig i alt. Da siger du: ”Jeg har fortjent tusind gange flere plager end dette i al evighed, for jeg har syndet. Frels mig, åh, frels mig fra min synd!”

Fra det øjeblik vi ydmyger os for Herren, bekender vor synd og giver ham ret i hans domme, - fra det øjeblik får vi trøsten tilbage og den barnlige tillid til Guds nåde. Og vi får visheden om at Herren vil høre min bøn. Han skal frelse mig fra alt ondt.

Alt det Herren gør, det gør han for at hjælpe os mod den største ondskab som kan møde os; synden. For at give os åndelig helbredelse og evigt liv. Og hvilke midler bruger han da? Jo, han handler ofte tværtimod vore ønsker og vilje. Tager ikke vor ydre plage bort, og ofte heller ikke den i vort indre. Men lader også meget åndelig ondt plage vor sjæl. Os, som helst vil føle os stærke og sunde, trætter og udmatter han i vort gamle menneske gennem stadige ydmygelser.

Herren fører sine på underlig vis. Derfor lader han dine plagsomme prøvelser vare endnu en tid, ja, ofte gennem hele dit liv. Og lader måske endnu nye ting ramme dig.

Dette vil efterhånden blive alt for hårdt for dig, ja, fuldstændig uudholdelig. Og du vil forarge dig over den måde Herren styrer alt på -. Hvis du nu ikke standser op. Og lader det synke dybt ned i dit hjerte hvad der er Herrens trofaste hensigt og mål med alt sammen; nemlig at rense og fri dig ud fra det allerstørste onde: Synden! Han vil helliggøre din sjæl og dit legeme, og opdrage dig for himmelen.

Åh, når dette bliver tydeligt for et menneske, da kan man nok til og med ”rose sig af sin skrøbelighed.” Da glæder man sig og takker Gud selv for den største modgang i livet. Og denne modning fører efterhånden til at vi værdsætter sorg højere end glæde, lidelse højere end nydelse, fattigdom højere end overflod, foragt højere end ære og døden højere end livet.