6. januar

 

Det var synden, for at den skulle fremstå som synd, som virkede død i mig ved det som er godt, sådan at synden kunne blive grænseløs syndig ved buddet. Rom. 7:13

 

Den sande omvendelse er lovens rette og gennemgribende virkning i synderens hjerte. At dette sker, er så nødvendig, at uden den er alt åndeligt stræb forgæves. Al tro, et liv i Gudsfrygt, ja, til og med Kristus og hans fuldbragte værk er forgæves og uden frugt for de sjæle for hvem dette ikke er sket.

Den som bare kender udslaget af synden i sine tanker, ord og gerninger, og bare ser på dem. Bare arbejder og kæmper med dem. Og ikke gennem lovens krav i hjertet synker ned i naturens urene hængedynd, så han kommer i nød. Det menneske foretager bare en afstumpet, hyklerisk omvendelse. Han omvender sig nok. Men bare fra et frit verdsligt livsmønster, til sin egen retfærdighed. Han bliver en farisæer.

Der er også dem som kender ondskaben i sin egen natur, og hjertets urenhed og fordærv, men som bare tager sin tilflugt til at våge, til at bede, at kæmpe, til forsagelse og et Gudfrygtigt væsen. De ser ikke at der ikke er noget som helst af dette som holder ind for Gud. De håber og håber på sejr. Og det er dette deres øjne, deres forhåbning og trøst er rettet imod. Men disse bliver også bare farisæere.

Kommer du ikke mens det endnu står så dårligt til, - mens du endnu ikke har vundet den sejr du længtes efter, men fortsat ligger over ende i din elendighed. Kommer du ikke mens du endnu ligger nede i denne fortabte tilstand, til Kristus, til nåde, trøst og salighed udelukkende i Kristus, - så bliver du aldrig en sand kristen.

Du bliver bare en bedraget gerningskristen, som trøster dig i din omvendelse og gudfrygtighed. Eller du bliver en udmattet træl som opgiver det alt sammen og falder tilbage i ligeglad sorgløshed. Eller falder tilbage i fortvivlelse og fortabelse.

Nu taler vi ikke om dem som åbenlyst og bevidst kan forsvare forskellige synder de ikke vil slippe. Nej, vi taler om dem som virkelig søger at nå ind gennem den trange port, men ikke er i stand til det.

Fejlen med alle disse er at de aldrig vil lytte til, - eller også at det aldrig bliver ret forkyndt for dem -, hvad den rette omvendelse er, hvad der er lovens rette virkning, dens egentlige mål og hensigt.

Åh, om de ville lægge mærke til hvad Herren taler i sit ord! Hør nu! Skriften siger udtrykkeligt: Alt det loven siger, taler den til dem som er under loven, for at hver mund skal blive lukket igen, og for at hele verden skal blive strafskyldig for Gud. ”Men loven kom ind ved siden af, for at faldet skulle blive større (svensk: at synden skulle flyde over). Men der hvor synden blev større, blev nåden endda mere overstrømmende rig” (svensk: der flød nåden mere over).

Og denne sin dybeste virkning må loven gøre i dit hjerte, hvis omvendelsen skal blive ægte. Det er ikke mere hellig og åndelig du skal blive, gennem lovens krav og bud. Nej, det skal du blive gennem en anden, han som døber med Ånd og ild.

Men gennem loven skal du blive ”strafskyldig,” syndig, ja, ”grænseløst syndig.” Der er ikke noget andet som hjælper, hvis du nogen sinde skal lære hvad det egentlig vil sige at ”tage imod” Kristus, så et nyt liv kan fødes i dit hjerte. ”Hvis der var givet en lov som havde kraft til at gøre levende, da ville retfærdigheden være kommet ved loven. Men så døde Kristus altså forgæves.”

Loven udretter sit egentlige værk bare når den får lov at komme ind i hjertet. Virker den bare på det ydre, kan du blive svært from - i din kristelige aktivitet og egen indbildning. Du bliver en farisæer, som vi har nævnt ovenfor. Sådan en var Paulus indtil ”buddet kom,” før lovens åndelige krav trængte ind i hans hjerte.

Sådan er også mange kristelige mennesker i vore dage. De har den holdning til loven, at det egentlig er gennem den man bliver bedre og helligere, hvis man bare tager sig alvorligt nok sammen og er indstillet på ikke at give op, men fortsætte at kæmpe, bede og håbe.

Men den sande omvendelse går dybere. Den ophidser hjertets ondskab, og gør mig ikke bedre og bedre. Men syndig, ”grænseløst syndig ved buddet.” Så jeg ser hvordan synden er i alt det jeg foretager mig. Jeg er virkelig ilde til mode, både over mig selv og min omvendelse, og får dermed ingen trøst i mig selv.

Læg mærke til at når Kristus begyndte at lære sine disciple, var det første han gjorde at udlægge lovens krav så højt at intet menneske skulle kunne opfylde det. Se Matt. 5:21-48. Og når en mand troede han levede efter det loven krævede, var Kristus ikke fornøjet, men skyndte sig straks at give ham et bud som blev umuligt for ham: ”Hvis du vil være fuldkommen, så gå og sælg det du ejer og giv det til de fattige.” Han forsøgte ikke at give manden nogen trøst i hans egen retfærdighed.

Derfor, når nogen siger han vil omvende sig og blive hellig og god, da må vi svare ham: Ja, hvis du først bliver en synder og ugudelig. Det vil sige: Hvis du bare først kunne se din egen elendighed, lære at kende hvad du er for en fortabt skabning, ugudelig og gennemfordærvet. Så kunne du nok få en sand tro på ham ”som retfærdiggør den ugudelige.” Og så lidt efter lidt blive helliggjort og god.