5. marts

Af Gud er I i Kristus Jesus. Han som er gjort til vor visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning. 1. Kor. 1:30.

Blandt de mange forskrifter i den gamle pagt om hvordan påskelammet skulle spises, har vi også den at det skulle spises helt op. Intet af lammet måtte levnes til næste dag. Var der noget som ikke blev spist op, skulle det brændes op.

Læg mærke til dette! Hele lammet skulle spises. Forstår du hvad Herren vil sige til dig gennem dette? Du får ikke lov til at tage det til dig af Kristus, som bare smager dig. Du må lade ham komme helt og fuldt ind hos dig, sådan som han er givet os af Gud, som vor visdom, vor retfærdighed, vor helliggørelse og forløsning.

Her går det ikke an selv at udvælge, udtænke og gøre os nogen som helst tanker om vejen til frelse. Nej, den er for længst gjort færdig og forkyndt af Gud. Du skal bare høre og lade det indtage dig.

Den som ikke vil holde påske, får lov at slippe. Men den som vil, skal gøre det sådan som Skriften viser, - og Lammet må ikke deles op. Det skal spises helt!

Nogen skærer Lammet i stykker, og tager bare imod Kristus til visdom, som en profet, og nyder hans herlige lærdomme. Men ikke noget mere! De behøver ikke ham selv i noget som helst forhold. De er ikke i syndenød, sådan at de trænger til at modtage hans forsoning som sin retfærdighed, - de behøver ham ikke som ypperstepræst.

Heller ikke som konge bliver han deres, heller ikke at regere over dem, eller blive deres helliggørelse og forløsning. De filosoferer bare over kristendommen, og har det alt sammen alene i hovedet. Der har de det ordnet i klare læresætninger og begreber. Men de begynder aldrig at anvende dette på sig selv, sit eget hjerte og liv.

Åh, hvilket skuespil disse mennesker opfører overfor Den Hellige Gud! Det er til sådanne, som bare selv udtænker sin kristendom, Herren en gang skal sige: ”Havde I været blinde, havde I ikke haft nogen synd. Men nu siger I: Vi ser. Derfor er I fortsat skyldige.”

Andre vil bare have Kristus som forbillede til helliggørelse, og tror, at på den måde bliver han vor retfærdighed. De vil have Kristus til konge. De er bare optaget med at følge efter ham, og hvad de selv skal gøre og være. De lægger vægt på ydmyghed, bøn, afholdenhed osv. Og dermed giver de indtryk af at være de mest alvorlige kristne.

Men i alt dette skjuler der sig en dyb indbildning om betydningen af denne deres alvorlige kristendom. Derfor bliver de aldrig elendige og helt fortabte syndere, som bare finder liv og trøst i Kristi soningsdød.

De bekender med sin forstand, klart og tydeligt troens lære, sådan som den helt bogstaveligt lyder. Men deres hjerte har fundet sin hvile i alt det de er eller skal udrette af kristelig aktivitet.

Derfor er dette også ”sangen i deres mund.” Ikke den sang de frelste synger på Sions bjerg, om ”Lammet som blev slagtet og har købt os tilbage til Gud med sit blod.” Men om Lammet som vort forbillede som har helliget os med sin Ånd.

Dette viser at hjertets egentlige skat og trøst ligger i en forandring som er sket i og med dem. Ikke i det Lammet selv med sit blod købte til os. Og hvad skal vi så sige til dette? Jo, her må vi sige at denne jeres alvorlige kristendom er rigtig og god. Men problemet er bare at dermed kommer I ikke dybere. I kommer aldrig så langt at I beskæmmes overfor Gud over al jeres kristendom, bliver fattige og helt fortabte syndere som ser at alt sammen er elendigt i Guds øjne. Ser at for ham er der bare én ting som gælder: Lammet, som er slagtet og har købt os tilbage til Gud med sit blod.

Så er der også nogen som nok vil have Kristus som sin forsoner, men ikke som sin helliggørelse. Det er disse kødelige kristne som vandrer sammen med de andre i de kristnes lille flok. Som gerne vil lytte til dette herlige budskab om at ingen synd fordømmer os, og ingen gode gerninger frelser os. Men som ikke vil høre noget om at blive Kristi efterfølgere, at kødet skal overgives til døden osv. Tværtimod knurrer og klager de over at en sådan lære bare tynger samvittigheden ned med loven.

Luther siger ”de tager bare skummet af evangeliet.” De kan godt tale meget om nåden og troen. Men i deres daglige liv er der ingen Herrens frygt og Ånd hos dem. Da lever de frit i sin synd og uretfærdighed. De er grenene i Kristus som ikke bærer frugt, og ikke renses, bøjes og beskæres. Men får lov til at vokse vildt, og brede sig nøjagtig i den retning de selv ønsker. Kristus er ingen rettesnor for dem.

Hvad skal man sige til disse? Jo, at de er optaget med evangeliet og det at have en god samvittighed, er rigtig og godt. Men hvorfor elsker de ikke tugt? Er formaningerne i Bibelen ikke også ord fra Kristus og apostlene? ”Hele Skriften er indåndet af Gud, og den er nyttig til lærdom, til overbevisning, til retledning og til oplæring i retfærdighed, for at Guds menneske skal blive sat i stand til og godt rustet til al god gerning.” Hør! Lammet må ikke deles op. Det skal spises helt!

Men fejlen hos alle disse er at de tænker mere end de hører. De lægger ikke nøje nok mærke til Ordet.

Indprent dig derfor at Lammet skal spises helt!