5. juni

Du skal ikke have andre guder ved siden af mig. 2. Mos. 20:3.

Måske vi så nogenlunde forstår hvad det første bud kræver. Og hvis så Herren Gud var tilfreds med at vi bare kender til og ved hvad der er hans vilje, var alt jo dermed godt. Men det er tværtimod noget ganske andet Den Hellige Gud vil have af os; nemlig at vi også skal leve efter dette. Ikke bare vide, forstå og tale om det, men virkelig gøre det han befaler.

Og han vil ikke acceptere at dette, hans første bud, bare bliver overset og foragtet. Han vil virkelig se til at det bliver efterlevet. Derfor har han føjet både en forfærdelig advarsel og et herligt løfte, til dette bud. For det er netop til dette første bud han tilføjer: ”Jeg, Herren din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger fædrenes misgerninger på børn i tredje og fjerde slægtled, på dem som hader mig, og som viser barmhjertighed mod tusind slægtled, når de elsker mig og holder mine bud.”

Selv om disse ord også kan anvendes på alle bud, må hver eneste én alligevel indprente sig denne alvorlige advarsel, og den hellige nidkærhed Herren har for sit første bud. Så vi tager det til hjerte, for virkelig at leve efter det. Der er vel ingen af os som vil påtage sig at gå ind under Guds vrede?

Det der er spørgsmål om, er altså at gøre, ikke bare kende sin Herres vilje. Det samme sagde Herren til den skriftlærde, da han havde citeret det største bud: ”Gør dette, så skal du leve!” Det er jo det forfærdeligste hykleri lige ind foran den store Guds øjne, hvis du bare lod det være, at høre, forstå og bedømme hans ord. Og så siden at gå videre og glemme at leve efter dette.

Så hør da endnu en gang hvad det er Herren siger: ”Du skal ikke have andre guder ved siden af mig.” Hvem er det som skal leve efter dette, om ikke netop du - du som hører hans røst. Du selv, som læser og forstår hans bud.

Eller vil du at bare de andre skal tage dette til sig? Hvorfor er du undtaget? Og Herren siger ikke at du kan, må eller får lov til at gøre dette, hvis det passer dig. Nej, han siger du skal - du skal -. Det står dig altså ikke frit for om du vil gøre det, eller lade være. Nej, du skal gøre det, - eller blive stående med hans retfærdige vrede og dom over dig.

Han har en guddommelig majestæts ret til at byde og befale over dig. Så siger han da heller ikke at du skal skille dig af med enkelte afguder, men kan beholde en og anden. Nej, han siger: ”Du skal ikke have andre guder ved siden af mig!” Det er måske ikke andre mennesker du har som afguder. Men måske er det dine penge? Eller måske har du ikke mange penge, men har i stedet for store personlige egenskaber, som lærdom, dygtighed, eller andre gaver.

Og måske har du heller ikke disse til afguder. Men du har måske en særlig nåde på det åndelige område. Det kan være du har særlig stor kundskab, visdom, åndelig styrke, gudfrygtighed. Og dette er blevet en forfærdelig afgud for dig. Herren ser det, og han skal dømme hver enkelt, uden at gøre forskel. Der hviler et evigt og guddommeligt alvor over dette bud: ”Du skal ikke have andre guder ved siden af mig!”

Og tænk igen på dette ord elske - ”Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte.” ”Elske” betyder også her at elske! Er du derimod ligegyldig overfor Gud, så det ikke er din inderligste lyst først og sidst at have fællesskab med ham, tale med ham, og tale om ham? Husk at ”det hjertet er fuldt af, det løber munden over med!” Eller er dine tanker og ord mere optaget med andre ting, om det så er med de bedste gerninger? Da er det ikke Gud selv du elsker mest.

Om du så også synes hans bud er tunge, så du må tvinge dig til at gøre det Gud vil -. Eller du er misfornøjet med det som er hans vilje når han tager dine afguder fra dig, forbyder dig at fortsætte i dine synder, eller sender dig lidelse og modstand, eller du mister noget du har kært. Da elsker du ham ikke af hele dit hjerte.

Da elsker du dig selv højere end den store Gud og det som er hans vilje. Du dyrker den allerværste afgud: Dig selv! Og da er du vel klar over at du efter Herrens hellige lov er dømt til helvede, og med al ret tilhører djævelen?

Hvis du derimod trofast holder dette Guds første bud, og dermed også de andre bud, da skal du vide at Gud er overmåde nådig mod dig, at du er velbehagelig for ham med alt hvad du er. Da skal du her i livet og i al evighed få del i hele hans rige. Dette lærer loven.

Overfor dette, står hvert eneste menneske så åbent og afklædt. Kan du, når du ser sådanne Guds bud, stadigvæk være ligegyldig, bare høre og se, men overlade til andre at tage dette til hjerte? Fortsætter du da bare selv i et ligeglad og ubekymret liv? Da er alt dette et bevis på at du er en letsindig gudsforagter, som ikke bryder dig om Gud og hans hellige lov.

Du er måske et ydmygt og kristeligt menneske. Men du har den holdning at ”dette er der jo ikke et eneste menneske som kan opfylde.” Og så fortsætter du med at leve, men uden at være optaget med Guds vilje, i ”din åndelige fattigdom,” som du vidner så gudfrygtig om. Men det er en ”fattigdom” som slet ikke får lov at knuse dig, eller anfægte og tugte dig. Men som du tværtimod kan leve meget selvsikker og selvhjulpet med.

Eller du er blandt dem som siger: Dette er ret. Sådan bør kristne mennesker leve, det og det bør de gøre. Men selv går du ikke ind under kravene. Da har du heller ikke opdaget hvor totalt fortabt du er i al din ”hellighed,” men farer hastigt over selve prøven af dit eget hjerte.

Men da burde du jo være klar over at du er en bedraget og forblindet hykler - nøjagtig som den skriftlærde, som helt korrekt kunne citere det første og største bud, men bare var optaget med at ”ville retfærdiggøre sig selv.”