5. august

Ved den tålmodighed og trøst som Skrifterne giver, skal vi have håb. Rom. 15:4.

Dette er Guds mål med Skriftens ord. Der skal vi ikke bare hente kundskab til hovedet, men særligt finde denne nytte og kraft i livet så vi ”ved tålmodighed og den trøst som Skrifterne giver, skal have håb.”

Ved den tålmodighed og trøst som Skrifterne giver, taler om den tålmodighed og trøst Skriften viser os gennem sit ord, som eksempel for hvordan vi skal leve. Men også hvad disse Skriftens ord og eksempler virker i os når vi tager Ordet til os på rette måde.

At vi gennem dette ”skal have håb,” hvordan skal vi så opfatte det? Først må vi have for øje at med ”håb” menes de genfødtes håb om frelse. At vi så ved den tålmodighed og trøst som Skriften giver, skal have dette håb, det sker særlig på den måde at vi selv i nød og trængsel læser Skriftens løfter. Eller vi ser Skriftens eksempler på de mange som tålmodigt har holdt ud gennem store og langvarige lidelser. De ventede på Herren, og fik til løn en herlig afslutning på prøvelserne.

Så giver dette os jo trøst, ”den trøst som Skrifterne giver.” Da styrkes vi også til et liv i tålmodighed og udholdenhed mens vi venter på Herren. Og vi styrkes i håbet om, at efter al lidelse skal vi også få en salig udgang på livet. Vi styrkes i troen på at Herren stadig er den samme trofaste Gud som før. At han også skal vise os samme nåde som fædrene, så vi, når vi venter på ham, ikke skal blive stående til skamme.

Ordene ”tålmodighed” og ”trøst” siger os at vi kommer til at få lidelser og nød. For ellers behøvede vi jo ikke tålmodighed og trøst. Men så er det også bare gennem lidelser og nød tålmodigheden opøves og vi virkelig får Skriftens trøst at smage. Uden lidelse og nød er hele Skriftens trøst helt kraftløs og unyttig. Det er i nød Skriftens trøst får kraft og giver os tålmodighed og håb.

Men dette sker også udelukkende gennem Skriftens trøst. For flytter vi blikket bort fra Ordet, er det straks slut med det lys vi fik i nøden. Det er bare gennem den tålmodighed og trøst som Skriften giver, at håbet styrkes gennem trængslerne. Vi til tage nogen eksempler frem, så måske får vi straks noget af den trøst Skriften giver.

”I har hørt om Jobs tålmodighed,” siger Jakob. Vi læser om Job, hvor forfærdeligt denne Guds ven blev plaget. Først blev alt det han havde kært på denne jord taget fra ham. Så blev han ”slået med smertefulde bylder fra isse til fodsål.” Derefter hånet og anklaget af sin hustru og sine naboer. Men så ser vi hvordan Herren gennem alt dette var hans trofaste ven. Og derefter gav ham dobbelt af alle goder allerede her i livet, - ud over det nådige vidnesbyrd at han var retfærdig m.m.

Da bliver dette jo både en lærdom og en trøst om at også vi gennem al lidelse vil have Guds inderlige venskab. Og vil, når det behager Gud, få lindring og trøst, og en herlig udgang på dette liv.

Se på Abrahams langvarige prøvelser, og hvordan også han til sidst blev så rigelig velsignet. Gud havde givet ham løfte om at han skulle blive stamfar til en vældig stor slægt. Alligevel lod han ham gå barnløs til han nåede hundrede år.

Og når han så endelig havde fået ”løftets søn,” så befalede Herren at han skulle ofres som brændoffer. Her ser vi virkelig prøvelse! Og alligevel ser vi også her hvor herligt Gud opfyldte sit løfte. Se hvilken stor og særskilt slægt Abraham fik, når selv Guds Søn efter løftet skulle tilhøre den.

Men vi minder om endnu et eksempel. David var ”en mand efter Guds hjerte.” Men se hvor uendelig meget ondt og bittert han alligevel måtte gennem! F.eks. når han, som var en hellig profet, havde så forfærdelig store fald at han blev til åbenlys forargelse blandt Israels folk, og til spot blandt de vantro. Se hvordan hans egen søn startede et oprør og drev ham bort fra tronen. Eller når han i overmod foretog en folketælling og fik en forfærdelig straf for dette. Herren slog det syndige folk med en pest hvor halvfjerds tusind mennesker døde, og David indså at hans synd var årsagen til dette (1. Krøn. 21).

Og hvem havde mere oprigtig end David ønsket at blive til den største velsignelse for dette folk? Men her ser vi hvor store prøvelser Gud ofte må sende sine kæreste venner. Gennem store fald i synd, efter nævnte overmodige og selvoptagne folketælling, måtte David jo nu bare se sig som den største ulykke for dette folk.

Og alligevel var den samme David ikke forkastet. Men havde så stor nåde hos Gud at Guds Søn skulle bruge Davids ord for at udtrykke sine dybeste følelser, ja, selv i sin bitreste lidelse på korset.

Sådan har vi Skriftens trøst. Gennem sådanne eksempler bliver vi virkelig styrket i håbet. Vi styrkes til selv i vore mest smertelige prøvelser at beholde tilliden til vor underlige, men trofaste Gud.

På samme måde retter Det Nye Testamente først og fremmest vor opmærksomhed mod Kristi lidelse, hvordan han blev plaget, og efter al sin smerte gik ind til herligheden. For at vi ”med tålmodighed skal løbe i den kamp som er lagt foran os,” siger apostlen, som fortsætter: ”Mens vi ser på Jesus, som på grund af den glæde som ventede ham, led tålmodigt på korset og nu sidder ved Guds højre hånd. Tænk på ham, så I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.”

Sådan har vi Skriftens trøst. Der kan vi lære tålmodighed, og få et urokkeligt håb til vi er fremme.