5. april


Herrens nåde er fra evighed til evighed … for dem som holder hans pagt, og for dem som husker hans bud, så de gør efter dem. Salme 103:17,18.

 

Dette er et dyrebart udtryk for en ret kristens indre liv. For det består først og sidst af dette: Huske på Herrens bud, så de gør efter dem.

Det er et udtryk for dette vedvarende, inderlige ønske og suk i Guds børns hjerter efter at kunne gøre Herrens vilje. En kristen registrerer ofte ikke mere af sit åndelige liv. Han synes ofte at det ikke rækker længere end til at huske på Herrens bud for at gøre efter dem.

Dette er den ”hunger og tørst efter retfærdighed” som Kristus taler om, og hvor han med det netop taler om livets retfærdighed. En ret kristen bliver aldrig fuldkomment mættet med dette her i livet.

Herrens bud, med sine åndelige krav på det indre menneske, står altid højere end det er muligt for ham at opfylde. Han lever altid med et åndens suk: Åh, om jeg bare kunne være bedre! Åh, om jeg kunne være og gøre sådan som Herren vil!

Dette ønske og suk er ligesom åndedrættet og hjertesukket i det nye menneske. Og hvad er dybest set det nye menneske? Det er ganske enkelt Kristus i os, Guds Ånd som bor i hjertet, eller at vi har fået del i guddommelig natur. Det er denne rene, Hellige Ånd, som altid kæmper mod kødet, og gør at selv når vi er mest skrøbelige, ja, til og med falder og gør synd, så kan vi alligevel aldrig blive i synden.

Her har vi da også noget vi kan prøve os selv på. Her står: ”Som husker hans bud, så de gør efter dem.” Forstå Herrens bud, gerne tænke og tale om dem, det kan tusindvis gøre. Men de begynder aldrig selv at gøre efter dem. Det er ingen stor kunst at tænke og tale om gode gerninger, og kræve at andre gør dette. Og da bliver der aldrig talt strengt nok om dette, synes disse.

Men de selv da? Nej, selv rører de ikke byrden med en eneste finger, siger Kristus: ”Hvad har du med at forkynde mine rådslutninger eller tage min pagt i din mund, når jeg ser at du (når det gælder dig selv) hader tugt og kaster mine ord bag dig?” Her kræves det at du er ærlig og sandfærdig! ”Gud lader sig ikke spotte!”

Selv for en levende og erfaren kristen er der stor fare her, hvis han skulle komme til at misbruge læren om vor store skrøbelighed. Sådan at han selv, når han er kommet igennem til trøst og fred i Kristus, bare skulle give op og skyde en sag fra sig som han synes er uoverkommelig med et ”Åh nej, dette går ikke!”

Vi må altid huske hans bud, så vi gør efter dem, netop når, og fordi, vi har fået vor fuldkomne retfærdighed og fred i Kristus.

Den kraft som du ikke allerede har fået, kan du trods alt få. Det som ser umuligt ud for dig, er enkelt for Herren. Samtidig med at Paulus taler om sin skrøbelighed, taler han også om at Guds kraft bliver fuldendt i skrøbelighed. ”Når jeg er skrøbelig, da er jeg stærk.” Gud er mægtigt til stede i de svage.

Når du derfor er frimodig i Gud og vis på at du ejer syndernes forladelse, skal du fortrøstningsfuldt og alvorligt lægge det som du synes fortoner sig uoverkommeligt, på din trofaste Frelsers hjerte.

Du skal bede om hans kraft til at udrette det han vil du skal gøre. Du kan sige med Augustin: ”Kræv af mig, Herre, hvad du vil, men giv mig selv det som du kræver! Du ved jo, Herre, at selv er jeg ikke i stand til at udrette noget som helst.”

Men selv på denne vej får vi aldrig alt, selv det vi beder om, på denne måde. Og vi vil aldrig kunne gøre alt det gode vi så gerne ville. Men da er det alligevel om at gøre at du husker på Herrens bud, og beder om kraft til at leve efter dem.

For bare i en sådan levende, personlig erfaring af din egen svaghed, skabes også den åndeligt helbredende, ydmygende proces i os som er Guds hensigt med dette, når han overlader os til os selv og Satans sigtelse.

Bare kundskab om vor svaghed virker ingen ydmygelse. Og ingenting er mere sørgeligt end når en troende sjæl falder i så stor åndelig letsindighed at han ikke længere husker Herrens bud, og gør efter dem. Ikke længere ydmyges og bøjes af sine overtrædelser og fald. Læg godt mærke til dette!

Når et menneske taler om vor store afmagt og vore fald, men fortsat er det samme selvsikre og stolte menneske som slet ikke er knust -. Åh, hvilket sørgeligt syn, hvilken modbydelig stemme! Noget sådant kommer af kødelig selvsikkerhed og letsindighed.

Derfor er det altid vigtigt at huske på at gøre Guds vilje. Det er f.eks. sandt at vi ikke kan bede sådan som vi burde. Vore tanker farer ofte hid og did. Bønnen er ofte træg og kold. Det er også sandt at den som i al sin bekymring endnu tror på Kristus, må ikke miste modet og lade vantroen komme til. Men skulle jeg af den grund aldrig bryde mit kød med at bede? Langtfra! Jeg skal selvfølgelig alligevel bede sådan som jeg kan. Og bede Gud om nåde til at kunne bede endnu bedre.

 Og på samme måde er det i alle andre forhold hvor min afmagt er for stor for mig. Jeg kan ikke være så mild, sagtmodig, ydmyg, fuld af kærlighed, ren og tålmodig som Guds bud kræver, og jeg gerne ville. Jeg kan ikke bekende Kristus, ikke ofre mig for min næste sådan som jeg burde.

Men jeg må ikke af den grund bare kaste alt dette dyrebare fra mig. Jeg må fortsat huske Herrens bud, og gøre efter dem. Og så fortsætte med at bede Gud om mere og mere kraft til at leve sådan. 

Ja, alt dette er ganske vist alle troendes stadige erfaring. Det er deres nye natur, det er Åndens eget værk i dem. Men vi må bare passe på at vi altid er lyttende åbne og lydige overfor Ånden, så vi ikke på ny sover ind i selvsikkerhed.