4. november

Den som gør synd, er af djævelen. 1. Joh. 3:8.

Her skal du lægge mærke til forskellen mellem at have synd, og at gøre synd. I 1. Joh. 1:8 læser vi at ”hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv.” Og i 1. Joh. 3:8-9: ”Den som gør synd, er af djævelen... den som er født af Gud, gør ikke synd.”

At vi har synd, betyder at synden bor og arbejder i en kristens kød. At han da også kan overrumples af den i striden, og falde. Men da med smerte, og med kamp. Vi har da synden som en smerte, ja, som den største plage, noget vi gerne vil blive kvit.

Mens derimod at gøre synd betyder at det er noget vi aktivt gør, som vi bevidst accepterer. Det er noget vi slet ikke har tænkt på at kvitte med, men tværtimod både forsvarer og har en positiv holdning til.

Mange mennesker kan udtale sig stærkt om hvor farlig synden er. Men selv gør de ikke noget som helst for at stoppe med den. Tværtimod har de en hemmelig lyst til at beholde den. Måske de bestemmer sig for at stoppe med den, men ikke endnu... eller de stopper med mange andre synder, bare for at have bedre samvittighed til at beholde den ene de er mest glad for, og som de da også ofte forsøger at forsvare eller skjule.

Men den oprigtige sjæl søger i Ordet, efter råd og hjælp til at blive sin synd kvit. Mens de andre søger i Ordet efter noget som kan forsvare deres synd. Og her går da også skellet mellem at have synd, og at gøre synd, mellem en oprigtig og en falsk ånd.

Men det er her også nødvendigt at se forskel på synderne i sig selv. Der er nemlig to slags synd. Det ene er sådanne som det er muligt at stoppe helt med, eller som kan blive drevet ud. Som f.eks. misbrug af Guds navn, misbrug af helligdagen, misbrug af rusmidler. Eller verdslige fornøjelser som kristne ikke kan deltage i, og synd som hor, tyveri, løgn, uforsonlighed osv.

En kristen kan aldrig leve med sådanne synder, og samtidig have en sand tro og en god samvittighed. En kristen kan ganske rigtigt falde i sådanne synder, det ser vi også af de helliges historie. Men da mister han også samtidig sin faste tro og fred. Og den kan da alene genoprettes gennem omvendelse og syndernes forladelse.

Hykleren derimod kan fortsætte med at leve i sådanne synder, skjule dem, eller undskylde dem, og lader det blive en vane. Det er dette som er at ”gøre synd.” Og den som gør synd, han er af djævelen. Dette er at ”leve efter kødet.” Men ”hvis I lever efter kødet, skal I dø.” Og det er sådanne synder apostlen omtaler når han siger at ”de som gør sådan, skal ikke arve Guds rige.”

Den anden slags synder er dem vi bærer med os i selve kødet, som frø og rødder til alt ondt. Disse er vi aldrig i stand til at udrydde helt så længe vi lever i denne prøvelsens dal. For når disse er totalt udslettet, da behøver vi ikke våge og kæmpe længere - noget som jo ikke sker før vi ligger i graven.

Synd af denne slags er f.eks. manglende kærlighed til Gud, fejhed i bekendelsen, træghed i bønnen og Ordet, misfornøjelse og ulyst i arbejdet der hvor Gud har sat os, utålmodighed, hidsighed, urene tanker og begær, nærighed, vantro, jordisk sorg osv.

Også når det gælder disse synder vil vi se forskellen mellem det at have synd, og at gøre synd, mellem en oprigtig sjæl og en hykler. Hykleren har lært at ingen er ren, at vi alle er svage og syndere. Men dette er han tilfreds med, og bryder sig ikke om hverken at våge eller kæmpe mod disse synder. Han tænker, at dette bliver jeg jo så alligevel ikke fri fra. Og lader derfor bare synden få frit løb.

Ja, det kan også være at han egentlig ikke vil at disse skal kaldes for synder. Måske han fuldstændig overser dem, som om de ikke eksisterede. Som om f.eks. ligegyldighed overfor Gud og ulyst til Ordet og bønnen ikke var så store synder.

Den oprigtige sjæl står derimod altid i kamp. Han lider under disse synder, sukker under dem og er misfornøjet med sig selv. Han beder og er årvågen overfor det onde. ”De som tilhører Kristus, har korsfæstet kødet med dets lyster og begær.” Da kan det ”korsfæstede” kød nok endnu leve og vride sig på korset, og rase for at komme løs. Men det bliver hængende der, og får ikke den frihed det ønsker.

De som derimod ikke har korsfæstet sit kød, tilhører heller ikke Kristus, siger Skriften.

Men den oprigtige ånd er ikke bare villig når det gælder at kæmpe mod alt ondt. Den er også lige så villig til at strække sig efter alt det som er godt. I dette skiller den sig da også ud fra den falske ånd.

Der findes enkelte kristelige mennesker som med sin gudfrygtighed, sin bøn, tro, kærlighed og gode gerninger ligesom har et vist mål. Når de så har nået dette mål, så stræber de ikke længere. De bekymrer sig ikke med det at vokse i nåden, men synes alt er godt, bare de synes de kan opretholde det mål de selv har sat sig.

Dette er en ånd som er død, og som ikke er indstillet på nogen omvendelse. Den oprigtige ånd derimod strækker sig altid efter en vækst i alt det som er godt, f.eks. i ydmyghed, i tro og i kærlighed, efter mere iver og kraft til at leve et liv til Guds ære.

Der er også visse gerninger og troens frugter som bliver umulige for en falsk kristen. Da afdækker den falske ånd sig i at han nok af og til kan rose og tale varmt om disse, men aldrig selv kommer så langt som til at forsøge sig på noget af dette.