4. april

Den time kommer, da alle som er i gravene, skal høre Menneskesønnens røst og komme frem, de som har gjort godt, til livets opstandelse, og de som har gjort ondt, til dommens opstandelse. Joh. 5:28-29.

Det kan næsten ikke beskrives hvor stor skade det påfører os at vi ikke har det rette syn på, og virkelig tror, sandheden om de dødes opstandelse. Derfor har vi også sådan en slaphed og løsagtighed i hele vor kristendom. Men vor store fjende, djævelen, ved meget godt hvad det er han udretter når han kan trække et tæppe hen over alt hvad der vil ske i den vigtige afslutning på livet; at vi skal opstå til evig frelse, eller til evig fordømmelse.

Først og fremmest bliver alt som har med det åndelige liv at gøre, mindre vigtig. Da bliver det ikke så magtpåliggende stadig at være sikker på at man har Guds venskab. Da både spiser, drikker og sover man i den største tryghed, selv om man ikke ved om man kommer til himmelen eller til helvede.

Når det endelige mål er skubbet godt til side som noget flydende, tåget for sjælen, da er det ikke så magtpåliggende at tage til sig af Ordet, eller at bede til Gud. Da haster det ikke med at forlige sig med en modstander, eller sige et vækkende ord til sin næste osv.

Men da vil resultatet også vise sig, særligt i store prøvelser; når det gælder at gøre eller lide noget for Kristi skyld. Måske opgive et helt livs jordiske magelighed og hygge for at følge Kristus. Eller det gælder at ofre noget som er særlig dyrebart for hjertet, en forsagelse som virkelig koster.

Særligt i sådanne situationer vil det vise sig at man har en lille styrke når man ikke har en fast tro, og holder den store og salige afslutning på livet fast for sit indre øje.

Apostlen kalder frelsens håb for en hjelm. Den kriger som havde en hjelm, drog frem med større dristighed i kampen, fordi han ikke behøvede at være så bange for et hug fra fjendens sværd.

På samme måde gør også et fast frelsens håb, at man ikke bliver så optaget af at tænke på alt det som kan komme til at ramme os her i livet fordi vi følger Kristus. Med et enfoldigt øje ser vi tværtimod bare på hvad det er som behager ham. For vi ved at når striden er slut, venter der os så stor en herlighed at al vor lidelse ikke betyder noget mod dette.

Det er altså om at gøre at en kristen er godt grundfæstet og rustet med dette frelsens håb, når den vej han må gå gennem livet, er mørk og ensom. Og ikke mindst i tider når en kristen sjældent oplever noget af sin Frelsers nærhed og herlighed, og da af og til kan angribes af træthed og utålmodighed. Den rent almene salighedstrang de fleste går med, driver ham til at strække sig efter en følbar glæde, som han da alligevel ikke oplever.

Han har måske håbet på også i dette liv at blive mere lykkelig. Men oplever at han er frataget al jordisk lykke. Han ser, som man siger, ”hele sit livs lykke som tabt.”

Åh, da må vi skamme os over vort fordrejede hjerte, og bare erkende at en kristen som er kommet i denne situation ofte ret og slet føler sig ulykkelig - over at han ingen anden glæde har på denne jord end ”bare Gud!”

Bare han havde en sprudlende tro, og særlig hvis han ret kunne føle Guds venskab og nærhed, da ville han sikkert nok ikke tænke på at han var ulykkelig, men umådelig rig og salig. Men når han derimod savner alt dette, og måske, ud over det, tynges af et kors som skal følge ham gennem hele livet, og som gør hele hans verden mørk -. Da sortner det for hans øjne, og han bliver svag og elendig.

Åh, hvilken trøst og kraft det ville være om han nu fik åndelige øjne til at se ind i Den Underliges skjulte, men trofaste plan! Da ville han få at se at han slet ikke har mistet al sin lykke og glæde. Der er bare taget vare på den til en anden tid, en anden verden. Der skal alt lykkes bedre!

Bare en urokkelig erkendelse af dette i hans bevidsthed, ville gøre ham så fornøjet med hans underlige Gud og hans plan med ham. Da ville han ikke ønske sig noget som helst mere end ham, og ville være mere end tilfreds og lykkelig med ”bare Gud.”

Dette har vi et herligt eksempel på i Salme 73. Der bekender Asaf først hvordan det plagede ham at se de ugudelige i deres lykke og medgang, mens han og de retfærdige havde det ondt. Og vi ser hvordan han til og med har været fristet til at sige som de ugudelige: ”Sandelig, forgæves har jeg renset mit hjerte og vasket mine hænder i uskyld.”

Men læg mærke til hvad udgangen blev på denne fristelse! Han siger: ”Jeg grundede på hvordan dette skulle forstås, det stod bare smertefuldt for mine øjne - helt til jeg gik ind i Guds helligdom og forstod hvad der venter dem. Åh, hvor de går til grunde som i et øjeblik! De fortæres fuldstændig af rædsler. Men du skal lede mig med dit råd, og derefter tager du imod mig i herligheden.”

Og nu bliver hans hjerte så fuldkomment fornøjet når bare han har Gud, at han nu råber ud: ”Når bare jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden. Mit kød og mit hjerte svigter. Men Gud er mit hjertes klippe og min arvelod til evig tid.”

Her ser du hvad det fører til når vi går ind i Guds helligdom, lader blikket søge hemmeligheden i Guds måde at styre på, og ser hvad der ligger skjult under vort jordiske livs tåge; nemlig den store og evige ulykke som ligger skjult under den rige mands kostbare klædning og fine liv. Og på den anden side; den store og evige lykke som er skjult under Lazarus’ pjalter og sår.