30. maj

Hvis jeg vil at han skal leve til jeg kommer, hvad angår det så dig? Følg du mig! Joh. 21:22.

Herren havde forberedt Peter på at han skulle lide martyrdøden, da han sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik hvorhen du ville. Men når du bliver gammel, skal du række dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen hvor du ikke vil.” Men så ser vi Johannes fortælle at da vendte Peter sig, så på den discipel som Jesus elskede, og sagde: ”Men Herre, hvad så med ham?” Da er det Jesus svarer: ”Hvis jeg vil at han skal leve til jeg kommer, hvad har du med det at gøre? Følg du mig!”

Det vi har mest lærdom af i denne tekst, er hvor hurtigt og alvorligt Herren afbryder Peter som er optaget med hvordan det skal gå med en anden discipel. Han vender hans opmærksomhed bare mod det han selv er kaldet til, og lader ham skønne at alt afhænger af ham som har kaldet ham, og hans vilje. Hvis jeg vil, siger han.

Her er det vigtigste ord i Skriften når det gælder vore gerninger. Her er det ord som gør et menneskes gerning stor, vigtig og dyrebar - ”Jeg vil” -. Her er det ord som gør at den mindste og mest ubetydelige gerning, som at feje et gulv, kan være mere dyrebar og hellig for Gud, end om jeg byggede et stort tempel for ham. Eller gik ud og omvendte hedninger. Hvis altså den første gerning var befalet af Gud, og sidstnævnte bare var gerninger jeg selv havde udvalgt mig.

Åh, om vi endelig en dag kunne få øjnene åbnet for dette forhold! For der er ingen ting som lammer ellers villige og trofaste kristnes nidkærhed mere end denne vor gamle tilbøjelighed til at se på gerningens egen værdi i menneskers øjne.

Og denne holdning magter vi ikke selv at rive os løs fra. Er det en ubetydelig handling, anser vi den straks for mindre hellig og velbehagelig for Gud. Vi glemmer fuldstændig at det bare er Den Almægtige Guds vilje og befaling som giver en gerning nogen værdi.

Nu ved vi at Gud helt fra verden blev til satte mennesket på prøve. Den prøve mennesket ikke bestod. Gud ville skærpe vor opmærksomhed på det faktum at for Herren gælder den mindste gerning lige så meget som den største. Alt vurderes bare ud fra hans ord. Og han ville bare prøve vor lydighed. Det er tro, kærlighed og lydighed han ser efter hos os. Vi ser det når Gud knyttede hele verdens store prøve til den lille gerning; at de ikke skulle spise af ét bestemt træ i Paradis.

Læg da endelig mærke til dette: At mellem os mennesker er der nok stor forskel på gerninger. Vi ser det f.eks. som en langt større tjeneste det den trofaste sjælesørger eller missionær gør for mennesker, end det en håndværker eller tjenestepige kan udrette.

Men i Guds øjne er den ene tjeneste lige værdifuld som den anden, når det bare er gjort i tro og lydighed til hans ord.

Vor Herre og Gud har et stort rige på jorden; hele menneskeheden med både dens verdslige og åndelige ordninger. I dette rige findes der mange forskellige behov, og det kræver mange slags tjenere og mange slags tjenester, som alle er nødvendige for helheden. Der må være konge og menigmand, overordnede og underordnede, lærere og elever, forældre og børn, arbejdsgivere og ansatte. Alle har forskellige kald, pligter og opgaver. Og alt dette er lige dyrebart for Gud, fordi han selv har skabt det sådan. Desuden er alt dette også nødvendigt for os.

Det er dette Paulus skildrer når han taler om de forskellige lemmer på et legeme: ”Ikke alle lemmer har samme gerning. Hvis hele legemet var øje, hvad blev der da af hørelsen? Hvis det hele var hørelse, hvad blev der af lugtesansen? Men nu satte Gud lemmerne, hvert enkelt af dem, på legemet sådan som han ville. Sådan er vi også et legeme i Kristus, selvom vi er mange. Men hver for sig er vi hinandens lemmer. Og alt efter den nåde som er givet os, har vi forskellige nådegaver,” og forskellige kald.

Nu har Gud givet sine særskilte ordninger for hvert enkelt led i hele samfundet. For børn og forældre, mand og hustru, arbejdsgiver og ansat. Og når hvert enkelt menneske nødvendigvis hører ind under et af disse led i samfundet, så har hvert eneste menneske også Guds ordning for hans liv og tjeneste.

Derfor kan hvert eneste menneske som gør de gerninger som Gud har bestemt for den plads han har i samfundet, også være lige sikker på at han gør en tjeneste for Gud. Som om Herren selv var kommet til ham og bedt ham gøre denne gerning -. Og da havde vi ganske sikkert været overlykkelige, bare fordi vi fik lov at gøre en tjeneste for ham.

En tjenestepige kan nok ofte synes hun har en ubetydelig tjeneste, og aldrig tror at hun kan få nogen anledning til at gøre gode gerninger. Men hvis hun nu virkelig kunne tage dette vi nu har vist, til sig. Da skulle hendes hjerte fyldes af fryd over at hun med sine enkle, huslige gøremål bare gør gode gerninger, og altid får lov at tjene Gud. For hendes plads og opgaver iblandt os er lige meget en Guds ordning, som en biskops eller missionærs gerninger.

Forsømmer du derimod det Gud har bestemt som din opgave i samfundet, og hellere vælger at gøre en gerning som i sig selv er stor, så har den ingen værdi over for Gud. Og det at forsømme det Gud har bestemt for dig, er en stor synd.