30. juni

Se på fuglene under himmelen! De sår ikke, de høster ikke, de samler ikke i hus. Men deres Far i himmelen giver dem mad. Er I ikke langt mere værd end dem? Matt. 6:26.

For uerfarne ”godtvejrs-sejlere,” som ingen nød kender til, og for levende Guds børn, som har al sin trøst i Ordet, er det ikke nødvendigt med denne udlæggelse.

Men når en kristen kommer til det punkt i mørke og anfægtelse, at han tvivler på hele Guds ord, da viser Herren ham skabelsens værk, - som det ikke er nødvendigt bare at tro, for det kan man se med øjnene.

Du har måske legemlige problemer. Da siger Herren. ”Se på fuglene under himmelen! Deres himmelske Far giver dem mad. Er I ikke langt mere værd end dem?” Kan du tro at Gud sørger for de små, ubetydelige fugle, men glemmer at hjælpe menneskene? De er jo hans mest dyrebare og herligste skabninger, som blev skabt i Guds billede til børn og arvinger, og som hersker over både fugle og dyr.

Skulle Gud kunne glemme menneskene? Se på liljerne på marken! Salomo, i al sin herlighed, var ikke klædt som en af dem. Når nu Gud klæder græsset på marken, som bare står i dag, og i morgen kastes i ovnen, skal han da ikke meget mere klæde jer - I som er ”Guds slægt”? Åh, I lidettroende!

Frygter du for onde mennesker, så husk hvad Herren siger: ”Bliver to spurve ikke solgt for en kobbermønt? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Fars vilje. I er mere værd end mange spurve. Til og med alle hårene på jeres hoved er talt. Vær derfor ikke bange!”

Du tror måske Gud har glemt dig. Det gælder en særlig sag hvor du føler dig fuldstændig hjælpeløs. Du har ikke mulighed for selv at løse problemet, og i hele verden findes der ingen andre som kan løse dette. Du har råbt til Gud til du er både hæs og træt. Men alt synes at være lige forgæves. Gud: ”Hvorfor er du som en skrækslagen mand, ligesom en kæmpe, men som ikke magter at hjælpe?”

Men er det rigtig at det virkelig står sådan til, som det ser ud for dig? Forstår du ikke hvad der foregår nu? Bare det at nu skjuler han sig for dig, din underlige, men alligevel trofaste Gud! - Forudsat at du ikke i kampen samtidig ”strider imod Gud,” og mod sådan som han vil føre dig. Det sker når du f.eks. beder om kraft til helliggørelse før du er blevet født på ny og lever på uforskyldt nåde. Eller du beder om det du trænger til at leve af, uden selv at ville arbejde osv.

Forudsat altså, at du søger hjælpen på rette måde, så er det fuldstændig umuligt at Gud ikke skulle give dig alt det som er det bedste, og til nytte, for dig. Tror du Herrens arm er blevet kortere, så han ikke længere kan hjælpe? Han som har skabt øjet, skulle han ikke selv kunne se - og se din nød? Han som skabte øret, skulle han ikke selv kunne høre? Han som passer på fuglene, skulle han ikke bryde sig om dig?

Tænk grundigt over Kristi spørgsmål: Er I ikke langt mere værd end dem? Og Frelserens løfte om at ”I er mere værd end mange spurve.” Tænk, dette siger Herren selv! Ja, sådan må Kristus også have set det, han som købte os så dyrt med sit blod: ”I er mere værd end mange spurve!”

Og nu har han altså al mulig omsorg for spurvene. Skulle han da kunne glemme dig? Du siger: ”Åh, jeg har syndet, og nu rammer det mig bare som jeg har fortjent. Han har med al ret forladt mig.”

Men, kære dig, er det sådan at Gud gør med os efter vore synder? Han som udvalgte os i Kristus før verdens grundvold blev lagt. Han som i Kristus forsonede verden med sig selv, mens vi endnu var fjender, da vi ingen forsoning havde, uden at nogen bad ham om det. Skulle han da nu gøre med os efter vore synder?

Skulle vi nu bestå for Gud efter vor egen retfærdighed? Ja, da blev intet kød frelst, da ville vi ikke få, om det så bare var en eneste dråbe vand vi bad om.

Men nu er vi tværtimod hvert eneste øjeblik omgivet af Guds utallige velgerninger. Så bør vi da af det vi ser - lære os at tro også det vi ikke ser.

Med blikket fæstet på skabelsens storværk, skal vi da også på samme måde forkaste fornuftens frækhed når den vil trættes med Gud, dømme hans ord og værk, og sætter spørgsmålstegn ved alt det den ikke forstår.

En af Bibelens fromme mænd, som der ikke fandtes magen til i hele landet, faldt en gang netop i denne fristelse. Da spurgte Herren ham: ”Sig mig, er du virkelig så klog? Hvor var du da jeg lagde grundvoldene for jorden? Ved du hvem som fastsatte målene for den? Hvor var du da morgenstjernerne sammen lovpriste mig, og alle Guds børn råbte af fryd? Hvem stængte havet inde bag sine døre da det brød frem og løb ud fra moders liv? Har dødens porte nogle gange åbnet sig for dig? Eller har du set portene til dødens mørke? Hvor er vejen til lysets bolig? Og mørket, hvor har det sit sted? Kan du binde syvstjernens bånd sammen eller løsne Orions lænker? Kender du himmelens love? Kan du fastsætte dens herredømme over jorden?”

Sådanne spørgsmål bør man prøve sig på, når man begynder at dømme Guds ord, og der er noget du ikke forstår. Da vil man snart foretrække at lade det arbejde ligge.

Da siger vi i stedet: Tal Herre, din tjener hører!  Da har vi fået det rette udbytte af at studere skabelsens under.