30. januar

Hvordan kan vi som er døde fra synden, fortsætte at leve i den? Rom. 6:2.

At vi er døde fra synden, forklarer apostlen i vers 3-11 med at vi i dåben er indviet til et døds- og livssamfund med Kristus. Vi er ”forenet,” eller ”indpodet” i Kristus, siger han, ”i en død som har lighed med hans død” - som var synderens død for - men også bort fra - synden.

På samme måde som Kristus i sin død tog afsked med alle vore synder, som han nu ikke længere skal bære, sådan er også alle Guds børn i dåben ”blevet indpodet med Kristus.” Og har dermed i dåben taget afsked med det gamle syndeliv, så de ikke længere skal tjene synden.

De som ikke ved hvad den nye fødsel er, opfatter dette som at det bare drejer sig som en pagt, et løfte vi har i dåben, som forpligter os til at dø bort fra synden og leve for Gud. Men med den opfattelse har vi endnu ikke forstået apostlens mening med disse ord: ”døde fra synden.”

Ganske rigtig er det også en pagt. Men dermed er ikke alt sagt. Selve vielsen og løftet skaber jo ikke uden videre en god ægtefælle. Der må skabes noget i menneskets indre, nemlig kærlighed, som drivkraft.

Indvielsen og præsteløftet skaber ikke en sand sjælesørger. Der må være skabt en ånd som har nød for sjælene. På samme måde virker selve dåben og pagten heller ikke uden videre at man er ”død fra synden” - hvis der ikke yderligere sker et guddommeligt værk i sjælen!

Kristus taler om en fødsel ved vand og Ånd. Apostlen taler om genfødelsens og fornyelsens bad ved Den Hellige Ånd. Sådanne ord fortæller os hemmeligheden og hele meningen med ordene: ”Vi som er døde fra synden.”

Her taler apostlen ikke om falske kristne. Ikke om nogen som er døbt, men som ikke tror. Han tænker på dem som i sandhed har ”taget imod nådens overflod og retfærdighedens gave.” Disse har fået et guddommeligt liv, en ånd som ikke tåler synd. Hos dem er det en sandhed og virkelighed at de er ”døde fra synden.”

Det er Åndens værk i sjælen at vi er født af Gud og har et nyt hjerte og sind, en ny ånd som ikke kan leve i synden. Og det er den anden store og herlige gave som gives os ved troen.

Men dette kan den enkeltes egen erfaring bedst forklare. Da jeg lå under loven og kæmpede for at få et helligt sind, da oplevede jeg bare at i samme grad som jeg lykkedes i at fortrænge synden, voksede den indre ondskab bare endnu mere. Men når jeg derimod, fortvivlet, måtte opgive alt mit eget stræb, da kunne jeg ved troen modtage frelse og salighed af bare nåde. Da kunne jeg tro mig fri fra syndens og lovens dom - bare i Kristus.

Da fik jeg også straks en fuldstændig ny og hellig trang i mit hjerte, noget jeg aldrig før kendte til. Et nyt, villigt og helligt sind som nu virkelig elskede Guds lov og hadede det onde som fandtes i mig. Det verdslige og syndige liv som tidligere var mit liv og min lyst, blev nu en plage for mig.

Det er dette underfulde værk i sjælen som Johannes omtaler sådan: ”hver den som er født af Gud, gør ikke synd. Han kan ikke synde, for Guds sæd bliver i ham.” ”Han kan ikke synde,” siger apostlen altså. Dette er noget af det underligste et Guds barn må erfare; at selv om de værste fristelser plager, og til og med overrumpler og kaster en kristen over ende, så kan han alligevel ikke blive liggende i synden, så længe ”Guds sæd” bliver i ham.

Han kan ikke gøre synd, dvs. bevidst praktisere synd. Kan ikke ”leve i den,” som Paulus udtrykker det her. Og selv om han, som vi netop sagde, kan blive kastet over ende, så falder han ligesom i ild eller vand, som han ikke kan leve i, men tværtimod straks rejser sig fra. Sådan er det med den som er ”født af Gud.” Et fald medfører bare en ny og stærkere skræk for synden. Han begynder på ny at gå på den rette vej. Men nu bare endnu mere vagtsom og gudfrygtig.

Alt dette bare så længe Guds sæd bliver i ham. En kristen er sådan lavet at når han kan være i fred for synden, og vandrer på den vej Guds bud viser ham, da er han vel til mode. Da lever han sit rette liv. Men bliver han så angrebet af synden, da bliver han bange, bliver plaget og urolig. Som når en fjende overfalder ham.

Dette viser vældig godt at hans rette liv er i hellighed, og at han da også ”er død fra synden.” Som også Luthers velkendte ord siger: ”Det er umuligt at det menneske, som lider i synden (af at synde mod sin Gud) ikke er hellig. For den ene djævel driver ikke den anden ud.”

Det er et guddommeligt værk i sjælen som gør det til og med verden ser og overraskes over, at de som begynder at leve et liv i Kristi evangelium, også siger farvel til verdens væsen og hele sit gamle syndeliv. Fra nu af går de en helt anden vej gennem livet.

De gør denne store, velkendte erfaring; at når vi virkelig kunne gribe nåden, fik vi et nyt sind. Dermed begyndte det nye liv, og vi tog afsked med det gamle.

Dette er vist en fyldestgørende forklaring på apostlens ord: ”Vi som er døde fra synden.”