3. januar

Således har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne. Joh. 3:16.

Læg nu her mærke til Guds evige nådevalg! Gud er den eneste vise, retfærdige og barmhjertige. Han er Skaberen, og den eneste som med rette kan kaldes Far, højt hævet over alt som kaldes for far i himmel og på jord.

Han så i sin evige alvidenhed menneskets udvikling. Gud havde skabt mennesket i sit billede og givet det mulighed for at blive stående i dette billede, i kraft af menneskets egen lydighed og retfærdighed. Men Gud så hvordan mennesket, denne ædle og fine skabning, i Adam skulle trække hele menneske-slægten med sig, og falde ud af sin rene og gode tilstand. Gud så hvordan mennesket skulle miste Guds billede og styrte sig ud i evig død og for-dømmelse, totalt indtaget af den gamle slanges gift, og solgt under synden.

Da besluttede Gud, allerede før han lod denne betydningsfulde slægt gå ud fra sin skabende hånd, at han selv ville sørge for deres frelse. Han ville give dem en Mellemmand som skulle have både menneskets og guddommens natur uopløseligt knyttet sammen i sin person. Så udvalgte han os i Kristus før verdens grundvold blev lagt.

Ikke et bogstav eller en prik kunne overses eller eftergives i den guddommelige retfærdighedens lov. Men lige umuligt var det for den faldne menneskeslægt at opfylde loven. Den kunne ikke stå frem med noget den ikke længere var i besiddelse af, nemlig en sand retfærdighed og hellighed.

Nu ville enten Guds plan med at skabe mennesket være forfejlet, og hans livs søn, hans afbillede og barn, gå evigt fortabt -. Eller Gud måtte selv udtænke et råd for at frelse menneskene. Derfor forbarmede Gud sig over os i sin egen frie kærlighed, ”efter sin frie viljes råd, til pris for sin nådes herlighed.” Derfor udvalgte han sin elskede Søn som vor frelse.

Og af den samme store barmhjertighed og kærlighed påtog Sønnen sig villigt at blive menneskenes bror. Han var det evige, selvstændige Ord, som nu skulle føre dem til frelse. Som selv skulle blive menneske og gennem sine manddoms år på jord opfylde loven og lide døden. For gennem dette at genvinde det som var tabt, genindsætte os i det fuldkomne, og på ny oprette Guds billede i os gennem ham selv. Således har Gud elsket verden at han gav sin Søn, den enbårne.

Han blev et menneskes søn (”Menneskesønnen”) for at frelse det som var fortabt. For sådan som fordømmelsen ved den enes fald kom over alle mennesker, sådan bliver den enes retfærdighed til retfærdiggørelse (frifindelse) for alle mennesker. På samme måde som vi alle døde i Adam, sådan skulle alle også blive gjort levende i Kristus.

Dette var Guds eget frie nådevalg. Og der var ingen anden grund til dette end Guds egen frie, uforskyldte kærlighed, sådan som Kristus siger det: Så (højt) har Gud elsket verden. Uanset hvor man søger efter svar, kan man aldrig finde nogen anden grund end denne: Han elskede, derfor elskede han. Vi kommer ikke længere. Han har udvalgt os i Kristus efter sin frie viljes råd. Ingen bad ham om det. Ingen fortjente det. Det var hans frie viljes råd.

Her har vi en guldgrube. Vor frelse, at vi er udvalgt i Kristus, er Guds egen, frie beslutning, og hans egen gerning. Skriften siger: Gud gør alle ting for sin egen skyld (Es 43:25). Det er ham som har skabt alle ting, og til hans ære er det alle ting er til. Og så er det ham som har besluttet at i og gennem Kristus skulle den faldne menneskeslægt være hans børn.

Han har taget os til sig som sine egne børn gennem Jesus Kristus efter sin frie viljes råd, til pris for sin nådes herlighed. Hvad skal vi sige til dette? Når Gud bestemmer sig for at ville udrette noget, hvem er da i stand til at hindre ham? Hvem kan hindre ham i at gennemføre sin vilje? Derfor hedder det nådevalg, udvælgelse.

Du synes at det er alt for stort, at du skal få lov at være et Guds barn. Du er så fuldstændig uværdig til dette. Men uanset hvilken indvending du har, så er dette jo Guds egen frie viljes råd.

Hvad skal man kunne indvende mod Guds vilje og rådslutning? Den ene dag beslutter han at skabe planeter, så mange som havets sand. En anden gang beslutter han at skabe sine børn på jord, - og samtidig, når de er faldet for fjendens fristelser, genoprette dem gennem en Frelser. Han besluttede at gøre dem til sine børn på ny, gennem en dyrekøbt genløsning, - så fordærvet og uværdige de end måtte være. Ja, hvad har vi at sige til alt dette? Alt er bare Guds frie viljes råd! Han gør alt for sin egen skyld.

Dette er den vældige trøst i nådens udvælgelse. Her må jeg da se at Guds nåde og kærlighed er fri og totalt uafhængig af os. Det er dette Paulus taler om i Rom. 9, om udvælgelsen, når han tager som eksempel tvillingebrødrene Jakob og Esau. ”Før barnet endnu var født og hverken havde gjort godt eller ondt, for at Guds plan skulle blive stående i henhold til udvælgelsen, ikke for gerningernes skyld, men af hans nåde som havde kaldet, - da blev det sagt til moderen: Den største skal tjene den mindste.”

Det samme gælder i dette vi nu taler om. Før vi i det hele taget var skabt, ja, før verdens grundvold blev lagt, da vi hverken havde gjort godt eller ondt, udvalgte Gud os i Kristus til barn og til at arve evig frelse og salighed.

Selvfølgelig er denne udvælgelse det vældigste tordenbrag fra himmelen over alle gerninger og hvad vi kan fortjene med dem ind for Gud! Selvfølgelig burde dette tordenbrag få os til at vågne op fra vor evige indbildning om at Guds nåde skulle være afhængig af noget hos os, af vor kristelighed og gode gerninger. Han har jo udvalgt os i Kristus allerede før verdens grundvold blev lagt! Da kommer vi nok lidt for sent med al vor fortjeneste! Tænk: En evig nåde!