29. november

Lad nåde og fred vokse i jer gennem kendskabet til Gud og Jesus, vor Herre. 2. Pet. 1:2.

Pas på, I levende kristne, at I ikke sover, sløves, bliver svagere, dør bort!

Voks derimod, søg altid mere - mere tro og kendskab til Kristus, mere kærlighed, et mere himmelvendt sind, mere ydmyghed og gudsfrygt!

Hvis nogen svarede: Jeg har nok tro, nok kærlighed til Gud og mennesker, nok fred, fryd og Den Hellige Ånd, nok ydmyghed og gudsfrygt osv. Da ville vi nok chokeres over en sådan holdning, en sådan mørkets magt over et sind, en sådan selvsikkerhed og forblindelse.

Sådanne holdninger hører vi ganske rigtig meget sjældent nogen åbent giver udtryk for. Men når en kristen alligevel aldrig har nogen trang til at der må ske en stadig vækst på disse områder, er der alligevel al mulig grund til at frygte for at han med hele sin sjæl egentlig siger nøjagtigt det samme: Jeg har nok af både tro, kærlighed og gudsfrygt!

Og det er helt tydeligt at det ikke står ret til med en kristen som ikke har nogen nød netop for dette.

Spørgsmålet om at vokse i nåden er netop noget af det som prøver og afdækker vor åndelige tilstand, uden at vi er klar over det. Nogen føler et stik i hjertet når dette emne bringes på bane. Åh, hvordan står det nu til med mig, når det gælder at vokse i nåden, sukker de? Nej, det går vel hellere tilbage med mig.

Andre igen læser ordet om at vokse i nåden med stor ro. De studerer og forsker i det, men overlader til andre at tage dette til hjerte. Og her må vi give Luther ret når han siger: ”De som burde frygte, de frygter ikke. Men de som ikke burde frygte, de frygter.”

Det er et bedrag, en mørkets magt som ”bedøver” sjælen, og som gør den stærk og modig, selvsikker og forhærdet. Så den ikke reagerer på noget, frygter ingen ting, tager ikke noget til sig. Den bare tænker, forstår, taler.

Dette bedrag skulle vel ikke være begyndt hos dig? Du er en kristen, du hører Herren Kristus selv råbe ud: ”Lad den retfærdige blive endnu mere retfærdig, og lad den hellige blive endnu mere hellig,” men ”lad den som er ond fortsat være ond.” Men det bekymrer dig ikke.

Du ved med dig selv at du i dagens løb ikke har nød for nogen vækst i nåden. Og at Kristi egne, alvorlige formaninger heller ikke opvækker dit hjerte. Er dit hjerte da ikke allerede bedraget?

Og hvorfor tror du ikke det står sådan til med dig? Hvorfor skulle netop du være gået fri for hele bedraget fra mørkets magt? Har djævelen måske ikke længere nogen onde hensigter med dig? Er han pludselig blevet god, eller er han død?

Tænk hvad det betyder, når Kristi egne, og så alvorlige ord ikke vækker dig! Rette kristne, som ikke har sovet helt, har ofte dette som sin største bekymring, at de ikke finder nogen åndelig vækst hos sig selv. Det viser at de endnu har Herrens frygt og Ånd i hjertet, og bliver endnu ledet af ham. Og da er der altid hjælp at få i alle ting.

Luther siger at troen i hjertet aldrig står stille. Enten tiltager den, eller også aftager den. Og der hvor det ikke sker, der er der ingen levende tro, bare en død indbildning i hjertet om Gud. Dette gælder hele nådelivet i hjertet; troen, kærligheden, gudsfrygten. Og det er en sand og tankevækkende bemærkning.

Det er et karakteristisk kendetegn på den have som den himmelske Far har plantet, at den er afhængig af åndelig pleje og næring. Og derfor af og til forfriskes og vokser, og af og til stagnerer eller falmer.

Den tro derimod som ikke er afhængig af næring, men altid står lige stærk, er bare en selvgjort og død tro.

Her er der alligevel en forskel vi skal bemærke. Den almene selvsikre tro har det tydelige tegn at den ikke bare lever lige godt uden nogen som helst åndelig næring. Den trives i grunden allerbedst når Guds ord ikke kommer for nær på. Den rokkes og forstyrres derimod gennem Guds ord.

Men de finere gerningskristne ligner de kristne på det punkt at deres tro og fred også bygger på et afhængighedsforhold, og kan svinge. De lever ikke på et afhængighedsforhold til åndelig næring, men til deres egen kristelige, mere eller mindre bevidste ”åndelige” selvtilfredsstillelse.

Har de f.eks. forsømt sin daglige bibellæsning, bøn o.l. Eller er der kommet en anden rift i deres kristelighedsdragt. Da har de ikke den samme fred længere. Og den kan de kun genoprette igen ved at genoptage sine selvvalgte andagtsstunder.

Den ægte tro er ikke afhængig af selve rutinen med læsning af Ordet, bøn og lignende. Men af indholdet af det som læses, af om kendskabet til Jesus vokser eller aftager.

Derfor siger apostlen at nåden og freden vokser gennem kendskabet til Gud og Jesus, vor Herre.

Og den trøst og styrke som ikke afhænger af kendskabet til Kristus, men lever på sin egenretfærdighed, er ikke den rette Guds nåde. Den er en blomst som vokser ud af vort eget hjerte, og som visner ”når Herrens ånde blæser på den.”

Men når nådens liv altid er i vækst, eller aftager, er det jo et forfærdeligt tegn hvis dette er noget som ikke berører os. Hvis vi bare lever videre uden tanke for om der er nogen vækst i nåden.

Og hvis det som sker, er at det aftager, da vil det også dø, hvis der ikke snart sker en ændring. For hvis det en tid forsømmes og aftager, må det nødvendigvis snart opvækkes igen og styrkes. Hvis det ikke skal ende med døden.