29. marts

Vort borgerskab er i himlene, og derfra venter vi også stadig på Frelseren, Herren Jesus Kristus. Fill. 3:20.

I det andet brev til korinterne siger Paulus: ”Vi er hårdt trængt på alle kanter, men ikke knust, nedslået, men ikke ødelagt, som døende, og se, vi lever, som straffet, men alligevel ikke dræbte, som sorgfulde, men alligevel altid glade.”

Hør disse gådefulde ord! Det er da en mærkelig og hemmelighedsfuld skabning som taler på denne måde! En så underlig skabning er en kristen: Nedslået og alligevel triumferende - sorgfuld og alligevel glad - fattig og alligevel vældig rig - syndig og alligevel fuldkomment retfærdig - elendig og alligevel herlig, vandringsmand på jorden, men i samfund med himmelen, ja, med sit borgerskab der!

Verden har også sine glæder og fornøjelser, men bare så længe ”blomsten på græsset” ikke visner. Bare så længe den jordiske velstand varer. Når det er slut med den, er det også slut med glæden. Men for Paulus går solen først op om aftenen, når det mørkner hernede. Da løftes han op til Paradisets lys deroppe.

Han har et dobbelt liv. Han er pilgrim på jorden, men hans inderlige samfund og hans borgerskab er i himmelen. Han hører til i en højere tingenes orden, og lever med sit hjerte i dette sit højere, sit rette fædreland.

”Vort borgerskab er i himlene” siger han. Det er, siger han -. Ikke: det skal blive. Og dermed beskriver han det som en situation som allerede eksisterer.

Åh, det er noget ganske andet Paulus taler om her, end det verden mener med håbet om ”et kommende liv.” Paulus ved at han allerede, mens han endnu går på denne jord, er en himmelens medborger. Og denne lykke, denne skat det er at eje sådan en vished, den er så stor at det er der endnu ingen mennesker på jorden som fuldt ud har været i stand til at beskrive.

Men hvor havde Paulus så denne sin trosvished fra? Det må vi jo spørge om. Jo, Paulus kendte Kristus! Det er hele hemmeligheden. I dette jordiske livets mørke så Paulus en mand som gav ham denne vished. En stor, hemmelighedsfuld mand som sagde: ”Jeg er gået ud fra Faderen, og er kommet til verden.” Han sagde han ville gå hen, og gøre en plads i stand til sine venner i Faderens hus. Når de spurgte ham om vejen derhen, sagde han: ”Jeg er vejen, sandheden og livet.” Og når de sagde til ham: ”Vis os Faderen,” svarede han: ”Den som har set mig, har set Faderen.”

Ved en berøring af hans almagt fik blinde synet igen, døve hørte, stumme talte og døde stod op af deres grave. Han uddrev djævle, han forlod synder, han befalede over naturens kræfter, og brød til sidst selv dødens bånd da han stod op fra graven med et forklaret legeme.

Det var efter at have mødt en sådan Herre og Frelser, og lært ham at kende, at Paulus kunne bruge denne trøsterige udtryksform: ”Vort borgerskab er i himlene.” Da vidste han at gennem ham havde han fået genoprettet den barneret hos Gud og borgerskabet i himmelen, som han havde mistet i syndefaldet.

Hvad er så følgen af dette? Jo følgen er, at alle som har samme tro og samme kendskab til Frelseren som Paulus, også har samme nåde og borgerskab i himmelen som han. For de er genløst med samme Guds Søns blod som han, og bør derfor også have samme tillidsfulde vished som ham.

Ganske vist vil du ikke selv komme til at se og kende noget af denne herlighed og dette himmelske borgerskab hos dig selv. Nej, det er særdeles godt skjult og tildækket af hele dette livets ynkelighed, ”vort liv er skjult med Kristus i Gud.” Men derfor er det lige sikkert og grundfæstet.

Er der nat hernede, så er det evig lyst og klart deroppe. Er vejen ujævn og fuld af torne, så husk at vi er på vej til vort hjemland. Der er vore venner, som kender os - og der er vor store ven frem for alle andre venner.

Ja, sådan er det. Og dette er ikke digtning, men den mest alvorlige virkelighed, bygget på Kristi ord og gerning, og at han selv gik ind i det allerhelligste for os.

”Derfor er I ikke længere fremmede og udlændinge,” siger apostlen, ”men medborgere med de hellige, og I hører til Guds husfolk.” Og dette altså uden hensyn til menneskenes egen betydning. Her er ingen forskel, alle sammen er jo syndere.

Men hver eneste en som tror på Kristus - for i ham er vi alle udvalgt før verdens grundvold blev lagt - hver eneste en som tror på Kristus, dvs. som dømmer sig selv og har sin eneste trøst i ham som retfærdiggør den ugudelige - hver eneste en som har det sådan, synderinden så vel som jomfru Maria, røveren så vel som Paulus, - er lige udvalgt, retfærdiggjort og ren for Gud, - bare i ham som Gud har velbehag i.

Hver eneste en som har det sådan, er lige så sikkert en af disse medborgere med de hellige, og hører til Guds husfolk.