29. juni

Overgiv jeres jordiske lemmer til døden: Hor, urenhed, syndigt begær, ond lyst og gerrighed, som er afgudsdyrkelse. Kol. 3:5.

Her nævnes egentlig bare to hovedsynder; hor og griskhed. Og mangen en troende sjæl, som var opdraget for himmelen, som virkelig var blevet friet ud fra verdens urenhed, er så på ny sunket ned i disse grufulde afgrundssvælg, og er gået fortabt.

Men disse to synder har alligevel denne forskel: Den første er grov og forkastelig, og vil sædvanligvis bekymre og gøre samvittighederne urolige. Mens den sidstnævnte vil næsten ingen mennesker erkende for det den egentlig er. Den førstnævnte vil menneskene sædvanligvis beklage, og frygte for. Men man hører sjældent nogen klage eller frygte for den sidstnævnte. Den sætter vi tværtimod hellere et finere navn på og undskylder den f.eks. ved at sige at ”jeg må jo forsørge mig og mine. Det er ikke griskhed, bare helt nøgtern nøjsomhed.”

Men den gamle tusindkunstner er også i stand til at fordreje vore sanser så grufuldt at selv utugt, som i sig selv er så grov og forfærdelig, i fristelsens stund slet ikke ser så farlig ud, men bare ganske uskyldig. Men for en kristen er dette det bedste tegn på at djævelen er nær, og at fristelsens øjeblik nu er kommet.

Ja, i sandhed er fristelsens stund kommet når den samme synd som i klare og mere bevidste øjeblikke forskrækker dig så du skælver bare ved tanken, - nu pludselig ser helt uskyldig ud, ja, som noget du synes kan undskyldes. Da ved du at nu sættes du på prøve. Nu er det den gamle bedragers ånd og mørkets magt som kan fordreje dit syn sådan.

Så, pas nu på! Da har du bare én mulighed: At flygte straks, - eller falde! Og læg mærke til at da gælder det om straks at flygte, - eller at falde i fjendens hænder.

Om du så bare begynder at overveje hvad du skal gøre, så er du straks fanget. At Eva i det hele taget indlod sig i samtale med slangen, og så på den forbudte frugt, åbnede vejen til faldet. I denne strid sejrer man bedre gennem flugt end gennem kamp.

Så skal du også være klar over at djævelens list stemmer helt overens med vort køds medfødte, naturlige holdning - som bærer slangens bedrageriske gift i sig. Og hans råd går på at du selvfølgelig ikke skal falde i synden, men bare forsøge hvor nær til kanten du kan gå, uden at styrte ned i dybet. Hvis din ånd er frisk og vågen, forsøger du tværtimod hellere at komme så langt som muligt bort fra kanten.

Den almindelige regel her er at den som vil undgå at falde i synden, skal begynde med at holde sig væk fra fristelsen. Vender sig bort fra den første tanke. Og så langt det er muligt undgå steder og anledninger som giver grundlag for fristelser. Her gælder Kristi ord: ”Hvis dit højre øje frister dig, så riv det ud og kast det fra dig. For det er bedre for dig at et af dine lemmer går tabt, end at hele dit legeme bliver kastet i helvede.”

Selv det som i sig selv er uskyldigt, som øjet, må vi altså undgå, at synden bruger det til at føre dig ud i fristelse. Og selv om det er noget du synes du har lige så meget brug for som dit øje, og det at miste det virker lige så forfærdelig som at skulle rive øjet ud, så flygt bort fra det! Flygt med din sjæl, som med en kostelig skat!

Det er bedre at du nu en kort stund har bitre lidelser, men alligevel redder din samvittigheds fred her i livet og din sjæl for evigheden. End at leve en kort stund her i synd og lyst, med en plaget samvittighed, - og i helvedes ild i evighed!

Men alle kristne må opvækkes til vågenhed, ja, til virkelig skræk for denne synd i alle dens udgaver, fra alene tanken og begæret til syndens udfoldelse i praksis. Og noget stærkere vækkerråb kan ikke tænkes, end det vi læser i 1. Kor. 6. Åh, hvilket vækkende budskab!

Apostlen siger: ”Ved I ikke at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre dem til en horkvindes lemmer? Langt fra! Flygt fra hor! Enhver synd som et menneske gør, er udenfor legemet. Men den som lever i hor, synder mod sit eget legeme. Eller ved I ikke at jeres legeme er et tempel for Den Hellige Ånd, som er i jer, som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv? For I blev købt for en høj pris. Giv derfor Gud ære i jeres legeme og i jeres ånd, for både legeme og ånd hører Gud til.”

Læg mærke til det som kommer frem her! I blev købt for en høj pris med Kristi dyrebare blod. I tilhører ikke jer selv, så I kan gøre som I selv vil med jeres legeme og jeres ånd, jeres hjerte og jeres tanker! Skulle jeg tage Kristi lemmer og gøre dem til en horkvindes lemmer?

Det andet afgrundsdyb var griskheden. Sjælene bliver slugt af denne synd meget lettere, for den ser ikke så grov ud. Den har fået en pænere dragt og så mange slags undskyldninger. Hvem vil vel vedkende sig at de er griske? Nej, en kristen som dette begær får lov at begynde at arbejde med, han ved hvad det kan føre til. Men uanset om han ser på selve begæret, eller han ser på hvad der er formålet med dette, så ser han alt som helt uskyldige sager.

Alt er jo Guds egne gaver som vi bare bør takke Gud for. Penge og ejendom, budskab og hjem, mad og klæder - alt er jo bare uskyldige sager. – Hvem ser da nogen grund til at irettesætte ham for den lyst som er i færd med at tage overhånd? Det er jo bare graden af denne lyst som egentlig markerer faren. Og graderne er jo så mange, og glider så ubemærket over i hinanden. Hvem vil påtage sig at afgøre når det har udviklet sig til griskhed?

Åh, det kristne menneske som ikke skal blive fanget i snaren her, og blive en Demas, han må ikke spøge og hykle. Han må i skarp opmærksomhed være optaget med sin sjæls ve og vel, og bøje sig for Herrens ord om hvad et oprigtigt liv i Kristus er. Og hvordan på den anden side griskhed er og virker.