28. juni

Bjergene kan vel vige, og højene rokkes, men min nåde skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke rokkes, siger Herren, han som forbarmer sig over dig. Esajas 54:10.

”Hvem skulle jeg tro på hans ord om Gud, mere end Gud selv?” siger Ambrosius.

Det er en sørgelig sandhed at alle mennesker, selv dem som er vakt og dem der har livet i Gud, forsøger at vurdere sit frelsesforhold ud fra indre følelser, egen opfattelse eller fornuft. Vi gør vore tanker om Guds forhold til os ud fra noget vi oplever eller erfarer indeni os selv.

Vi vil ikke vende os til Gud, ikke se hvordan han selv har åbenbaret sin vilje og sin rådslutning om hvordan menneskene skal blive frelst. Vil ikke lade det tale til os som Gud har besluttet, det som står skrevet i Bibelen. I stedet sætter vi os bare ned og sukker, tænker og ligesom bare spørger ud i vejret: ”Åh, bare jeg vidste om Gud mener jeg er frelst, eller ej!”

Hvordan kan jeg da få en ret frelsesvished på denne måde? Hvilken slags vished kan jeg få ud fra mine egne tanker, følelser eller meninger? Hvad betyder alt dette mere end hø og strå i vinden, når det gælder det store, afgørende spørgsmål?

Det ene øjeblik synes jeg at Gud er bare nåde og kærlighed. Det andet øjeblik at han er en streng dommer som bare omgås med lov og ret. Det ene øjeblik ser jeg Gud i alt som omgiver mig. Det næste øjeblik synes jeg det ser ud som om der ikke findes nogen Gud.

Den ene dag synes jeg, at jeg er en ganske god kristen. Den næste dag at jeg er en totalt uhelbredelig synder. Sådan vakler og vender mine meninger og følelser sig hid og did. Og det jeg mener det ene øjeblik, kan være lige så falsk som det jeg mener det næste.

Det er også netop samme tilbøjelighed til at dømme ud fra egne meninger, som gør at så uendelig mange tager fuldstændig fejl af vejen til frelse. Hver og en har sin egen opfattelse, og har ikke tiltro til noget som helst mere end til dette. Én tror Guds vilje er det ene. En anden at Guds vilje er noget ganske andet.

Sådan vælger menneskene også sin egen frelsesvej. Kender de så til og med en vis lyst i hjertet til netop denne vej, dømmer de straks ud fra dette at det er en god vej, og følger den.

Sådan forsøger f.eks. også den ene at tækkes Gud med nogle ydre lovgerninger; går i kirke, deltager i humanitært arbejde osv. En anden med mere indre gerninger, som ydmyghed, kærlighed o.l. En tredje med afholdenhed, bøn og ensomhed. En fjerde i religiøs virksomhed for medmennesker. En femte er optaget med alt dette. Gennem alt dette søger de at gøre Guds vilje og få nåde hos ham.

Og hvad er årsagen til alle disse blindgyder, som folk vælger ud fra sine egne meninger? Jo, ret og slet at de ikke ved, eller ikke lader sig overbevise af det Gud fra evighed af har besluttet i sit himmelske råd om hvordan det faldne menneske skal blive frelst. At de ikke ved om den pagt som Gud har gjort med sin Søn, det testamente han har oprettet for menneskene.

For nu snakker vi ikke om dem som med et sovende, hyklerisk sind helt kort og godt undlader at søge frelse for sin sjæl. Eller med en indbildt tro ”misbruger friheden til en lejlighed for kødet.” Nej, nu taler vi om dem som virkelig søger sin frelse, men bare på en forkert måde.

Det samme også når du oprigtig nok søger frelsen udelukkende gennem troen, men prøver at finde troen hos dig selv. Du anstrenger dig virkelig for at tro. Du slider og arbejder med dit hjerte for at få det til at tro. Men har dit øje rettet mod dig selv hele tiden - mod det du selv oplever og føler. For at se om du finder nogen tro der.

Men du får ingen vished, du svajer hid og did. Og hvad tror du er årsagen? Ganske enkelt at du søger det forkerte sted, søger ud i vejret! Du søger nemlig hos dig selv - efter noget som aldrig har været der, det som må søges i himmelens skatkammer, som er åbenbaret os i Guds ord.

Læg mærke til at troen ikke fødes ved at du anstrenger dig for at tro. Men ved at du vender blikket bort fra dig selv. Bort fra alt det du har, hvad du føler og er. Og retter blikket mod det som Gud har besluttet og åbenbaret om vor frelse.

Du har virkelig forsøgt at tro. Du har råbt til Gud om nåde til dette. Men har endnu aldrig fået nogen tro, nogen fred. Og nu grubler du over hvad grunden kan være.

Grubl ikke mere! Du ved det måske endnu ikke, - og har aldrig forsøgt at få det at vide, eller tænkt over - hvad det var Gud besluttede i sit himmelske råd før verdens grundvold blev lagt, om menneskenes store sag.

Du har måske aldrig vidst om eller tænkt nærmere på den pagt som Gud da indgik med sin Søn, det testamente han da oprettede for menneskene.

Åh, hvor nødvendigt det er at vi virkelig lærer og kender dette. Og så, fra nu af bare retter sig efter dette, og bare bygger på det!

Da står jeg på en fast grund. En grund som består både i liv og i død. For det er en evig grund. Den blev lagt dybere og før jordens grundvold blev lagt. For ”han har udvalgt os i Kristus før verdens grundvold blev lagt.” Og den består også længere end jordens grundvold, for ”bjergene kan vel vige, og højene rokkes, men min nåde skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke rokkes, siger Herren, han som forbarmer sig over dig.”