27. marts

Hvordan skal vi da undslippe om vi foragter så stor en frelse? Heb. 2:3.

Gud er kærlighed. Og ingen menneskers eller engles tunger er i stand til at lovprise Guds kærlighed på en fuldkommen, værdig måde.

Men hvem tænker på at jo større nåden er, desto større er faren - hvis vi ikke dagligt benytter os af nåden, eller foragter eller misbruger den.

Og hvem tænker på at ved siden af den uendelige, guddommelige kærlighed, står en lige uendelig retfærdighed og hellighed i Guds væsen!

Netop fordi nåden er så stor, er Guds nidkærhed og Guds retfærdige dom desto mere forfærdelig over dem som foragter så stor en nåde, og ikke søger, ophøjer og modtager den! Jesus siger: ”Var jeg ikke kommet og havde talt til dem, ville de ikke have haft synd, men nu har de ingen undskyldning for sin synd.”

Og netop når apostlen skildrer den store nåde og herlighed verden har modtaget i den sidste tid, at den enbårne Søn, som sad ved Faderens højre hånd, er kommet ned og har talt til os -. Så siger han: ”Hvordan skal vi da undslippe om vi foragter en så stor frelse?”

Kristi blod skal og må nødvendigvis blive vort liv og vor frelse, vor visdom fra Gud, retfærdighed, helliggørelse og forløsning. Eller, i modsat fald, komme over os til dom og forbandelse, som over de vantro jøder! ”Hærskares Herres nidkærhed skal gøre dette.”

Apostlen siger: ”Enhver som har brudt Moseloven, skal dø uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget hårdere straf tror I ikke den skal blive fundet værdig til, som har trampet Guds Søns blod under fod og vanhelliget pagtsblodet som han blev helliget ved.”

Men at ”trampe Guds Søns blod under fod,” betyder at man anser ham så lidt betydningsfuld at man ganske enkelt ikke bryder sig om ham. Ikke søger ham, ikke ophøjer ham og tager imod ham. Ikke bliver hans egen, hans discipel, ven og efterfølger. For det som man anser så ubetydeligt at man ikke bøjer sig ned for at tage det op fra jorden, det tramper man på.

Det var ikke alle jøderne som Guds forfærdelige hævnens dom ramte, som hverken havde forkastet eller pint Kristus. Nej, nogen af dem havde grædt da de så hvordan han led. Alligevel ramte den samme dom dem fordi de ikke tog imod ham og blev hans disciple.

Men hvad gør så den hellige, nidkære Gud med det menneske som foragter hans kærlighed, hans Søns og hans Ånds røst? Han gør ikke noget mere forfærdelig med ham end at han bare overlader ham til sig selv. Herrens Ånd forlader ham.

Han bliver ikke længere opvækket eller urolig, sønderknust eller oplyst af Ånden. Han får bare lov at gå sin egen vej, følge sine egne planer, sin egen lyst. Uden tugt, uden nogen angst, uden nogen bekymring for sin sjæl. Ja, han får lov at blive virkelig selvsikker i synden.

Da bliver dette menneske så forblindet og fordrejet i sind og tanker, at det anvender alle ting til sin egen undergang. Alt det Gud har givet til velsignelse, bliver bare til forbandelse for dette menneske. Det som er givet til oplysning, fører bare til forblindelse. Det som er givet til vækkelse, fører ham i forhærdelse. Det som er givet til trøst og frelse, fører bare til evig kval og fordømmelse. Hærskarers Herres nidkærhed gør dette!

En gammel Åndens mand siger: ”Åh, der er en egenskab hos Gud, en måde han regerer på, som forfærder mit hjerte. Og som har gjort at jeg har råbt mig hæs, uden at jeg endnu synes jeg har fået et fuldgyldigt svar. Det er den egenskab, den holdning David taler om når han siger: ”Mod den rene viser du dig ren. Og mod den falske viser du dig vrang.” Overfor de rene, dvs. de som har et oprigtigt hjerte, når de ydmyger sig for dig, taler du enfoldigt, åbent, let fatteligt. Oplyser og leder dem af din rige nåde. Men overfor de falske viser du dig vrang, dem forfører og forblinder du.”

Er der nogen som synes dette er for hårdt talt af Gud, bør han læse den ømme Frelsers egen forklaring i Matt. 13:10-15 og 11:25. Der siger han selv udtrykkeligt at det er derfor han taler i lignelser; for at den som har, han skal få mere, og han skal have overflod. Men den som ikke har, han skal blive frataget selv det han har. Og at han har skjult dette for de vise og kloge.

I 2. Tess. 2 siger apostlen lige så udtrykkeligt: ”Fordi de ikke tog imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Af den grund skal Gud sende dem kraftig vildfarelse så de skal tro løgnen, for at alle de som ikke troede sandheden, men havde lyst til uretfærdigheden, skal blive dømt.”

Så forfærdelig kan Gud straffe dem som ikke har brug for ham. Det er farligt at kæmpe mod Gud. Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder. Det er bedst at have et godt forhold til ham som har al magt i himmel og på jord.

Dem som søger, elsker og følger ham, skal han omslutte med barmhjertighed, ja, uendelig barmhjertighed, godhed og trofasthed alle deres livs dage. Men de som løber efter en anden, skal møde stor pine.