27. juni

Lad jeres sind være vendt mod det som er deroppe, ikke mod det som er på jorden. Kol. 3:2.

Som om apostlen ville sige: Det er ikke her I hører hjemme. Her er I bare som pilgrimme og vandringsmænd i et fremmed land. Ja, i et fjendtligt land, hvor hverken jeres Herre eller jeres øvrige åndelige slægt nogensinde har kunnet få ro eller have nogen ejendom. Bare som jagede flygtninge har de været igennem her.

Alt godt som I får i hænderne her på jorden, må derfor bare blive for jer som et passende herberg for pilgrimme. Han skal jo ikke stoppe op og bosætte sig her, for han har et andet mål end herberget for sin rejse.

Er du en af disse som ved med dig selv at du er en fortabt synder? Som er blevet udmattet og dødet af loven, og har mistet al trøst i noget hos dig selv. Men har fået din trøst, din retfærdighed og dit liv i Kristus. Og nu lever i en tro og et liv som ikke giver dig noget i verden og synden -.

Hør, du som har det på denne måde! Det er dig denne herlige formaning taler til: Søg det som er deroppe, der hvor din Kristus er!

Lad dig aldrig mere forføre til at søge dig et Paradis her på jorden! Det er bare et indbildt bedrag, når en kristen drømmer om at finde en stor glæde i noget her på jord. Vel og mærke; hvis han først har fået sin fred og glæde i Gud! Nej, straks noget andet begynder at blive en større lyst og glæde, da lider Åndens liv straks.

Vil du derfor have et fredfyldt og saligt liv på jorden, og beholde Faderens kærlighed, da søg stadig at rette dit sind mere og mere mod himmelen. Søg mere og mere at glemme al anden vinding og lyst, og stræk dig mere og mere efter det som er deroppe, der hvor Kristus er. Sådan at ikke noget jordisk får lov til at indtage dit hjerte.

For så længe Guds sæd bliver i dig og du lever det sande liv i Gud, vil al jordisk lykke og glæde bare føre dig i frygt og fare. I frygt, fordi Guds Ånd bor i dig. For da får du aldrig ro så længe du har mere lyst og trives bedre i noget andet end Gud.

Hvis du har en større fornøjelse, en kærere skat, og trives bedre i noget jordisk, end i Gud og hans venskab, og alligevel kan være glad og lykkelig -. Da står det ikke ret til med dit liv i Kristus.

Du skal arbejde og leve dit liv hernede. Du skal eje og bruge det jordiske. Men bare med dit legeme. Hjertet skal være i himmelen, der hvor Kristus er. Din brudgoms kærlige nidkærhed for din sjæl kræver det.

Når Gud giver dig noget som smager dig, tag da imod det i taknemmelighed. Men også i frygt, for at dit hjerte ikke skal blive indtaget af det. Alt det som ikke er Gud selv og hans nåde, må ikke blive hjertets skat og trøst.

En menneskelig set god fremtid, rigdom, gode kår, anseelse og ære, er åndelige gaver. Forstand, erfaring, god vandel, brødres tillid, - alt sammen er dyrebare Guds gaver som du har al grund til at takke for. - Men med den rette mistænksomhed og frygt. For at ikke nogen af disse gaver skal blive det hjertet fryder sig i og er optaget med.

Når altså en kristen på alle områder må have sin største fred og glæde i Gud, er det ikke meget værd at søge nogen jordisk lykke og glæde. For opnår jeg noget af dette, vil det blive min fare. Og opnår jeg det ikke, vil det plage mig igen.

Bliver noget som helst jordisk en større lykke og glæde end den jeg har i Gud, er det jo min evige ulykke. Og bliver dette ikke nogen større lykke og glæde end den jeg allerede har i Gud, kan det jo ikke være møjen værd at søge efter det. Når jeg til og med på forhånd har en større glæde.

Når så menneskehjertet, oven i det, altid har en uendelig tørst efter netop at få en anden skat eller glæde end den vi har i Gud, må vi bare give Prætorius ret i at ”de kristnes største lykke er ikke at have nogen lykke her på jord.”

Og så må den som virkelig vil indtage himmelen, snart komme til denne holdning; at han elsker fattigdom mere end rigdom, foragt mere end ære, lidelse mere end nydelse, ja, døden mere end livet. Det må være dette Bibelen skildrer sådan: I er jo døde, - og: Korsfæstet med Kristus.

Og, for kødet er dette en alt for bitter tilstand! Her vil hver eneste en mærke at den som skal følge sådanne livslove, er nødt til at have noget andet end bare sit naturlige liv. Er nødt til at være blevet født af Gud, og være lykkelig i Gud. Ja, eje himmeriget i sit hjerte. Sådan at Kristus er vort liv, vor skat og vor glæde.

For dette liv; altid og i sandhed lad vort sind være vendt mod det som er deroppe, ikke mod det som er på jorden, vil ellers blive totalt umuligt og uudholdeligt for os.

Og selv om man siger dette med munden, så lyver man mod sin egen sjæl, så længe man ikke har glæden i Herren, har sit liv og sin fred i Gud. For hjertet er vendt mod det som er på jorden; sin egen ære, lykke og rigdom.

Levende kristne har ganske vist også et jordisk, fordærvet kød, som er fuldt af lyst og begær. Men de er korsfæstet med Kristus.

Asaf bekender at han blev oprørt over at se al den medgang de ugudelige havde, mens den retfærdige mødte store prøvelser. ”Men,” tilføjer han, ”jeg bliver altid hos dig, Herre. Når jeg bare har dig, spørger jeg ikke efter noget hverken i himmel eller på jord. Om end mit legeme og mit hjerte vansmægter, så er alligevel du, Gud, mit hjertes klippe og min arvedel til evig tid.”