27. januar

 

Tilgiv hinanden, sådan som Gud har tilgivet jer i Kristus. Ef. 4:32.

 

Luther har sagt at Kristi rige er et tilgivelsens rige. I dagens skriftord ser vi den fulde betydning af dette citat. For disse Luthers ord gælder selvfølgelig ikke mindst den indbyrdes tilgivelse mennesker imellem, og som er en forudsætning for alt kristent samliv på jorden.

Vi ved at summen af loven er kærlighed. Paulus siger: ”Den som elsker sin næste, har opfyldt loven. For budene: Du skal ikke bedrive hor, du skal ikke slå ihjel, du skal ikke stjæle, du skal ikke vidne falsk, du skal ikke begære, og hvilket andet bud det skulle være, bliver alle sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kærligheden gør ikke sin næste noget ondt. Kærligheden er altså lovens opfyldelse.” Alt kristent liv er altså inkluderet i kærligheden, og hører bare hjemme der.

Men hvad er grundlaget for en vedvarende kærlighed menneskene imellem? Jo, nøjagtig samme grundlag som for et vedvarende venskab mellem Gud og mennesker; nemlig en vedvarende tilgivelse.

Man vil jo så gerne elske sine medmennesker. Og det skulle være så let at gøre godt mod dem. Man skulle jo have et himmerige på jord, fuldt af fred og kærlighed mellem mennesker, slægt og naboer. Bare de ikke havde deres forargelige fejl og mangler.

Men på grund af sådant, så kølner kærligheden. For man magter ikke at elske dem. Så bliver det straks tungt at gøre godt mod dem. Mens det derimod altid er let at gøre godt mod dem man elsker. Åh, denne vældige hindring for kærligheden; alle fejlene og manglerne hos mine medmennesker, ville omgående være glemt, bare jeg kunne praktisere dette ypperlige løsen: tilgivelse! Og der findes heller ikke noget som helst andet middel som kan fjerne denne vældige hindring.

Det er en af årsagerne til at Kristus talte så stærkt og så ofte om det at tilgive. Og han sagde udtrykkeligt at himlenes rige var at sammenligne med en konge som eftergav sin tjener ti tusind talenter. Men som helt klart ville at denne tjener også skulle eftergive de hundrede denarer en af hans medtjenere skyldte ham.

Og da han lærte os en bøn vi skulle bede dagligt, har han også samme lærdom med i denne. Der hedder det: ”Forlad os vor skyld, som vi og forlader vore skyldnere.” Her vil alle lægge mærke til at Kristus har lagt stor nidkærhed i dette at indprente betydningen af at tilgive, eller forlade.

Men så er det da også bare tilgivelse som i denne vor faldne tilstand er eneste grundlag for alle gode forhold. Først og fremmest mellem Gud og mennesker. Så også videre mellem mennesker indbyrdes.

Dette er summen af hele Guds ord. Sådan at når Johannes i korthed ville inkludere alt, sagde han: ”Dette er hans bud: At vi skal tro på hans Søns, Jesu Kristi navn og elske hinanden, sådan som han gav os bud om.” Da har vi fred både med Gud og med søstre og brødre. Og dette er himmeriget på jord, paradiset i jammerdalen!

Hvilket helvede, derimod, på jord, når dette ikke efterleves! Hvilken pine og kval, mørke hjerter og ansigter, had, misundelse og uro, - der hvor man ikke tror og elsker, men graver i sine egne og andres synder og fejl, og lever som vantro i uforsonlighed! Sådanne stakkels mennesker er selve djævelens martyrer! Men alt kunne rettes op gennem tilgivelse - forladelse!

Selv om du har aldrig så umulige medmennesker. Om de har påført dig aldrig så store problemer. Har løjet om dig eller lavet de allerstørste vanskeligheder for dig, osv. -. Summér bare op, og se om ikke dine egne synder mod Gud er tusind gange større og flere end dette.

Kristus siger altså at alt det et medmenneske kan have syndet mod dig, er sammenlignet med din skyld overfor Gud bare som hundrede denarer mod ti tusind talenter. Og så vil Gud gerne forlade dig al din skyld overfor ham. Skulle du da ikke også forlade din næste alle hans fejl?

Vil du ikke det? Vil du ikke eftergive og glemme disse hundrede denarer, så kræv dem af ham! Regn din næstes fejl sammen! Had ham! – Men opfør da også på en ny regning din egen ti tusind talenters gæld til Herren! For da må du gøre alt dette op, indtil sidste øre! Sådan dømmer Herren. Og hvis du beder om syndernes forladelse, har du ikke lov at bede på anden måde end denne: Forlad mig du, Gud, på samme måde som jeg forlader min næste!

Så siger nogen: ”Jeg har ofte tilgivet min bror. Men han holder aldrig op med at plage mig. Én gang må man vel blive træt af at tilgive!” Men da svarer Herren: ”Jeg har også tilgivet dig mange gange, men du synder endnu! Vil du at også jeg skal blive træt af at tilgive dig?” Her minder vi om det svar Peter fik på spørgsmålet: ”Hvor ofte skal min bror kunne synde mod mig, og jeg tilgive ham? Så meget som syv gange? – Jesus sagde til ham: Ikke så meget som syv gange, siger jeg dig, men så meget som halvfjerds gange syv.” dvs. uendelig.

Tag dette først og fremmest til dig som dit eget hjertes trøst, at så langt går Kristi tilgivelse ganske vist også for dig: Altså ikke syv gange, men halvfjerds gange syv- eller uden begrænsning - grænseløst. For han vil jo helt sikkert gøre nøjagtig det han selv lærer os at gøre. Han vil nok ikke være dårligere end os når det gælder at tilgive!

Skulle dette da ikke tænde varmen i dig, så du også, lige så grænseløst ville tilgive din bror? For der findes ikke andet råd, ingen anden hjælp, i forholdet mennesker imellem, end det som findes mellem Gud og mennesker: En konstant og uendelig tilgivelse. Da bliver hele Kristi rige også et tilgivelsens rige.