26. november

Kristus er gået ind i selve himmelen for at han nu skal være for Guds åsyn for os. Heb. 9:24.

Kristus havde fået til opgave af Faderen at stå i vort sted overfor loven, som den anden Adam. Fra krybbe til grav levede og handlede han i vort sted.

Dette lærer Skriften tydeligere end noget andet. ”Han som ikke kendte til synd, gjorde Gud til synd for os.” Han overtog lovens krav som var rettet mod os og vor skyld, - ”født under loven, for at købe dem fri som var under loven.”

Det han gjorde, det gjorde vi. Det han led, det led vi, - ”for vi har gjort det tydeligt for os: Når én er død for alle, så er de alle døde.”

Efter at han så har opfyldt al retfærdighed i vort sted, og vi dermed har opfyldt den i ham, vender han, med hele himmelens fryderåb, tilbage der hvor han er kommet fra.

Og hvad gør han nu for os i himmelen? Apostlen siger: ”For at han nu skal være, åbenbare sig, fremstille sig, for Guds åsyn for os.” Han træder frem for Faderen med de forklarede sår, som tegn på hans ubegrænsede lydighed. Men ikke nok med det. Han står frem i sin fuldkomne opfyldelse af loven for os. Og i dette skrud er han Faderens største velbehag, fryd og glæde.

Men det har han da været fra evighed af, siger du måske. Nej, læg nu godt mærke til dette! Nu er han ikke bare det evige Ord, som var fra begyndelsen hos Gud. For nu er han alt dette som menneskesønnen! Som den anden Adam! Som sin menneskelige slægts hoved og stedfortræder!

Han træder ikke bare frem for Faderen i egen person. Men repræsenterer og træder frem for Faderen i sin person med alle sine lemmer.

Læg mærke til hvordan apostlen taler: Han er for Guds åsyn for os - for os - for os. Læg mærke til dette: for os!

På samme måde som vor evige Far en gang så hele menneskeslægten i den første Adam, ser han nu alle Kristi lemmer i Kristus alene. I Kristi skikkelse ser han vor skikkelse. I Kristi renhed, vor renhed. I Kristi skønhed, vor skønhed. Ja, i alt hos Kristus som giver grund til at blive elsket af Gud, - ser han os.

Kristus siger selv: ”Jeg helliger mig for dem, for at også de skal være helliget i sandhed.” Og Paulus siger: ”I ham har han udvalgt os før verdens grundvold blev lagt, for at vi skulle være hellige og ulastelige for hans åsyn.”

Men når Faderen ser os i Kristus, så elsker han os også i Kristus ”med den kærlighed som han elskede ham med,” og som derfor i Skriften kaldes ”Guds kærlighed i Kristus Jesus.”

Og denne himmelske beslutning fra evighed af kan ikke sammenlignes med noget som helst på denne jord. Men lad os tage Farao og Josef som et svagt eksempel. For Farao var Josef alt hvad han ønskede sig. Hans højre hånd og folkets redningsmand.

Lad os tænke os at Farao kunne se alle de andre Jakobs sønner i Josef, havde det samme billede af dem alle sammen, som af Josef. Da elskede han dem selvfølgelig med samme kærlighed, og satte dem lige så højt som Josef. Viste dem samme ære og gav dem alle mulige goder som han havde givet Josef.

Da havde Farao jo set Ruben, Simeon, Benjamin og de andre i Josef. Og da havde han elsket dem i Josef, omfavnet dem i Josef. Da havde Josef repræsenteret og trådt frem for kongen på sine brødres vegne.

På denne måde er det Kristus træder frem for Faderen i vort sted. Men med den store forskel at vor himmelske Far ikke forsøger at tænke sig til vor lighed med Kristus. Fordi vi virkelig ejer en sådan lighed, efter den store guddommelige lov om tilregnelsen. Og fordi Kristus virkelig var en stedfortræder for os, og har opfyldt alle Guds retfærdigheds krav i vort sted.

Så må ingen her have den opfattelse af sagen at Gud ligesom ”ikke ved noget om” at vi stadigvæk er urene syndere. For det ved han selvfølgelig. Og derfor er det netop han fører os gennem så mangen en renselsens ild, hvor vi ofte er nær ved at give op.

Men han ser os ikke, bedømmer os ikke længere efter det vi er i os selv, men efter det vi er i hans kære og elskede Søn. Derfor elsker han os også meget højere end vi kan fatte med vor forstand, på trods af al vor mangfoldige synd og skrøbelighed som plager os.

Mens vi går og tænker at vi er de mest forfærdelige i Guds øjne, så er vi altså de mest herlige og fuldkomne i hans øjne, - alt sammen fordi Kristus lever ind for Guds åsyn for os.

Så kommer det da bare an på om vi lader os nøje med dette, og ikke vil stå frem for Gud i noget andet end Kristus. Har du ingen trøst før du selv er blevet hellig, da er det jo i din egen hellighed du vil stå frem for Gud.

Tvivler du på om du har Guds venskab fordi du ikke synes din tro er som den bør være. Da er det jo i din egen tro du vil stå frem for Gud. Tror du at Gud ikke kan elske dig fordi du føler dig så tør og kold i hjertet. Da er det jo i dine egne varme følelser du vil stå frem for Gud.

Tror du Gud ville elske dig mere hvis en eller anden egenskab hos dig havde nået en større grad af fuldkommenhed. Da er det jo i dine egne mere eller mindre gode egenskaber du vil stå frem for Gud.

Du vil selv være din ypperstepræst. Du vil blive frelst i dit eget navn og person! Vogt dig for vantroens oprør mod Herrens salvede! ”Der findes ikke noget andet navn under himmelen, givet blandt mennesker, som vi kan blive frelst ved, - uden i Jesu Kristi navn!”