25. maj

I er verdens lys! Matt. 5:14.

Når Herren siger at han er verdens lys, og på et andet sted siger til sine disciple: I er verdens lys, ligger der absolut ingen modsætning i disse ord. Jesu disciple er verdens lys, lige så sikkert som han selv var det.

Som forsoner for hele verdens synd, står han alene. Der er han suveræn, uden nogen medhjælper, han trådte vinpersen alene. Men gennem sit liv lod han også verden opleve Guds natur. Og på dette område skal alle Guds børn også følge efter ham. Hver eneste frelst synder kan - og skal - være et levende vidnesbyrd om Guds hellighed og kærlighed, sådan som Jesus selv var det her på jord.

Den Almægtige Gud har åbenbaret noget af sin visdom netop i dette at han omvender sine børn til at være verdens lys. Meget af Guds hellige natur og egenskaber kunne vi se i Guds skabelsesværk. Og endnu klarere er alt dette skildret i hans åbenbarede ord. Men der er bare ganske få mennesker som gransker naturens opslåede bog. Og selv den flok som alvorligt studerer Guds hellige ord, er i den store sammenhæng trods alt ikke så mange.

Men Guds børns liv og fremfærd er den bog som alle mennesker læser. De kristnes liv er en opslået bog for alle de omgås med. Der kræves ikke nogen særlig skarp evne til at granske deres ord og gerninger. Nej, både lærd og ulærd lægger nøje mærke til alt det de foretager sig. Og utallige mennesker ville aldrig have tænkt på at undersøge Guds åbenbarede ord nærmere, hvis de ikke var blevet opvækket for at der er en Gud, ved at se noget af ham selv gennem hans børns liv.

Når verdens børn ser hvordan Kristi disciple er blevet forvandlet ved troen på evangeliet, da rører dette også ved dem. Og så begynder de ofte at lytte til og undersøge dette evangelium nærmere, og får til sidst også lov at modtage det.

Det som er Kristi universelle menigheds pligt, er også hver enkelt menigheds og hver enkelt af dens medlemmers pligt. Hver eneste kristne forsamling er sat til at være et verdens lys. For at vise Guds hellighed og kærlighed. Og på den måde være et middel til at andre syndere skal drages til Frelseren.

Hvis da en forsamling ikke står frem som noget verdens lys, i klar kontrast til den onde og bedragede verden rundt omkring, så fortjener den ikke at kaldes en kristen forsamling.

Men lad os huske godt på at fordi hver menighed er sat sammen af forskellige lemmer, så afhænger også helhedens ”kvalitet” af de enkelte lemmer. Hvert lem i menigheden er jo kaldet til at være et verdens lys - ”et Kristi levende brev, kendt og læst af alle mennesker.”

Hvis et lem ikke er et sådant lys, et sådant levende brev fra den kærlige og hellige Gud, da forkaster han selv sin ret til at tilhøre Kristi menighed. Han er bare til skade, og en skam for menigheden. Og er også til stor skade i verden omkring ham.

Elskede brødre og søstre: Står det sådan til med nogen af os? Vi stiller dette spørgsmål, ikke for at nogen skal se sig omkring og kaste sig over andre med sin dom. Men at hver og en som kalder sig en Jesu discipel, må spørge sig selv: Står det sådan til med mig?

Vi beder hver eneste en af jer alle, at I oprigtigt undersøger hvad det er hos dig, helt konkret hos dig, - i det som ligger bag dine handlinger, eller i dine tanker, ord og gerninger - som kan hindre Guds rige og hans ære.

Må nu hver eneste en som kalder sig Kristi discipel i fuldt alvor stille sig selv dette spørgsmål: ”Hvad er det hos mig som kan give mennesker grund til anklage, og dermed hindre syndere i at omvende sig? Er det sikkert at jeg ikke på nogen måde kan være årsag til at en sjæl ringeagter Ordet, og ser på al levende kristendom som skinhellighed?”

Ja, må hver eneste Kristi discipel stille sig sådanne spørgsmål! Hver eneste kristen må nu straks undersøge hvad det er hos ham som hindrer Kristi rige. Og udsæt så ikke et øjeblik at søge hjælp til at forandre på dette.

Det kan svide, og det kan smerte. Men lad det hellere ske nu end senere. Lad os aldrig glemme at den gren som ikke bærer frugt, skal hugges af og kastes i ilden.

Nu er dette egentlig ikke talt til dem som hver dag dømmer og straffer sig selv. Disse bør tværtimod se bort fra sig selv, og svøbe sig helt ind i Kristi rene dragt. Så deres sjæl i ham får den hvile og styrke som der trænges til helliggørelsen.

Nej, her taler vi til dem som tror på evangeliet, men samtidig er letsindige og ligegyldige. Det er disse Luther taler om når han siger: ”Her gælder det om ikke at se på deres mund, men på hvordan de lever livet.”

Ja, her er det ikke smuk tale som betyder noget. Men først og fremmest om du har nogen ”Ånds og krafts bevis.” Det er let at rose sig af Gud og Kristus. Men om din tro er sand og oprigtig, det vil vise sig i om du også har Den Hellige Ånd i dit hjerte. Da angriber, binder og korsfæster Ånden dit gamle menneske, og gør dig ydmyg og fuld af kærlighed.

Men du kommer aldrig her i livet til at blive fornøjet med din helliggørelse og kraft, - så sandt du er vågen, og at bedrageren ikke har dysset dig i søvn i din egen indbildte helliggørelse. Men du vil nok fortsat altid komme til at kende meget mere af din synd end af din hellighed.

Men andre skal kunne se, og i lysere stunder skal du også selv, som apostlen kunne bekende at ”Guds nåde mod dig trods alt ikke har været forgæves.” Det skal vise sig at med din tro fulgte alligevel også de mest nødvendige Åndens frugter, - om end ikke i den grad som du selv havde ønsket.