25. juni

Han som giver jer Ånden ... gør han det gennem lovens gerninger, eller gennem troens forkyndelse? Gal. 3:5.

Mange taler, tænker og drømmer om helliggørelsen og om Ånden, men ved ikke hvad der er Den Hellige Ånds værk. Det hele er bare som en drøm og en anelse, ingen klar realitet for dem.

Men Skriften taler klart om hvad der er Åndens værk. Paulus siger: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed” osv. Åndens første frugt er altså kærligheden. Og kærligheden er da også den eneste rette kilde som al helliggørelse og alle gode gerninger strømmer ud fra. Derfor bør vi nu undersøge hvordan vi får kærligheden.

Kan man på nogen måde gennem indsats, alvor, bud, love, kamp og strid tilkæmpe sig kærlighed? Er det ikke en almen regel at kærligheden kan ingen kommandere? Det jeg elsker, det elsker jeg, selv om så Gud forbyder det.

Hvordan skal jeg da få kærligheden til Gud? Kristus forklarer dette i Luk. 7. Han siger at denne kærlighed bare skabes ved at Gud forlader dine synder, og du modtager denne store Guds barmhjertighed. ”Den som har fået meget tilgivet, elsker meget. Men den som har fået lidt tilgivet, den elsker lidt.” ”En mand havde to skyldnere. Den ene skyldte ham fem hundrede denarer og den anden halvtreds. Og da de ikke havde noget at betale tilbage med, eftergav han dem begge to gælden. Sig mig da; hvem af dem vil elske ham mest?”

Farisæeren Simon erkendte selv at den som havde fået mest eftergivet, ville elske mere. Men Jesus gør denne tilføjelse: ”Du, Simon, er så religiøs at du ikke, som de andre farisæere, forkaster mig. Du indbyder mig til og med til bords hos dig. Men denne kvinde, en stor synderinde, hun vaskede mine fødder med kærlighedens tårer. Hun tørrede dem med sit hår og holder ikke op med at kysse mine fødder. Du, derimod, gav mig ikke noget kys, og heller ikke noget vand til mine fødder.

Selv om hun er en stor synderinde, og du gerne vil være et helligt Guds barn, er det alligevel hende som har Ånden, og ikke du. Hun har Åndens frugter, og du har bare lovens gerninger. Hun er et sandt Guds barn, og du er et uægte barn. Kort sagt; den som har fået meget tilgivet, elsker meget. Dette er den eneste måde kærligheden kan tændes på i Adams børn; at jeg forlader dem alt det de har gjort. Da elsker de mig.”

Dette er Åndens budskab i Jesu tale om hvordan kærligheden skabes. På samme måde sker det med de andre Åndens frugter. Apostlen nævnte videre glæde og fred. Er det vel muligt at opnå nogen glæde og fred, så man bliver virkelig glad, gennem love, bud og tvang? Nej, glæden i Gud, glæden i Frelseren kan intet menneske tiltvinge sig. En virkelig fred i Gud, hjertets indre mildhed, eller de andre Åndens frugter, er det ikke givet noget menneske at tage til sig.

Alt det som er et Åndens værk fås aldrig på anden måde end at jeg, som en synder, og mens jeg endnu ikke er blevet hellig, bliver benådet og bliver omskabt gennem Kristi kærlighed, over hans tilgivende miskundhed. På samme måde som dette omskabte synderinden. Først da skabes kærligheden og andre Åndens frugter i mig.

Men her tænker mange sådan: ”Selvfølgelig tror jeg på Kristus, - hvem tror ikke på ham? Jo, troen er der nok. Der mangler nok hellere noget med livet!” Men disse beviser bare med denne talemåde at de ikke ved hvad troen på Kristus egentlig er.

De tror at de tror på Kristus, bare de tror at det er sandt alt det som står skrevet om Kristus. Ja, de anser også alt det han har gjort for os, som nødvendigt og fuldbragt. Og at alt dermed er ordnet, og ikke længere er noget de behøver at tænke på.

Men al deres opmærksomhed er tværtimod rettet mod dem selv. Og dermed har de sin trøst, når alt går pænt og godt for sig, i deres liv. Men når de falder i større synder, da tyer de til anger, bøn og selvransagelse. For gennem dette ligesom at få nåde og fred med Gud.

Men dette er jo helt åbenlyst bare en hjertets tro på sig selv, selv om ens bekendelse forstandsmæssig kan stemme med Ordet.

Den som virkelig tror på Kristus, han har hele sin sjæls opmærksomhed rettet mod ham. Al hans glæde bygger på Kristus. Ser på ham og har al sin trøst i ham.

For en ret kristen er kommet til kort både med sig selv og al sin egen indsats. Har lært at se det som skarn og usselhed at have sit alt, hele sit liv, i Kristus. Ja, virkelig alt, både sin retfærdighed og helliggørelse.

Et sådant menneske bekender da: Selvfølgelig kommer disse tanker også til mig; at jeg burde arbejde mere selv, og ikke bare tro så meget. Ja, jeg er ofte bange for at jeg tror for meget. At jeg nok igen, hellere burde ind under loven, for at blive mere alvorlig, og dermed også en bedre kristen.

Men når jeg så på ny husker på min tidligere erfaring, så stadfæster den bare det Skriften siger. For så længe jeg bare arbejdede med lovens gerninger, var jeg i mit hjertes dyb helt kold overfor Gud. Havde ingen indre lyst eller kærlighed til ham og hans vilje. Samtidig blev jeg også bare fortsat en slave under visse synder, mens en fortærende uro fortsatte med at gnave indvendigt.

Da jeg derimod lærte at kende Frelseren, og kunne tro på hans nåde og løfte om syndernes forladelse. Da fik jeg straks en helt ny lyst og kraft til det gode. En varm ånd, en kærlighed og lyst som gjorde alt så let. Det som før havde været så tungt for mig, gik nu ligesom af sig selv.

Og alt dette gentager sig fortsat: Når jeg fanges i lovtrældom, bliver jeg kold og svag. Men når jeg har freden i Kristus, får jeg en ny lyst og kraft til det gode.

Dette er en kristens erfaring. Og denne erfaring stemmer med Skriften. Et kristenliv og en ånd som ikke er skabt på samme måde som Skriften lærer, er ikke et sandt kristenliv og en sand ånd.