25. januar

Og nu, når I er sat fri fra synden, er I blevet retfærdighedens tjenere. Rom. 6:18.

Her får vi virkelig mulighed for at prøve os selv i spørgsmålet om hvem det er vi tjener. Er jeg syndens eller retfærdighedens tjener? Hver eneste en af os er jo enten det ene eller det andet!

Apostlen kender ikke til nogen tredje tilstand for menneskene. Ingen kan være både syndens og retfærdighedens tjener. Kristus siger også udtrykkeligt: Ingen kan tjene to herrer!

Da burde det være vigtigt for os at få afklaret hvem det er vi tjener. Hvis vi ser på alt det som rører sig i vort liv, da bliver vi altid fortvivlet, og kan ikke forstå andet end at vi tjener to herrer. Sådan vil mange også have det, for at kunne leve videre i sin tågede og splittede tilstand. Mens det derimod er dette oprigtige sjæle, har som sin store skræk; de oplever det som om de tjener to herrer.

Der findes mennesker som både er fornuftige og kristelige. De læser også Guds ord. Men i hjerte og sind er de fanget af verden og optaget med at tjene sine afguder. Samtidig vil de indimellem også tjene Gud. Og så tror de det må da være både godt og tilfredsstillende for Gud.

Disse prøver at tjene ”to herrer.” Guds barn derimod sukker ofte med denne bekymring i tankerne: ”Jeg tjener nok ikke bare Gud. Jeg tjener vist også synden. Hvordan skal jeg kunne vide hvis tjener jeg egentlig er?” Hele fejlen, hvorfor både den ene og den anden går i mørket her, er at de dømmer ud fra det de selv oplever som ret, og ikke holder sig udelukkende til Herrens ord.

Allerførst må vi da lægge mærke til at både Kristus og apostlen udtrykkeligt slår fast at vi ikke kan tjene to herrer på en gang. Som vi netop har sagt, kan det ganske rigtigt se ud som om vi tjener to herrer. Fordi både godt og ondt blander sig hos os. Hos syndens tjenere blander der sig også ofte noget af en god ånd ind. Samvittigheden og nådens kald taler til dem. Mens troens folk også kan kende meget af den onde ånd, af kødets og verdens påvirkning.

Tjener vi da to herrer? Nej, siger apostlen. Det er ikke dette sagen afhænger af. Ikke af hvad der rører sig af godt eller ondt i dig, eller tilfældigt får dig til at gøre en god eller ond gerning. Nej, det er dette der er spørgsmål om: Hvem det er I har stillet jer frem for som tjenere, og til lydighed mod? Hans tjener er I!

Selve hjertet eller sindet tilhører altid bare en af to magter som kæmper mod hinanden. Det siger Herren også er forklaringen på hvorfor ingen kan tjene to herrer: ”For han vil enten hade den ene og elske den anden, eller også vil han holde sig til den ene og foragte den anden.”

Sådan taler Herren altså. Læg mærke til at det afhænger af hvad du ”elsker” eller ”hader,” hvad du ”holder dig til” eller ”foragter.” Men så mærker vi ind i mellem til kærlighed, og så igen til had. Guds børn synes ofte det er som om de elsker synden og foragter Gud. Hvordan skal vi få klarhed i alt dette?

At de er syndens tjenere, de som frit og frækt lever et liv i åbenlyse kødets gerninger, det forstår vi let nok. Når vi ser gerrighed, seksuel umoral, stofmisbrug, uærlighed, had osv. drive dem, og de ikke lader sig advare eller formane til omvendelse. Sådanne taler Kristi ord jo klart om: Den som gør synd, er syndens træl.

Men når falske kristne, som omgås Guds ord og Guds folk, vil forlige Kristus og Beliar, tjene både Gud og verden. Eller når svage kristne kæmper med voldsomme fristelser og anstødelige svagheder. Da bliver sagen ikke så enkel.

Læg da nøje mærke til hvordan apostlen forklarer sig! ”Den som I stiller jer frem for som tjenere, og er lydig mod” (vers 16), hans tjener er I.

Alt afhænger altså af hvem du har stillet dig frem for som tjener. Hvem du ”af hjertet er blevet lydig mod” (vers 17). Hvem du dybest i dit sind ophøjer. Og ikke hvem du bare tilfældig eller af tvang tjener.

Så sker det at de som i sin ånd inderligt elsker retfærdighed, ofte tværtimod oplever kødets begær rase i dem. Eller de overrumples af sådant og falder. Men dette må ikke forvilde os. For når de af hjertet er lydige, virkelig elsker retfærdighed, og har stillet sig frem som tjener for den, da er de så vist ikke nogen syndens tjener. Vi må aldrig glemme hvad der er selve hovedreglen: Hvem vi har stillet os frem for som tjenere. Hvem vi af hjertet er lydige mod. Hans tjener er vi.

Hele en troendes liv er rettet mod Kristus. Uanset hvor meget synden hindrer, ødelægger og plager ham. Skulle sindet på ny blive falsk, sådan at man på ny begynder at tjene synden, ikke længere lever ved nådestolen for at få forladelse og kraft mod det onde. Men i stedet stiller sig frem for en anden - begynder nu at tjene synden, indgår en ny pagt med den for at følge dens lyster.

Da er ulykken allerede sket, sådan som Peter udtrykker det: ”Det/den man ligger under for, det er man også træl under.” Man ”ligger” ikke uden videre ”under for” det som man i kampens hede kan have lidt visse nederlag for, men endnu fortsætter at kæmpe i mod. Det gør derimod den som har overgivet sig og nedlagt våbnene, sådan som Peter udtrykker det: som har ”vendt sig bort fra det hellige bud som blev overgivet til dem.”

Men så længe man endnu kæmper, ikke som en lovtræl, men med troens øje fæstet på Kristus, da er man ikke nedkæmpet, da ligger man ikke under for synden. Man har ikke overgivet sig til at tjene synden. Så afhænger alt da af hvem du har stillet dig frem som tjener for. Hvem du har givet din lydighed til?