24. maj

Som en hyrde skal han føre sin hjord. Han skal samle lammene med sin arm og bære dem ved sit bryst. Dem som har lam, skal han lede. Esajas 40:11.

Åh, hvilken trøst når vi er nær ved at fortvivle over vort eget hjertes mørke. Når vi ser hvor kolde og ustadige vi er, og frygter for djævelens grusomme planer, list og påtrængenhed. Ser den utrolige mangfoldighed af forvirrende lærdomme. Og da føler os utrygge og er bange for at vi skal helt fortvivle og gå fortabt.

Åh, hvilken trøst, når Herren siger at han selv vil være vor hyrde. Tænk hvilken trøst for en fattig synder, der føler sin ynkelige afmagt i alle forhold. At Kristus bare ser på syndere som får. Vi betyder ikke mere, vi er bare får, som han er den gode hyrde for. Som hellere ofrer sit liv, end at skulle se at fårene bliver borte.

Tænk også hvilken trøst når man med uro ser på farerne som truer andre sjæle i den ”lille flok.” Ser hvor meget der forvirrer fårene. Åh, hvilken trøst det da er, at han som har ”al magt i himmel og på jord,” er hyrden for fårene. Han skal sørge for dem.

Og tænk hvilken betryggende rettesnor for alle underhyrder, de ”små drenge,” som Esajas kalder dem, som både fra sit indre og ydre stadig stilles overfor spørgsmålet: ”Viser du fårene den rette vej? Behandler du fårene ret?”

Da er dette en vældig trøst at eje den trygge rettesnor, dette helt afgørende eksempel Herren selv giver os, når han siger: Jeg er den gode hyrde. For denne overhyrde må vi jo alle virkelig bøje os. Ham er det vi må rette os efter. Ellers er vi jo ikke gode hyrder. ”Har nogen ikke Kristi Ånd, da hører han ikke ham til.”

Det første i det vi nu har foran os, som er værd at stoppe op for, og som fryder en fattig synder, er at her ser vi at Gud bare regner med os som får. Fortabte og magtesløse får. Som umuligt kan passe sig selv og vogte sig for ulven, men helt og holdent er afhængig af en hyrde.

Sådan har Herren jo også skildret menneskene over alt i Skriften. Og han arbejder uden ophold på at nedbryde og fratage os de indbildninger som ligger så dybt i al menneskelig natur; at vi selv skulle have lys og kraft til at hjælpe os selv. At vi i hvert fald skulle være i stand til at forstå noget, og kunne udrette noget.

Mod denne dybe og stadige indbildning siger Ordet tværtimod: ”Fra himmelen skuer Herren ned på menneskenes børn, for at se om der er nogen som har forstand, nogen som søger Gud. Men de er alle afvegne, og er alle sammen ugudelige. Der er ingen som gør godt, nej, ikke en eneste.”

Ja, apostlen siger vi er så ugudelige at ”vi ikke en gang er dygtige i os selv til at udtænke noget som om det kom fra os selv.” For Gud må virke i os ”både at ville og at virke.” En sådan uduelighed ligger udtrykt i dette billede af fårene.

Blandt alle dyrene er fårene de mest udsatte, værgeløse og enfoldige. De har ikke tænder til at forsvare sig med mod ulven. Desuden er de kendt som dyr med meget lidt forstand. Og dette har gjort dem til et ordsprog, så et meget lidt forstandigt menneske let bliver kaldt for et får.

Og sådan er vi da, på det åndelige område, alle sammen store dårer. Ellers kloge mennesker er straks de største dårer når det gælder deres egne sjæle. Og de mest oplyste kristne er altid fortabt overfor ”Satans dybder,” hvis Herren slipper dem.

Og selv når vi klarest ser hvad vi burde gøre, er vi alligevel så afmægtige at vi ofte må råbe og sukke: ”Jeg er solgt under synden. Det gode som jeg vil, gør jeg ikke. Og det onde som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Åh, bliv nu endelig helt klar over dette, du som forvirrer dit hjerte med spørgsmålet om hvad du selv kan udrette for at blive frelst!

Du er ikke så betydningsfuld. Du er bare et får! Bøj dig for Herren og bekend med David: ”Jeg er et vildfarent og bortkommet får. Søg din tjener!” Bekend at du ikke er i stand til at udrette noget som helst, ikke en gang at tænke.

Bed om at få alt bare som en gave fra Herren. Hvis han vælger at ville give dig noget, så har du det. Hvis det ikke er ham som giver dig, så er alt dit eget stræb forgæves. Du er bare et svagt og forsvarsløst får.

Men se så videre den usigelige trøst vi har i at Herren Kristus selv siger at dette er hans forhold til os; Han er hyrden for fårene.

Og nu er det jo netop hyrdens ansvar at han skal tage vare på fårene. Han skal ikke vente at fårene selv skal kunne forsvare sig, selv skal vogte sig for ulven, selv skal sejre over den. Nej, det er hyrden som skal gøre alt dette. Og helt uden hensyn til om fåret fortjener det eller ikke. Det hører med til hyrdens kald.

Og husk nu på at Jesus selv siger: Jeg er den gode hyrde. Da vil han jo, at jeg skal regne ham for en god hyrde. Og vente af ham netop det jeg virkelig kan vente af en god hyrde. Hvem skulle jeg tro på, om ikke Herren selv?