24. januar

Da vi altså er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Rom. 5:1.

Her er hemmeligheden! Her er den dybe, evige grundvold for de kristnes vidunderlige fred! Og her bliver det også klart hvad det er som mangler i de hjerter som aldrig kan finde den rette fred.

Apostlen siger ikke: Da vi altså er blevet sådan som vi bør være, er blevet så gode og kristelige… Nej, han siger: ”Da vi altså er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved (svensk overs.: gennem) vor Herre Jesus Kristus.”

Hør nu, du oprigtige, søgende sjæl! Selvfølgelig er det vældig vigtigt, ja, mere vigtigt og nødvendigt end alt i verden, at du lever et alvorligt og gudfrygtigt liv. At du flittigt og alvorligt beder, hører og læser Guds ord. Kæmper alvorligt mod det onde, og er optaget med at gøre det gode.

Men du savner endnu freden med Gud. Du er ikke sikker på om du har Guds nåde. Du er tværtimod urolig overfor disse spørgsmål. Og det er heller ikke uden grund. For du kan til og med ret og slet være under fordømmelsen, selv med al denne din kristelighed.

Der kræves noget langt dybere for at kunne bestå ind for Den Hellige Gud og i dommens ild. Din samvittighed stadfæster nok også det samme: Der kræves noget dybere end alle frommes fromhed, alle helliges hellighed.

Her duer ikke noget som helst mindre end Kristi, Guds Søns død, og at vi ved troen er iklædt ham. At vi er blevet retfærdiggjort af tro, og har fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.

Dit hjerte må have fået den trøst som gør at du i hjertelig oprigtighed kan sige: Kristus er død for mig! Det er det jeg bygger på! Ikke længere på at jeg lever et kristeligt liv, at jeg tror og går alvorligt ind for dette. Men på at Kristus har levet mit fuldkomne kristne liv, at Kristus er hellig og fuldkommen, at Kristus både har holdt loven og lidt døden, som var syndens løn. Det skete for mig! Det rækker også til for alle mine synder. Det er nok, evigt nok. Det er det jeg har al min trøst i.

Når du aldrig har fået fred, så kommer det altså af at du ville blive retfærdig og frelst gennem noget i dig selv. Men hvis dette i det hele taget havde været muligt, da døde Kristus altså forgæves. Du har ikke erfaret hvordan den rette tro er. For der er mange slags tro.

Du kender måske meget godt læren om Kristus og forsoningen, og har erkendt at dette er ret. Og så er din opfattelse at når du ikke tvivler på dette, så har du også troen.

Men din inderste holdning har været denne: Uden tvivl er det ret at alt dette som Kristus har gjort, det holder, der mangler ikke noget. Men fejlen ligger hos mig! Her, hos mig må der ske en forandring!

Og så har du vendt begge øjnene bort fra Kristus, og mod dig selv! Hvordan tror du da det skal blive muligt at få fred? Hvordan tror du da at du skal få den rette tro?

Ganske rigtig stemmer det så langt; at alt det som Kristus har gjort, det holder, og at fejlen, den ligger hos dig. Men du forstod ikke at fejlen hos dig er så stor at der ikke kan lappes på med at bearbejde dig selv.

At det aldrig kan løses på nogen anden måde end at du indser det totalt håbløse i dig selv og al din omvendelse, og søger hele din frelse udelukkende i Kristus selv. Grunden har været at du troede der måtte blive en forandring med alt hos dig, før du kunne få fred.

Du har ikke troet eller forstået hvor fortabt du egentlig er, og hvor fuldkomment alt så er genoprettet i Kristus. Du har nok vidst at du er en stor synder. Men ikke en fuldstændig fortabt synder. Og om Kristus har du vel troet at han nok frelste større syndere. Men ikke sådan en som du hidtil har været.

Dette er de sædvanligste årsager som gør at søgende sjæle ikke får fred. Så findes der andre som sidder fast i en endnu mere kødelig sikkerhed, som endnu har noget som er mere vigtig for dem end at eje Guds nåde. Som har afguder og vanesynd som de ikke vil skilles fra. Og da er det godt at de ikke får fred.

For at få Guds fred er det altså først og fremmest nødvendigt, at der ikke er noget andet der er så vigtig for dig, som Guds nåde. At du ikke slår dig til ro før du har fået en overbevisning om at du har den.

For det andet: At du lader dig overbevise om din egen fortabte tilstand. Så du opgiver troen på al din egen aktivitet, alt det du kan udrette eller opnå gennem egne tiltag.

Og så, just som du er; som den fortsat uværdige, fortabte synder, søger al din frelse i Kristus alene.

For det tredje: At du ikke venter på en overbevisning gennem følelser, gennem et slags indre svar i dit hjerte. Men tager imod Guds svar der hvor Gud giver os det: i Ordet, udelukkende i Ordet.

Hvis et menneske er kommet til dette punkt, at det er dette suk som frem for alt stiger op fra hjertet: Åh, om jeg bare havde Guds nåde, så havde jeg ikke noget højere ønske på jorden! Så ville jeg ikke sørge over noget som helst jeg skulle lide. Åh, om jeg bare kunne eje troen på Kristus alene, og bare ”blive fundet i ham!” Om jeg bare kunne eje visheden om at hele hans fuldbragte værk tilhører mig! Og jeg vil virkelig tro på Ordet, jeg vil ikke vente på følelser, - bare jeg kunne tro... osv. -.

Kære ven! Da er troen allerede tændt. Og da vil det også ske at du får vished om at du har fået Guds nåde, og at du får fuld fred. Det vil Gud selv sørge for.