24. december

Ordet blev kød. Joh. 1:14.

Ordet, det evige Ord, blev kød! Guds evige Søn bliver menneske, et virkeligt menneske. Bare ikke et syndigt, men et rent menneske. Født af en kvinde.

Den som er født af en virkelig, naturlig kvinde, må selvfølgelig også være et sandt og virkeligt menneske. Så er da også Guds evige Søn blevet én af vor egen slægt. Hans afstamning og slægtninge regnes derfor blandt Adams efterkommere, som også den første side i Det nye testamente viser.

Guds Søn er vor slægtning, knyttet til os med blodets bånd, ”lig sine brødre i alle ting,” men uden synd. Så ufattelig Guds kærlighed er, som fattede et så forunderligt og nådigt råd for at frelse os!

Men her sortner det fuldstændig for fornuftens øje. Guds evige Søn er med blodets bånd blevet vor slægtning, ja, bror! Er det sandt? Er det muligt? Her begynder jeg, og her stopper jeg op, - og kommer ikke længere. Er det virkelig sandt? Er det muligt? Jeg kan ikke begribe det, men kommer heller ikke udenom det. Mine tanker snøres sammen som i et net af det evige uforståelige, men også Skriftens uomtvistelige vidnesbyrd.

Og dette spørgsmål har afgørende betydning. Med det står eller falder hele kristendommen. Og med det hele vor frelse og salighed.

På den ene side er det alt for stort og herligt, at vi stakkels, faldne menneskebørn skulle være så højt agtet og æret, at Guds evige Søn skulle være vor bror. Det er jo så stort at jeg ikke kan tro det af den grund.

På den anden side er denne anstødssten for stor til at vælte væk. En hel verden vidner om ham. Først en hel tidsalder med profetiske forudsigelser om ham som skulle komme. Så en ny tid med åbenlyse opfyldelser, ja, af de mest vidunderlige og punktlige opfyldelser af alt som var forudsagt.

Kan jeg da ganske enkelt forkaste den person som er selve midtpunktet i alle disse forudsigelser og opfyldelser? Den sten som bygningsmændene forkastede, men som Gud gjorde til hovedhjørnesten, skal jeg nu også forkaste ham?

Eller kan jeg bortforklare alt det jeg hver dag ser med mine egne øjne af hans rige på jorden? Og kan jeg bortforklare alt det jeg selv har erfaret i samfundet med denne trofaste Herre?

Åh, nej, han er en levende Gud som er os nær. Vi kender ham jo. Men bare sådan som han blev åbenbaret i kød, for ”ingen kender Faderen uden Sønnen.”

Men kan jeg da på den anden side tro alt dette store og herlige som ligger i dette at Gud blev åbenbaret i kød? Det er jo alt for stort og herligt! Og alligevel er det en evig og guddommelig sandhed. En sandhed som er lige sand og guddommelig om så alle mennesker slog fornuften i stykker på den.

Ja, lovet være Gud for at vi ikke kan begribe dette. At vi ikke har så lille en Gud at vor ynkelige, blinde fornuft kan følge ham. Gud bevare os fra at lave os en Gud som ikke går ud over fornuftens grænser!

Men så er det stakkels, faldne og trange hjerte heller ikke i stand til at holde fast på denne himmelske skat og glæde. Og det er en stor plage som man nok kunne ønske man snart kunne blive løst fra. Tænk at Guds evige Søn er forenet med os med blodets bånd, er vor bror! Kunne jeg bare beholde dette herlige budskab levende i mit hjerte, da ville jeg ikke ønske mig noget andet. Da havde jeg nok. Ja, nok både for livet her og for evigheden.

Da ville dette vel gøre at ikke en eneste tung tanke kunne få plads i mit hjerte. Nej, da ville mit fattige hjerte hellere sprænges af en alt for stor fryd og glæde.

For hvis vor faldne og fornedrede slægt er blevet hædret så højt at Guds evige Søn har givet sig selv ind i vor slægt, er blevet en af os, blevet vor bror -. Åh, da har jeg ikke brug for noget som helst mere i hele verden.

Da er vor slægt sandelig blevet så æret og ophøjet over alle engles troner, ja, op til selve himmelen. Da er al den skade og fornedrelse som blev påført os i syndefaldet sandelig mere end rigelig genoprettet og erstattet. Sådan at det nu er den allerstørste ære at være menneske. Ja, så de helligste engle sandelig kunne have grund til at sukke: ”Åh, om vi bare var mennesker!”

Det er sandt, det Luther siger, at efter at Guds Søn blev menneske, burde det have den virkning på os at vi inderligt elskede og glædede os over alt som hedder menneske. Og aldrig mere kunne have en uvenlig tanke mod nogen af den slægt.

Alle kristne burde fordybe sig meget mere i alt dette, og bede Gud om nåde til at det også fik lov at indtage hjerterne. Da ville de nok også få trøst og opmuntring i dette mod livets mange vanskeligheder. Og da ville de nok også i stor forundring og glæde sige: Nu trænger jeg ikke til mere, nu har jeg nok: Guds Søn er et menneske! Da skal alt nok blive godt.

Er Guds Søn blevet forenet med os med blodets bånd, da aner jeg en større kærlighed i Guds hjerte til os mennesker end vi sædvanligvis tænker. Da kan det ikke være sådan som vi ofte tænker, at Gud er langt borte og ligegyldig med os. Nej, da må der ligge noget dybt hemmelighedsfuldt under, en kærlig trang til at lære os noget, når han skjuler sig for os, så det kan se ud som om han ikke bryder sig om os.