23. marts

Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud fra landet Egypten, ud fra trællehuset. 2. Mos. 20:2.

Dette er Herrens egen indledning til sin hellige lov, hvor han fortsætter med: Du må ikke have andre guder end mig osv.

Her lader Herren os forstå hvem han er, han som taler. Og dermed også hvilken ret han har til at kunne påbyde, befale og dømme sådan som han gør gennem budene.

Jeg er Herren. I dette ligger: Jeg, Herren, er selve grunden til den hellige lovs evige tyngde, og evigt bindende gyldighed. Jeg er Herren, jeg er Jehova, den som er i al evighed, som består i egen kraft, urkilden til alle skabninger og al magt.

Lad os grunde lidt på dette: Hvordan blev mennesket til - det som skal leve i lydighed mod denne lov? Hvad er et menneske? Det er jo hans hænders værk, det væsen som han selv har skabt! Har han da ikke også al magt og ret til at pålægge mennesket det han vil, sætte grænse for deres frihed og give love for dem?

Dette er det første han taler til os om gennem dette ord. Og lad os da tænke grundigt over det! For det er netop dette som er grunden til al ulydighed og foragt for Guds bud: Vi er ikke opmærksomme på hvem Herren er, han som har givet loven, og samtidig hvad vi er ind for ham. Ja, hvis det virkelig gik op for os hvem han er, han som taler i den hellige lov, så ville vi nok hellere gå til grunde og dø, end vove at gøre noget mod hans vilje.

Vi siger ikke at dermed skulle vi også have kraft til at stå imod synden. Det står ikke sådan til med os efter syndefaldet, at bare vi hører hvad buddet siger, kan vi også gøre det vi vil. Nej, det er tværtimod sådan at stillet over for buddet vil vi fortvivle og gå til grunde, hvis ikke Gud selv forbarmer sig over os og frelser os. Det er langt fra at vi dermed skulle føle os trygge og selvsikre med alle vore synder.

For tænk på hvad det vil sige at det er ham som giver loven for menneskene. Han som er den store himmelens og jordens skaber. Som i begyndelsen skabte alt af intet. Som skabte solen, månen, stjernerne og jorden med alt som er på den. Og skabte mennesket i sit billede, til børn og arvinger, udrustet med sanser til at høre og forstå hans vilje.

Han, han er den som giver menneskene bud og love. Skulle vi da vove at trodse eller foragte ham? Hvilken forfærdelig ødelæggelse der er sket med alle vore sanser, når vi ikke en gang er i stand til at kunne se dette! Vi burde nok huske på, at Gud når som helst kan knuse os, som man knuser en flue. At vi er fuldstændig i hans hænder. At vort liv og hvordan det skal gå os her på jord og i evigheden, afhænger af ham.

Ikke et åndedrag har vi i vor magt. Og Gud har utallige måder og midler at straffe dem med, som sætter sig op imod ham. Vi ser det rundt omkring os på alle kanter, hvordan han sender nogen en brat død, en anden en forfærdelig sygdom, et tredje vanvid, en fjerde blindhed og frækhed som fører i synd og skam.

Det er sandt, det Luther siger, at ”Gud har snarer og fælder på alle kanter for dem som foragter ham, så de ikke har nogen mulighed for at slippe uden om ham.”

Til sidst er han også den som kan ”ødelægge både sjælen og legemet i helvede.” Ja, hvis ikke han vil tage sig af vor fattige sjæl når vi dør, og føre den til himmelen, så er den i al evighed fortabt. Og ham skulle vi vove at trodse og foragte!

Tænk så på den anden side også på hvor meget godt Gud kan gøre, hvis han er nådig mod os. Hvor meget nåde og velsignelse her i livet, og hvor stor glæde og salighed gennem en hel evighed kan han ikke give sine venner! Og ham skulle vi vove at trodse og foragte!

Tænk om han bare ville tage sin Hellige Ånd fra dig, og overlade dig til din medfødte naturs mørke, til kødets lyst og djævelens magt!

Lad os derfor virkelig bede over dette ord: Jeg er Herren! Bed om at vi må få dette ord skrevet ind i vore hjerter som med store lysende bogstaver, så det må stå der for vore øjne alle vort livs dage.

Men der ligger endnu en lærdom i dette navn Gud står frem med her overfor folket: Jehova. For Jehova betyder det evigtvarende, uforanderlige. Med det vil Gud at vi skal huske at ikke et bogstav, nej selv ikke den mindste prik i hans lov skal forandres, hverken her i livet eller i evigheden. 

Dette er nemlig noget vi skal indprente os, at selve grundvolden i Guds hellige lov ikke egentlig er nogen tilfældig, vilkårlig vilje hos Gud. Men noget meget mere. Den er selve hans eget væsens natur. For hvis nogen spørger hvorfor vi skal være hellige, så svarer Gud selv: ”I skal være hellige, for jeg er hellig!” Han siger ikke: For det er min vilje. Han siger: ”For jeg er hellig.”

Når da selve grundvolden til den hellige lov ligger i Guds egen natur, forstår vi også hvorfor det er umuligt at den nogen sinde kan forandres. For da måtte Gud selv have forandret sig.

Derfor kan det aldrig her på jord eller i evighed blive tilladt, det som Gud har forbudt i sin lov. At have andre guder, misbruge Guds navn, foragte hans ord, eller se ned på sin næste, misunde, hade eller lyve ham noget på osv., kan aldrig ses på som noget uskyldigt eller acceptabelt.

Her gælder ingen formildende omstændigheder, hverken vor faldne naturs svagheder, eller hvad det så måtte være. Det vil altid vække Guds vrede. For Guds lov siger os at det strider mod hans hellige natur. Og hans natur kan aldrig forandres. Det er også noget vi skal lægge mærke til når vi læser dette: Jeg er Jehova.